et Sandrev, og da Baaden standsede imod Sanden, sprang
Styrmanden ud af Baaden og vadede til Landet, hvorat
Baaden blev lettet, og førtes atter med Strømmen fra
Sandrevet. Dette fortrød Cameen høyligen, at Mat¬
thison skulde saa søigagteligen skilles fra ham; men til al Lykke
formaaede han dog at arbeyde Baaden til Lands et Stykke
derfra, hvor den blev staaende imellem to Steene. Ca¬
meen prøvede da nu først, at faae sin Kappe med sig, som
var fastfrøssen, og gik siden hen, at opsøge et Sted, hvor
der boede Folk; men han var endnu uvis paa, hvor han
havde Landet. Han forsømte heller ikke at takke Gud, som
saa underlig havde hiulpet ham fra det brusende Hav paa
Landjorden igien. Et Stykke Vey fra Stranden fandt
han Matthison liggende; han tiltalte hannem da med en
alvorlig Minde, fordi han saa skændig, tvert imod sin For¬
sikkring havde overgivet ham, tog sin Hue igien, og gav
ham den Flig, han havde afrevet, at binde om Hovedet,
og vilde da gaae videre, men han begyndte af Mathed at
segne ned; han paakaldede da Gud yderligere om Hielp
Bistand, og blev en Tidlang stille siddende, samt betrag¬
tede sine Hænder, som af Frost og Kuld vare gandske
hvide. Han vaskede dem saavelsom Ansigtet med Snee,
tog ligeledes Snee i Munden for at lædske sig, og
blev deraf merkelig styrket at han videre fortsatte sin Marsch;
(flere gange under Sygdommen angrede det ham, at han
ey opskaaer sine Støvle, og paa samme Maade toede sine
Fødder) endelig imod Aften naaede han frem til en Gaard,
kaldet Medeby, beliggende i Flaringe Sogn. Ved det
han gik ind i Stuen, traf han en gammel Kone, som han
tiltalede paa Tydsk; hun svarede hannem da paa Svensk
hvorover han blev hiertelig glad; thi han troede ey andet,
end han var kommet til Land til Lifland eller Curland:
men fik da at høre, at han var kommen til Gottland. Jmid¬
lertid kom Verten i Huset ind, og da han havde givet dem
en kort Beretning om hans ulykkelige Reyse, bad han, at
de som snarest vilde med Hest og Slæde hente den stakkels
Mathison, som var bleven liggende i Skoven af Afmagt,
samt føye Anstalt til de døde Legemers Afhentelse fra Baa¬
den, hvilket altsammen blev sat i Værk. Jmellem det Sted
hvor Baaden var, og Medebyegaard, regnes at være en
halv Svensk Miil.
Efterat Matthison var opbragt, blev tillavet tvende
Senge, og vore Reysende lagde sig ned at hvile, efterat de
havde nydt lidet varmt tyndt Øl og Brød. Men Cameen
beholdt uforsigtigviis sine Støvle paa Natten over.
Den 11te tidlig om Morgenen kom Strandrideren,
Køstner derhen, efterat der var skikket Bud til ham. Han
hialp da strax Støvlerne af Cameen, samt afklippede en
Guldring af hans høyre Haand. Cameens Fødder befand¬
tes nu af Frost og Kuld ilde medfarne. Køstner sendte
strax en Expres til Staden efter en Feldtskier, og en kort
Rapport om disse Ulykkeliges Adkomst til Over=Jnspe teur
Camitz. Jmidlertid ankom Præsten i Flaringe, Mag.
Marthias Køhler, som havde faaet Kundskab herom, og
medbragte adsk illige Forfriskninger til vore to Syge. Den¬
ne beskedentlige Præstemand forblev hos dem den Dag og
Nat over, og opvartede og hialp dem til rette med al op¬
tænkelig Ømhed.
(Resten følger.)
Nyt og ikke Gammelt.
K¬
iøbenhavn. Det vilde maaskee blive lagt os til Last, om
vi ikke, ligesom andre, fyldte vore Blade med det, som
dog alle vide, helst da vi har begavet dem med det kierkomne
Navn af Tidende. Saasnart man kun hører Tidender,
o! saa glemmer man alting. Det vilde da lade meget ilde,
om vi ikke i denne vor Tidendefulde Tid og havde nogle Ti¬
dender at berette vore Læsere. De store Tidender har vi
intet med at bestille, men kun de smaa, som flyder af de
støre, og det kommer ikke nogen anden Aviisskriver ved;
thi vi vil holde Fred med alle. - Nu! hvad got Nyt
har vi da at fortælle? vil man spørge. Her er det: Vores
Præste=Enke, som er i vort Selskab, kunde nu ikke bare
sig at komme ind til Hoved=Staden, hun lod sig og dertil
overtale af Herreds-Fogdens Kone. Disse vare dog ikke
de eneste, som af Nysgierrighed for at see, paatoge sig
saa lang en Reyse. Andre derimod reyste her af Byen
paa den Tid, ja saa ulige ere Folk sindede. Vores Præste¬
Enke fik da Carousellen at see, og den glemmer hun aldrig.
Hun har forsikkret os, at hun et heelt Aar og Dag kunde
nyde Got af dette saa rare som sieldene Syn. Thi om
hun var af det Slags, som revser om for at fortælle Nyt,
kunde hun i Aar og Dag nyde frie Spiisning og Caffe hos
alle Herredets Præste=Koner i den Egn; alle ville med Glæde
modtage hende. Hvem skulde tænke, at saadan Nytte kunde
endog flyde af saadant? Før det andet glemmer hun aldrig
denne Caronssel; thi hun leed en umaadelig Tørst, og fik
sin Saloppe gandske sønderrevet.  Vores gamle vegel¬
sindede Jomfrue, som dog bærer sin Alder temmelig got,
kunde ingenlunde holdes fra Carousellen; hun vilde dog see
den, sagde hun, førend hun døde. Men Stakkel! hun
betalte og den Lyst dyrt. Hun tabte sin ene Skoe, bræk¬
kede sin Vifte, og maatte paa Galleriet den heele Tid staae
paa et Been; thi der var saadan en Heede, at huu brændte
den Fod paa Steenene og Kobberet, paa hvilken hun ingen
Skoe havde. Jngen Under da at hun var utaalmodig, og
saa gnaven, at hun ikke kunde taale nogen trykte hende;
men jo meere hun knurrede, jo meere trykkede nogle unge
Knøse hende. Hun blev og saa arrig tilsidst, at hun gik
reent bort. - Lykkeligere derimod var vores unge
Kone; thi da hun ikke giver nogen Jomfrue det ringeste
efter enten i Skiønhed, Belevenhed eller Stads, saa antog
alle hende for Jomfrue; og faasom det vrimler overalt af
de unge Smaa Herrer, der giør sig en Fornøyelse af at
entretenere det smukke Kiøn, og gaae dem til Haande i alle
muelige og umuelige Ting; saa var den eene villigere og
fyrrigere end den anden til at give hende Plads; ja, da hendes
Tørklæde faldt ned fra Galleriet, t lbød en af dem sig at vilde
springe over Brystværket og ned efter det, om han maatte nyde
den Lykke at kysse hendes lille Finger. Hun har ellers for¬
talt os, hvilken urimelig Sladder af dem hun maatte for¬
drage heele Tiden. Jmidlertid fandt hun sig taalmodig i
