soget giftigt Dyr, som findes i saadan Mænge paa de an¬
dre Antilliske Øer, og som ere saa farlige for Mennesker
og Qvæg. Vandet er got, sundt og findes i Overflødig¬
hed; man finder og adskillige Mineralske Kilder. Næsten
alle Planter har Kraft af et Lægemiddel. Kort sagt, det
Clima der paa Stedet, som man tilskriver Aarsagen til den
Sygdom, hvoraf de nye ankomne bliver angrebne, er maa¬
skee mindre Skyld derudi, end umaadelighed og Udskeyelse,
hvortil Europæerne saa gierne hengiver sig af den Aarsag,
fordi de saa let kan slippe dertil.
Hvor Folkerig St. Domingo endogsaa er, saa kun¬
de det dog endnu være folkerigere. Den Franske Deel af
Øen kan ikke sættes i Ligning med den Spanske. Denne
har ikkun en gammel og berømt Hovedstad, kaldet Santo
Domingo, og nogle smaa Byer, hvis Jndvaanere forsmæg¬
ter under den yderste Elendigheds Byrde. Den af Fran¬
joserne beboede Deel derimod har overalt den meest blom¬
strende Anseelse. Den Handel, som drives sammestæds
er umaalelig; meer end 400 Coffardie=Skibe bringer aar¬
lig Vahre derhen fra de Franske Havne, og fører Colonie¬
Vahre derfra igien. Overalt hersker en Art af Rigdom,
som Fremmede bemerker, ikke uden Forundring. Man finder
5 eller 6 Steder, som intet eftergiver mange store Stæder
i Europa, og adskillige smaa Landsbyer, som man vel kun¬
de holde for smaa Kiøbsteder. De fornemmeste ere Cap,
hvor nu Gouverneuren og Jntendanten residerer; Port nu
Prince, Liøgane, St. Mare, Cayes, St. Louis o. s. v.
De beste Skribentere, som har skrevet om denne Colonie,
ere iblant Franzoserne. P. Charlevoix, Oexmelin og P. La¬
bat, og iblant Spanierne: Herrera, Soelis, Oviedo og
Las=Cazas.
Oversatte Tanker af den navnkun¬
dige Gleim.
Mund jeg male, som Apelles;
Lutter Piger vild jeg male.
Kund jeg spille, som Orpheus;
Lutter Piger skulde dandse.
Kund jeg døde Folk opvekke;
Lutter Piger skulde leve.
Kund jeg derhos, som jeg vilde,
Mange atter afdøe lade;
Mange skulde bortdøe atter.
Mange vild jeg overstryge,
At de plat umalte bleve;
Og af første Dands ret trette,
Skulde mange meer ey danse
Qvad Drift har vel et høyre Sted,
End Mands og Kones Kierlighed?
Man meer Bevils ey kan behøve,
Naar man har læst næstskrevne Prøve.
Frue Chloris inddelte hendes Tid paa lige Maade
imellem hendes Mand og en Papegoye. Begge bleve syge
paa een Tid. Manden som Rygtet gaaer af Ærgrelse og
Poppen af formeget Sukker og Makroner dyppede i Viin.
Den bedrøvede Chloris giorde sig al Umag, for at holde
Livet i dem begge. Men de dyreste og kostbareste Lægemid¬
ler vilde ikke slaae an. J denne grusomme Angest bad Fruen
Døden, at han dog i det mindste vilde lade hende beholde
den ene af hendes Elskelige. Døden hørte hendes Paakal¬
delse, og kom ind i Syge=Kammeret. En maae døe, en¬
ten Manden eller Papegoyen, sagde han. Hvilken af dem
vil du, at jeg skal lade leve? "Ak kiere Død, nu mer¬
ker jeg, at Du er mordisk sindet, ligesom Digterne har
beskrevet dig. Kan du da paa ingen Maade lade dig be¬
væge, saa tag min gamle udlevede Mand og lad min kiere
Papegoye leve!" Herpaa døde den kiere Mand, og Pa¬
pegoyen blev frisk, men Chloris gneed sine Øyne saa ofte
at hun derved bragte det saavidt, at en god Deel af Sta¬
den taler endnu om hendes store Bedrøvelse.
Den sundne Skat, som blev ingen
til Deel.
Tre Jndvaanere i Balck, som reyste med hinanden, hav¬
de fundet en Skat. De deelte den og fortsatte deres Rey¬
se. Underveys talede de om, hvorledes de vilde anvende
deres nye Rigdomme. Da de Levnetsmidler, som de hav¬
de taget med sig, vare fortærede, saa maatte man skikke
Bud til næste Bye, for at kiøbe nogle. Denne Forretning
blev overdraget til den yngste, og han gav sig paa Veyn.
"Jeg er rig, sagde han underveys til sig selv, men jeg hav¬
de blevet rigere endnu, om jeg havde været allene, da jeg
fandt Skatten; mine Reyse=Kamerater har taget de to
Deele fra mig: kunde jeg ikke ogsaa faae dem? Det skul¬
de ikke være vanskeligt for mig; jeg tør jo ikkun ved at blan¬
de de Levnets-Midler, som jeg skal kiøbe, med Forgift;
naar jeg saa kommer tilbage, behøver jeg ikkun at sige, at
jeg har spiist mig mæt i Staden; mine Reysekammerater
skulle ingen Mistanke fatte, de ville spise og døe. Jeg har
ikkun nu den tredie Part af Skatten, men da faaer jeg den
altsammen." Jmidlertid havde de to andre Reysende sat
sig ned i Skyggen under et Træe, og sagde den ene til den
anden. Hvad havde vi behøvet, at tage det unge Men¬
neske med os, vi har maattet dele Skatten med ham; hans
Part havde hørt os til, og da havde vi først været nogenledes
rige. Han kommer vel snart igien, og vi ere forsynede
med gode Dolke -- - Det unge Menneske kom
tilbage; hans Reysekammerater sloge ham ihiel, spiste siden
af den forgiftede Mad og døde, og Skatten tilhørte ingen.
