af dem udfordrer et Veyrligt, som kan være en anden For¬
retning og Sysselsettelse saa imod, at det er ikke anderledes
mueligt, end at det Veyrligt, som par behageligt og kiert
for en, maae være en anden imod.
Til alle disse Arbeyder og Forretninger, som efter
Anseelse strider imod hverandre, veed den høyeste Verdens
Regent allene, efter sin Alvidenhed og fuldkomneste Viis¬
dom, at skienke det Veyrligt, som er det beste til enhver
Forretning, og som mindst hindrer de andre Forretninger.
Der gives Tidlig=Regn og Sildig=Regn, Soelskin og
Varme, at Mennesker og Dyr ikke allene kan tilstrekkelig
ernære sig, men kan endog noksom glæde og forlyste sig i
hans Skabning. Skulde vi altsaa ikke med Taksigelse og
Hengivenhed i hans Villie, tage imod et hvert Slags
Veyrligt, i hvorledes det ogsaa er, da det kommer fra
hans Hænder? Skulde vi maaskee ikke med Taalmodighed
vente, hvad for en des større Lykke der maaskee opvoxer for
os af et lidet saa tilsynende Onde? Jeg skulde troe det.
Den, som har gjort Verden saa herlig og fortreffelig, han
vil og, saa længe den staaer, skienke den det Veyrligt, som
altid er det beqvemmeste til hans vise og gode Hensigters
Opnaaelse.
Hr. A**s Character.
Min høystærede Ven har spurgt mig om Hr. A?*8
Levnets=Omstændigheder, og jeg giør mig en Fornøyelse af
at tale om saadanne Characterer som Hr. Ak? var.
hans første Aar havde han den Ulykke, at falde i saadanne
Hænder, hvor man forberedede ham til en Pedant i alle fire
Faculteter. Men hans Siel var dog alt for god dertil, at
den havde skuldet ligge under i denne Fare; han lærte at
forglemme alle Ting, og blev et Menneske. Jø mere han
stolt indsaae Methoden af Fordommene og det Forfængelige
i Videnskaberne, desto renere blev hans Forstand, og desto
mere nærmede han sig til, at søge Sandheden ligesaa got
hos Epicur som hos Zeno. Hans Embede, hvortil han
kom paa den anstændigste Maade i Verden, giorde ham
Ære, og omendskiønt han derved endnu havde havt nogen
Tid tilovers, til at skrive noget, saa har han dog ikkun skre¬
vet meget lidet, og langt fra ikke opfyldt hans første Læreres
Haab, hos hvilke han allerede havde maattet samle to tykke
Bind Collectaneer. Han giorde sig derimod Umag for, at
undervise desto mere mundtlig, og ved sin Omgang, for at
opvekke til bedre og et got Genie. Hans moralske Character
var uforlignelig. Religionen uden Skinhellighed, Dyd
uden Pralerie, Menneske=Kierlighed uden Egennyttighed.
Kort sagt, det beste Hierte af Verden. End liden Prøve
derpaa, som nu falder mig ind, er dette: En Fiende, som
smmer forfulgte ham, og som han aldrig, saa længe han
levede, kunde vinde, døde, og efterlod sig fem trængende
og uopdragne Børn. Vor Socrates (thi han fortiener
virkelig dette Navn) som de slet ikke videre angik og ved¬
kom, end at de vare fattige, tog to af dem til sig, og lod
dem opdrage, og han talede og saaledes for de andre, at
de ligeledes bleve forsørgede. Denne Mand er død.
O! beklager med mig saadant Tab, som Verden ikke alt
for ofte maae lide, dersom den endnu skal fremdeles behylde
noget behageligt.
Ziou=Ziong, eller den stolte
Mandarin.
Den Mandarin Ziou=Ziong var stolt og brystede sig der¬
af, at han kunde bære en med kostbare Stene besat og næsten
bedækket Klædning. En gammel slet klædt Bonte fulgte
efter ham igiennem adskillige Gader, bukkede og krummede
sig ofte ned til Jorden for ham, og takkede ham for hans
Ædelstene. Mandarinen sagde: Hvad vil dette elendige
Menneske have af mig? Min Ven, jeg har ingen Ædel¬
stene givet dig. Gandske ret, svarede Bonzen, men J giver
mig Leylighed til at see dem, og videre Brug kan J selv
ikke giøre deraf. Der er følgelig ingen Forskiel imellem
os, undtagen at J har den Umag at forvare dem, og denne
Umag ønsker jeg mig slet ikke.
Jndfald.
De gamle Fruentimre har gemeenlig en anden Calender,
end den sædvanlige. De regner altid 10 Aar mindre. En
Jomfrue, som var til visse 50 Aar og derover, sagde, da
man engang spurgte, hvor gammel hun var, Jeg er nu net
op 40 Aar gammel; og krævede en Mands=Person som var
nærværende til Vidne herpaa; og spurgte samme, om det
ikke var saa? Jo vist, svarede han, det kan ingen mod¬
sige; thi jeg har for10 Aar siden hørt de selvsamme
Ord af Jomfruens Mund.
Nyt og Gammelt.
Wandsbech. For kort Tid siden kom et par unge Her¬
rer i en Strid sammen, som skulde afgiøres med Kaarden.
De gik derpaa ud sammen paa et temmeligt enligt Sted,
saae hverandre 4 Time stivt i Øynene, og endelig lagde
Haanden paa Kaarden. J denne Positur stod de en anden
4 Time. Endelig blev Tiden dem for lang saaledes at
paradere for hverandre, hvorover den ene begyndte til den
anden at sige: Vi har nu været paa Duel=Pladsen, og viist
vor Mod i det vi har lagt Haanden paa Kaarden. Hvad
hielper det os nu at udgyde Menneske=Blod. Vi vil lade
vore Kaarder blive i Skeden, og derimod duelere med et
Glas Viin. De trak derpaa løs med et par Flasker rød
Viin, og stødte saa troehiertig tilsammen med Glassene, at
den røde Viin aldeles bestænkte deres Klæder, og præsen¬
terede det virkelige Blod, hvorved de altsaa endda kunde
blive anseete for Duellantere.
