Chef for Artilleriet, sit Compagnie paradere og give Sal¬
ver. Han blev lagt i samme Grav, som Assessor Haus¬
wolf forud var begraven udi. Denne ulykkelige Capitain
Daniel Cameen var i alt en gandske fornuftig og christelig
Mand, elsket af alle Mennesker, og samme Aar gift med
Vice=Landshøvdingens Barøn Creutzes eneste Datter.
Om Klager over slet Veyrligt.
Naar et Regnveyr holder længe ved, kommer man ikke
lettelig i noget Selskab, hvor der ikke strax efter den første
Hilsen bliver ført nogle Klager over det onde Veyrligt. Jn¬
tet er naturligere, end dette. Uagtet alle de Spotterier,
som man pleyer at drive med det Snak om Veyrliget i
Selskaber, saa bliver det dog alligevel i Selskaber ikke af
skaffet. Veyrliget har en alt for sterk en alt for umiddel¬
har Jndflydelse paa vor Sundhed, og paa saa mange time¬
lige Fordele over hovedet, at den Fornemme og Ringe,
den Rige og Fattige, enhver i sin Art maae være mere eller
mindre interesseret derved. Hvilken en Mængde af Perso¬
ner gives der ikke, som, naar det er længe vaadt og Regn¬
veyr, af physiske Aarsager, og formedelst deres Legems
naturlige Bygning, bliver halv syge, ilde til Mode og me¬
lancholiske; hvor særdeles maae det gaae alle dem nær, som
elsker Naturens Skiønheder og Landlevnets Forlystelser,
naar en stor Deel af Foraaret og Sommeren gaaer bort,
uden at man formedelst Regnveyr kan indaande Blomster¬
nes balsamiske Dufter, høre paa Nattergalens, eller nyde
Fornøyelse af de deylige Morgener og Aftener, som ellers
pleyer at være saa almindelig paa denne Aarets Tid. Med
hvad for et bedrøvet, nedslaget og ilde tilfreds Øye seer Ur¬
tegaardsmanden og Landmanden paa hans i Vand staaen¬
de Beed og Marker. Kornet og Sæden hænger ved sine
Ax, som ere bebyrdede af stedsevarende Regn; de Marker
som lovede allermeest giver ved saadan Leylighed det aller¬
mindste Haab; og Uvished, Tvivlraadighed og Sorg her¬
sker i et hvert Ansigt. Er det altsaa vel at falde i Forun¬
dring, at der, ved en saa almindelig Jndflydelse, som Veyr¬
liget har paa alle Menneskenes Stænder, og som det maae
have, ogsaa føres almindelige Klagemaale derover? Og
skulde man vel derfor laste de Mennesker, som udbryder i
saadanne Klager? Ney! vi vil ikke laste dem; vi vil meget
meere ansee dem, som en naturlig Udbrydelse af en ukunst¬
let og uforstilt Følelse, naar disse Klager ere anstændige og
beskedne, og blive inden de Skranker, som Lydighed imod
det høyeste Væsen, og Hengivenhed i Forsynets Villie,
foreskriver. Men holder de sig vel inden disse Skranker?
Ere de Udtryk, slet, elendigt Væyr, forskrekkeligt, fælt,
afskyeligt Veyr, ere de, spørger jeg, Udtryk, som skikker
sig for Kreature, der ærer en alviis og algod Gud? Og
stiger den Utaalmodighed og den heftige Uvillie, med hvil¬
ken vi gemeenlig pleyer at frembringe disse Udtryk, ikke
ofte indtil Forsyndelse? Jeg frygter virkelig derfor! Og
derfor troer jeg, det er enhvers Skyldighed, som herudi
tænker rigtigere, at advare sine Medmennesker for en Ud¬
skeyelse, som meget vel kan regnes iblant de uerkiendte
Synder.
Vi kan tiltroe enhver iblankos, som vil fortene Navn
af en Christen, at man har undervist ham om vor Verdens
Skabers, vor Opholders og almindelige Faders høyeste
Egenskaber. Naar vi engang ere blevne overbeviste om
hans Viisdom, om hans uendelige og uindskrenkede God¬
hed imod alle hans utallige Skabninger, saa kan vi og vist
troe, at Mennesket ikke skal være det sidste i hans Forsorg.
Naar vi betragter, at den største Viisdom, den største Or¬
den fremlyser af alt det, som han har gjort og lader ved¬
vare, naar vi overveyer, at intet, end ikke det
allerringeste i Skabningen gaaer for sig, som skulde have
en blot Slumpelykke eller Hændelse at takke for sin Tilvæ¬
relse; men at alting er overtænkt af Gud (ifald vi maae
bruge dette menneskelige Udtryk), og at det allernyttigste
og beste er blevet, er kiendt og tilladt af ham, naar vi over¬
veyer alt dette, saa skal vi og snart indsee, at dette Veyr¬
ligt, som synes os saa ubehageligt og skadeligt, bliver gand¬
ske unægtelig tilladt af ham af de allerviseste og allermilde¬
ste Aarsager. Uden hans allerhøyeste Villie falder endog
ikke en eneste Regndraabe paa Jorden; dette kan vi være
forsikkrede paa.
Dersom denne Tanke og Syn paa en alvis og algod
Verdens Regierer var saa sterk og levende hos os, som den
med Ret og billighed immer burde være: saa skulde vi vel
ikke høre saadanne Klager over Veyrliget, og det kortsyne¬
de Menneske skulde ikke fordriste sig til at opløfte sin Dadel
til den Allervisestes Throne. Thi skeer det ikke virkelig ved
vore uforsigtige Udtryk? Og gives der ikke en Mængde af
Personer iblant os, som er kommen i Vane med at sige:
Nu maae det dog vel engang holde op at regne! vi har nu
faaet Regn nok: vi maae nu have Varme; nu maae det
begynde at blæse, nu maae det dog vel begynde at fryse,
og saa viidere. Vi Elendige Skabninger! vi har neppe
krøbet et Spand langt igiennem op fra denne Jord, vi seer
neppe nogle Skridt omkring os, og vi ville med saadan
Stolthed bestemme, hvad der er fornødent eller ikke fornø¬
dent til saa uendelig mange Skabningers Vedligeholdelse,
som skal leve tilligemed os paa denne Jordklode. Hvo har
igiennemseet det Inderste af Jorden, at han kunde sige, om
den Regn, som vi beklager os saa meget over, var trængt
sig dybt nok ned i Jorden, for at giøre den beqvem til
den Frugtbarhed, som vi venter af den. Hvo veed at be¬
stemme Vædens eller Fugtighedens Grad, som Jorden maae
have efter ef langt tør Veyr, naar Vexterne skal komme til
Fuldkommenhed, uden hvilke ellers den halve Deel af Skab¬
ningen skulde forhungre? Hvo kan sige, naar der er faldet
Vand nok ned af Luften og trakt i Jorden for at opfylde
Kilder, Floder og Strømme igien, og vedligeholde dem i
deres Løb, der maaskee ellers snart skulde udtørres? Hvo
vil understaae sig til, at lade Solen skinne en Dag, maa¬
skee ikkun en Time tidligere paa vore Marker, end den høyeste
Viisdom har besluttet, og forsikkre os om, at det ikke skul¬
