Raad, i det han saa ofte igientager det, i saadan merkvær¬
dig adskillighed afkorte, og afbrudte, følgeligen af kraftige
og drivende Formaninger. Ordspr. 4, 15.
Philaret; eller den guddommelige
Førelse og Huusholdning.
Philaret, en Eremits Søn, var fra hans siette Aar om¬
hyggelig opdragen af hans Fader, i den Hytte, som han
nu selv beboede efter Faderens Død, og kiendte altsaa intet
videre til Verden, end hvad hans Fader havde fortalt ham,
eller han selv havde læst derom i Bøger. J disse fandt
han tillige adskillige Efterretninger, deels om retskafne og
gudfrygtige Folk, som i deres Liv havde havt megen Glæde
og Fornøyelse, deels om ryggesløse bedragerske Folk,
som det altid havde gaaet efter Ønske og Villie. Han kun¬
de umuelig troe, at et Væsen, som elskede billighed, kun¬
de gaae saa ulige til verks med Mennesker, og overvælde
Lasterne med saa mangfoldige Velgierninger, men belønner
de Gudfrygtige derimod med saa mange Viderværdigheder.
Hans Begreb om den allerhøyeste Guds Retfærdighed var
saa stort og vist, at han paa ingen Maade kunde finde sig
derudi, eller vidste at tilfredsstille sig der ed. Han holdt
det endelig for det sikkerste Middel, at vikle sig ud af denne
sit Gemyts tvivlraadige Forvirring, ved at forlade sin Hytte,
anstille en Pillegrimsgang igiennem Verden, og selv med
egne Øyne at see, hvorledes det gik til.
Neppe havde han lagt en halv Dags Reyse tilbage,
førend der kom en ung anseelig Mand, som var omtrent
af hans Alder, til ham paa Veyen, og Philaret blev inden
kort Tid saaledes indtagen af hans behagelige og tækkelige
Omgang, at han skatterede sig ret lykkelig, for han havde
faaet saa ønskeligt Selskab. De giorde meget snart et nøye
Bekiendtskab med hinanden, og aftalte, at de i fortroelig
Enighed vilde fortsette denne Reyse, og hver Gang om
Natten blive sammen i eet Huus.
Nogle Dage gik forbi, førend Philaret fik det aller¬
ringeste merkværdige at see. Endelig blev han vaer, at
hans Reyse=Kamerat, med hvem han havde stiftet saadant
fortroligt Venskab, borttog hemmelig med sig et forgyldt
Bæger af et vist Huus, da de dog paa det allerbeste vare
blevne bevertede i samme. Vor Eremit forbavsedes og
forundrede sig over denne Gierning, og kunde ikke begribe,
hvorledes det var mueligt, at en Mand, som forekom ham
saa billig og oprigtig, kunde foretage saadan uanstændig
Sag; dog holdt han ikke for raadeligt, for det første at
lade sig merke dermed.
De fortsatte derfor deres Reyse videre, indtil den
indfaldende Nat drev dem til, at søge et Sovested. J det
Huus, hvorndi de kom, var en meget uvenlig Vert, som
lod dem ligge under aaben Himmel i Gaarden, omendskiønt
det regnede hele Natten igiennem. Dog alligevel belønnede
Eremitens Reyse=Kammerat denne slette og haarde Begeg¬
nelse imod al Formodning med en Foræring af det forgylte
Bæger, som han havde taget fra sin forrige saa høflige
Vert. Philaret forundrer sig paa nye herover, og endda
mere, end forhen, da han tillige faae, at hans Ven havde
mere af et besynderligt Jndfald, end af Gierrighed og Egen¬
nyttighed taget Bægeret til sig.
Den næstfølgende Aften bleve de antagne i et andet
Huus med megen Kierlighed og Veldædighed. Da og den
Vey, som de om Morgenen derpaa havde at gaae, var me¬
get vildsom, og gik igiennem en tykvoxen Skov, saa gav
Verten dem sin ældste og kiereste Betient med, for at vise
dem den rette Vey saa langt som det behøvedes. Neppe
vare de komne til den første Broe, førend Philaret med den
største Bestyrtelse maatte see paa, at hans Kamerat med
forsetlig Magt udstødte denne Veyviser uden for Broen,
og lod ham drukne i Strømmen. Dette beængstede den
arme Eremit saaledes, at han hverken vidste at raade eller
hielpe sig. Dog besluttede han sig endelig, vel ikke at angive
sin ubarmhiertige Ven, og ligeledes at opofre ham til Dø¬
den, men ved Leylighed at forlade ham, i det mindste udi
den første store Bye, hvor de kom.
En Dag holdt han det altsaa endnu ud med ham, og
dulgte imidlerud sine Tanker i Bedrøvelse, og Taalmodig¬
hed. Om Aftenen fik de Herberge hos en Adelsmand, som
begegnede dem med saadan besynderlig Venlighed og God¬
hed, som endnu ingen forhen havde giort. Men Philaret
merkede med den yderste Forbavselse, at hans Kamerat
viste sig saa utaknemmelig for den megen oppebaarne God¬
hed, at han endog dræbte et lidet uskyldigt Barn i Vug¬
gen, som var hans saa goddædige Verts, endskiønt det skede
i al Stilhed om Natten. Herved havde endelig hans alt
for store Taalmodighed en Ende. Han udbrød med Nid¬
kierhed imod sin Kammerat, for saa grusomme Ting, op¬
sagde ham alt Venskab, og vilde slet ikke fortsette et Skridt
videre paa Reysen med ham, men meget mere strax tilbør¬
lig opdage hans Mord, paa det at han kunde faae sin vel¬
fortiente Straf.
Denne besvarede vor Eremits priselige Nidkierhed
ikke anderledes, end med en smilende Mine, aflagde det
menneskelige Legems dødelige Skikkelse, og lod sig tilsyne
saaledes, som han virkelig var, i en himmelsk Engels skin¬
nende og prægtige Gestalt. Han berettede, at han var
allene udsendt til den Ende, for at tilfredsstille hans Ge¬
myt, og betage ham de ængstelige Tanker, hvormed han
var bebyrdet over det guddommelige Forsyns vigtige Hem¬
melighed. Han betydede ham derpaa, at alt, hvad han
hidindtil havde giort, var i alle Maader overeensstemmen¬
mende med Retfærdighed og billighed, i hvor fremmet og
forunderligt det end maatte synes i Menneskelige Øyne.
Han vidste, at det forgyldte Bæger var forgiftet, og
at den nødvendig maatte døe, som ikkun brugte det et Fier¬
ding Aar. Derfor havde han til manges Beste forekom¬
met denne gavmilde Mands Død, ved at borttage det, da
det ellers vilde foraarsaget et føleligt Forliis for hans træn¬
gende Naboer.
Men den anden ubeskedne og gnidske Mand havde
han med Flid givet dette Bæger igien, for derved at befrie
hans Naboelav fra en saa ubillig gierrig Mands Under¬
