de være hinderligt eller til Skade for det Heles Frugtbar¬
hed? De fleste Mennesker ere ligesom Manden i Fabelen,
hvilken Jupiter gav Tilladelse, efter hans eget Behag at
uddele Veyrliget over hans Marker. Manden afvexlede
efter hans Meening paa det allerklogeste med Soelskin og
Regn, og troede ikke andet, end at Høsten af hans Marl
skulde langt overgaae alle hans Naboers. Men til hans
største Forundring og Forbavselse erfarede han det som var
tvertimod. J det hans Naboer indhøstede rigeligt Korn,
saa høstede han intet videre end Straae; Han havde ladet
regne nok, og havde ligeledes ladet Solen skinne, men
han havde forglemt at lade Vinden blæse, som havde skul¬
det indvæve Axene det befrugtende Sædestøv. Hvor me¬
get sikkrere og vissere gaaer vi, naar vi overlader Veyrligets
Anordning til Skabningens Herre, som har gjort alle Ting,
seer alle Ting, og kan ingen Ting deraf forglemme. Alt
hvad han giør, er got; dette er den visseste Sætning, som
endog ikke er den allermindste Tvivl underkastet. Skulde
da det Veyrligt, som han finder for got at lade komme,
ikke og være got? Og naar det er det, som det gandske vist
er, skulde da vel nogen Tid høres den allermindste Klage
derover af hans Skabningers Munde?
En Jndvending seer jeg her forud, som jeg maae sø¬
ge at rydde af Veyen, førend jeg gaaer videre. Maae vi
ikke tilstaae, vil man sige, at Verdens Regent ogsaa ofte
hiemsøger os med skadeligt og forderveligt Veyrligt, for
at straffe os for vore Misgierninger, viser os mangen Gang
den rigeste Naturens Velsignelse for vore Øyne, og siden
unddrager og borttager samme fra os paa saadan en Maade,
at vi nødvendig maa erkiende Herrens Haand derudi? Er ikke
forskrekkeligt ødeleggende Veyrligt, længe vedholdende for¬
dervelig Regn, de deraf foraarsagende Oversvømmelser,
som ødelegger Enge og Marker, Hagelveyrligt, Sneefog
og Stormvinde, er alt dette noget virkelig ondt, og kan
det vel beskieres over os til nogen anden Ende, end at straf¬
fe os, og at overbeviise os om, at vi ikke ere værdige til de
Guds Velgierninger, hvilke vi saa at sige have i vore
Hænder?
Jeg vil ikke nægte, at dette mangen Gang, men
maaskee ikkun i meget sieldene Tilfælde, kan være Verdens
Regents Hensigt. Maaskee kan hans vise Villie mangen
Gang ikke bedre blive opnaaet, end naar Frygt for Hunger
og Elendighed bøyer Menneskenes haarde og stolte Gemyt¬
ter, og giør dem beqvemmere til at erkiende deres Afhæn¬
gighed af det høyeste Væsen. Da Gud imidlertid er Kier¬
lighed, Naade og Veldædighed selv, og efter disse hans
høyeste Egenskaber bliver altid meer tilbøyelig til, at giøre
vel imød hans Skabninger i almindelighed, og imod Men¬
neskene i særdeleshed, end at lade dem føle hans Straf:
saa maae og dette sidste ikke før formodes af os, og endnu
mindre troes, førend der slet ingen anden Opløsning og
Forklaring kan blive giort over de os betreffende Raturbe¬
givenheder. Og hvor let kan vi fare vild i saadanne For¬
modninger, og hvor vanskeligt bliver det ogsaa herudi igien
for os kortsynede Mennesker, at ville nøye bestemme, at
dette eller det Naturens Phænomenon er gandske og allene
beskikket over os til vor Skade, og til vor Straf. Det er
sandt, at en længe vedholdende Regn synes for nogle af
vore Markfrugter eller Havevexter at være høystskadelige;
men er den det derfor maaskee ogsaa for saa mange andre
vilde Vexter, som maae ernære de utallige Classer i Dyre¬
Riget? Behøver maaskee ikke de tykke og høye Skove saa¬
dan Regn, uden hvis Træe vi ellers ikke kunde bygge eller
varme os, og ikke reyse til Søes? Eller om saadan ved¬
holdende Regn er skadelig for den lille Strekning af Land,
som vi kan oversee; er den da maaskee ikke høyst nyttig for
milelange Sandmarker, hvorpaa maaskee ellers slet intet
skulde voxe? Ja er det da allerede saa vist afgjort, at Ska¬
den paa vore Marker, som den ængstelige Frygt og i Skrek
satte Indbildning allerede forestiller sig som virkelig, skal
ogsaa derfor virkelig paafølge, eller maae paafølge? Hvor
ofte har den kleinmodige og nedslagne Landmand med ald no¬
gensindemuelig Tilforlædenhed paastaaet: at Rugen kunde
ikke voxe formedelst Kulden; Bygget maatte af den megen
Regn gaae ud paa Ageren, og Hveden kunde ikke lykkes,
da det regnede i Blomsterne. Og dog er til hans egen For¬
undring og imod ald hans Formodning af alle disse Slags
Sæd paafulgt enten en tilstrekkelig, eller vel endog meget
rigelig Høst; til et sikkert Beviis paa, at maaskee just Kul¬
den, just Regnen var fornøden til disse Vexters desbedre
Trivelse. Men naar vi og lider gandske unægtelig Skade,
naar vor Høst virkelig falder slet ud i et og andet Stykke,
vide vi da ikke af Erfarenhed, paa hvad for mangfoldig
Maade og Viis vor Skaber rigelig igien kan erstatte sam¬
me? Det Hagelveyr, som ødelegger en Deel af vore Mar¬
ker, bidrog maaskee sit til desto større Frugtbarhed paa
Naboe=Markerne, og vor Naboes Overflødighed lader os
desto mindre føle den Skade, som vi har liidt.
Hvad jeg hidindtil har anført, kan maaskee give An¬
ledning til, at giøre os noget forsigtigere og beskedentligere
i vore Klager og Domme over Veyrliget. Jeg har mesten¬
deels opholdt mig ved saadanne Tilfælde, som efter de flestes
Udsigende vare af skadelige Følger for os. Men hvor ofte
knurrer vi over et Veyrligt, over hvilket vi virkelige burde
glæde os. Hvad vil, for Exempel, det sædvanlige Udtryk:
Det er et slet Veyr, vel sige hos enhver Stadens Jnd¬
vaaner? Mestendeels enhver Regn, som forhindrer ham
fra at gaae og spadsere, at iføre sig en smuk god Klædning,
at aflegge Besøgelser og saa videre. Men over dette selv¬
samme af ham saa kaldede slette Veyr, glæder Landmanden
sig indtil Fryde=Raab; han har længe sukket og bedet om,
at Jordens Jernskiød maatte blive aabnet. Nu kan han
atter pløye og harre; han seer med Henrykkelse hans Høe
og hans Sæd øyensynlig at voxe til, og hvad hindrer det
ham, at han bliver vaad? Det skiønneste Soelskin, det
skiønneste Veyr til at gaae og spadsere udi, kunde ikke giøre
ham saa glad, som den Regn, der hist og her forhindrer
Damer at gaae udi Haven, eller giør en eller anden ung
Herres Frisur slap. Menneskenes Forretninger og Arbey¬
der ere overhovedet saa afvexlende og mangfoldige, og mange
