sin Skæbne, og med en Slags Ynk anhørte deres ynkvær¬
dige Snak. Disse hendes Opvartere lod hende ey heller
mangle nogen Ting: en skaffede hende en Stoel, en anden
bragte et Glas Lemonade, den tredie et Glas Vand, og
den fierde forærede hende en Abelsin efter den anden. (NB.
Der blev den Dag neppe en Abelsin til overs, og en ankom¬
men kostede tilsidst 6 Skilling.) - Vores Huushol¬
derske lod sig ikke nøye med at være saa lavt. Hun var nok
kommet høyest op af dem allesammen; Hun var saa mænd
kommet allerhøyest op i Slots=Spiiret, og det lod som Klok¬
kerne i Taarnet vare forvandlede til hvide Skiørter. Vi
kan tænke, at hun som Huusholderske vilde holde paa
Spiiret, at den store Mængde der omkring staaende Til¬
skuere ikke skulde rive det øm. Hun fortalte os, at hun
hørte en jammerlig Klagen, Ak og Vee fra dem, som havde
lagt paa Kobber=Taget fra om Morgenen af. Det var
baade en Ynk at høre, og forfærdeligt at see; thi endog
Fruentimmer vovede sig ud paa det allerhøyeste og yderste
af Slots-Tagene. Men hvad lider og vover man ikke,
naar det kommer an paa at see for intet.  Det var
et mærkværdigt Syn at see Carousellen, og et forunderligt
Syn at see alle Tilskuerne. Der var neppe een eneste Plet
frie fra Sløts=Spiiret, langs ned af Murene og paa Jor¬
den. Ja, Tilskuerne hængde som Fluer langs op af den
store Jern Port, saa man ikke kunde see det ringeste af Jer¬
net; disse vare dog meest saadanne, som ere vante til at
hænge og klattre i Skibs=Takkelase. - Vores gamle
Ungkarl mistede sin Stok, og vores Hofmester mistede
sin Kaarde; men disse Gevær kunde de jo have ladet blive
hiemme. Vores Søe=Mand stoed øverst oven over Jern¬
porten; og vores Hofmesterinde faldt i Afmagt, da man
huggede og skiød Hovederne af Pælene.  Vores Fæt¬
ter var best faren; thi han kom i Flok med nogle Fruen¬
timmer, som der blev sat en Bænk til, og Vagt fra begge
Ender; Ak, hvad de har got, som enten har eller tør til¬
tage sig nogen Commando. - At vilde fortælle de Lom¬
me=Tyverier, som ellers gik i Svang, det er saa gammelt,
hvor der er saadan Trængsel; thi de beste Anstalter kan ikke
afværge saadant. - Saaledes gik ongefær denne Dag
bort med Heede, Hunger og Hidsighed; men blev denne
Dag saaledes tilendebragt; gik den anden Nat bort med
den angenemmeste Svaling, Spiisning og Vederqvægelse.
Man pakkede sig ud af Byen fra Morgenen og ind¬
til Natten. Det var, uagtet de beste Anstalter, ligesaa
vanskeligt at komme ud af Vester=Port, som at komme ind
i Haven. Alle vilde ud, og ingen kom ind, undtagen lutter
tomme Hyre=Vogne. Ak, hvem der den Aften havde været
Hyrekudsk, Vi udi heele Selskabet var denne Aften bleven
samlet, hvilket var længe siden; Vores gamle Jomfrue
og gamle Ungkarl forestillede en Schæfer og Schæfer¬
inde; Præste-Enken en høybedrøvet og ærbar Nonne;
vores unge Kone var en Bonde=Pige med en Blomster¬
Kurv; vores Huusholderske forestillede en stoer Potte med
Potte=Skee; og vores Hofmesterinde og Hofmester fore¬
stillede en Skolemester med sin Kone; vores Borger i Hoved¬
staden og i Kiøbstæden paa Landet forestillede Commer¬
cen i aftagende Maaned; vores Søemand forestillede en
Skibbrudden Mand; Samleren forestillede en Skribent,
om gik og prikkede heele Historier i Bladene, og sagde at
disse vare ligesaa længe i Hukommelsen som mange andre
Skrivter; vores Fætter var den lystige Person. - Her
aa man Verden i sin naturlige Skikkelse; Den Ringe kunde
staae hos den Høye, og den Rige saae ey den Fattige over
Skuldrene. Her kom og an paa Stikke=Penge for at kom¬
me igiennem de forbudne Gange; men det bekom vores
gamle Ungkarl kun slet; thi da han havde stukket Solda¬
ten 2 Skilling i Næven, og par kommet langt ind i Inde¬
lukket, kom Soldaten med en anden efter ham; attraperede
ham som en Lovs=Overtræder, han maatte da, for at und¬
gaae Allarm, kiøbe sig fra dem, for hvad de forlangede.
Ak, hvor er det dog ikke usikkert at bane sig Vey og snige
sig igiennem Verden ved Stikke=Penge! Nu begyndte det
ulignelige Fyrværk. Vor gamle Jomfrue faldt i Afmagt
da en Luft Kugle faldt ned for hendes Fødder; vor nye¬
gifte Kone skreeg, og vilde ud af Mængden, ingen havde
værre end de Vagthavende, som vilde vise sig føyelige.
Borgeren fra Kiøbstæden paa Landet stirrede saaledes
paa Luft=Kuglerne at hans Nakke nær var gaaet af Led.
Vores Huusholderske korsede for sig, og sagde: der var
en skiøn Jld. Den Tosse! hun tænkte paa Huus=Sagerne.
Nu gik Masqueraden an. Vort Schæfer=Par,
den gamle Jomfrue og gamle Ungkarl bleve saa opli¬
vede, at de endog dandsede uden for Salen; thi de havde
ey Kræfter til at trænge sig igiennem. - Vores Bor¬
ger i Hovedstaden mistede sit Uhr, og Samleren sin Hat.
Ak! mange flere mistede Uhrer, Daaser &c. Men, mon dog
Folk aldrig kan blive saa forsigtige af de mange Lomme¬
Tyverier i alle Trængseler, at de kan forvare deres Uhr¬
Baand; men endog i saadan Tid vil lade see, at de har et
Uhr. - Nu begyndte Solen at illuminere, det dagedes i
Øster. Og nu begyndte Damon at sige sin Phillis for¬
underlige Ting. Masquerne tildeels forlode Haven; nogle
søgte hist og andre her i Friderichsberg Bye. Hver havde
sine Steder at tage Masken af. Nogle gik med dem ind
i Byen. Om noget andet blev borte eller tabt foruden det,
der blev stiaalet, skal vi ey forvist kunde sige. Men vist er
det, at mange tabte den følgende Dag. Man maae jo
søve, naar man har vaaget. Dog, det kan jo være det
samme for mange, enten de vaager om Natten og sover om
Dagen, eller de sover om Natten og forretter intet om
Dagen. Vores Fætter gik dog paa sit Arbeyde hele Da¬
gen. - Men Ak! nu er jo alt dette forbi? Ja, sag¬
de Præsten Enken: Her har vi ret seet en Afbildning paa
Verden: Vore Klæder, Pragt og Herlighed er jo dog
ikke andet end de Masker vi engang maae aflegge,
og al verdens Forlystelser ere jo kun som de Raquet¬
ter vi nu saae at glimre prægtig, og i samme Øye¬
blik brast de, og saaes ikke meeere.
