Jeg saae en meget gammel Mand, som tiente enhver
til Veyviser. Fuld af Nysgierrighed over dette Optrin,
henvendte jeg mig ligeledes til ham. - De søger at kom¬
me ind i Lykkens Tempel, svarede han mig. J Lykkens
Tempel, raabte jeg: hvor er den? Er dette Veyen der¬
hen? Er vi nær ved den? Vil du og føre mig derhen?
Den gamle smilede, formodentlig over den Hidsighed, med
hvilken jeg talede. Ja, sagde han, følg mig efter, jeg
vil bringe dig tet hen til samme. Vi gik da frem, og uag¬
tet min Utaalmodighed, forandrede den Gamle ikke det
allermindste i sine langsomme Trin. Dog alligevel kom vi
før igiennem Mængden, end jeg havde troet. Jeg er Ti¬
den, sagde min Ledsager derpaa til mig. Folk af dine
lige kommer ikkun ved mig tæt til Lykkens Tempel.
De som ere fornemme og rige Fødde, behøver mig ikke.
Deres Vugger staaer allereede tæt ved Lykkens Tempel, og
de har immer Leylighed til at komme ind. Dersom Du
vil ind, saa søg nu først at giøre dig bekiendt med en af
Portuerne.
Jeg saae mig om efter de Folk som min Ledsager hav¬
de viist mig, jeg blev to Veye vaer for mig. Den ene syn¬
tes mig at være meget steyl og besværlig, uagtet den gik lige
til. Den anden gik igiennem Krumminger; men den syn¬
tes at være saa let og behagelig, at jeg slet ikke forundrede
mig over, at de fleeste Folk tragtede efter at komme ind i
Templen igiennem denne Vey. Det er sandt, jeg blev for¬
skrækket, da jeg nærmere betragtede dem, som vare Ledsa¬
gere paa samme.
Man kaldede dem Laster, og deres Tal var anseeligt.
Hver af dem havde mange Tilhængere, som ved samme
tragtede efter, at komme ind i Lykkens Tempel. Smig
ger og Hyklerie havde den talrigste Hofstat, og jeg saae
at hun meente det trolig med dem. Det var mig en For¬
nøyelse at see, hvorledes hnn underviste sine Disciple. Den
fornemste Øvelse, som hun foretog med dem, var, at
hun lærte dem den Stavelse Ja. De torde hverken
spørge deres Øyen eller Øren, ikke heller deres For¬
stand, om de maatte og vilde udtalte denne Stavelse, men
allene deres Anførerske Smigger og Hyklerie og jeg saae
denne ellers fine Dame paa en haard Maade at bli¬
ve ond, da en af hendes Discipler betænkte sig paa, om
han vilde sige Ja, da hun spurgte ham, om Cantzleren ved
et Universitet, som hun just forestillede ham, havde et
Hoved? De fleeste af hendes Discipler vare ikke saa ulær¬
villige. Mange henvendte sig til hendes Syster Neder¬
drægtighed, som lærte dem, at taale Stolthed, Grov¬
hed, Hidsighed og flere saadanne Smaaeheder, af dem,
der skulde giøre dem lykkelige.
Da alle begierte ikke et og det samme af Lykken, saa
henvendte de sig heller ikke alle til en og den samme Ledsager.
Hofmændene fulgte for den største Deel Smigger og Hyk¬
lerie. Gierrighed og Bedragerie anførte et stort An¬
tal Aagrere; Skinhellighed lærte unge Geistlige at slaae
Øynene need, og den Kunst, i rette Tid at opvekke en liden
Mistanke imod dens Orthodoxie, som stod dem i Veyen.
Chicanen, et Fruentimmer med tusinde Ansigter, under¬
viste en Mængde Advoeater, i at fordreye de tydeligste
Love, og det ubedrageligste Haandgreb, at aflade Contra¬
parten fra Sagen, naar man ikkun har Ret, og at ind¬
vikle ham i Bisager.
Endnu saae jeg en pudseerlig Ledsager, hvis Antal ik¬
ke var lidet. Jeg forbavsedes over, da jeg saae at denne Led¬
sager aabnede alle Tempelens Døre for dem, som vare saa lyk¬
kelige at bekomme hans Ærestegn. Han forskaffede Rig¬
domme, Beqvemmeligheder, Betieninger, og alle hans
Undersaatter saae ret fornøyede ud. Hos ham opholdt sig
Kobblerie, og jeg skammede mig i nogle Herrers Navn,
som syntes nøye at kiende dem.
Saa begierlig jeg ogsaa var efter at komme i Lykkens
Tempel, saa havde jeg dog en Afskye for denne Sværm.
Jeg vendte mig altsaa til den anden Vey, hvor Trængse¬
len ikke var saa sterk. Men jeg fandt her nye uovervinde¬
lige Vanskeligheder. Fortienesten havde Jndførselen til
samme, og det holdt overordentlig haardt, at blive befor¬
dret ved den. Paa dens Side vare Forstanden, Flittig¬
hed, Troeskab, Duelighed, Styrke og Tapperhed.
Fortienesten examinerede dem skarpt, som fremstille¬
de sig for ham. Jkkun sielden aabnede den Templets Døre
for nogen. De fleeste bleve afviste for deres Uværdigheds
Skyld. Den viiste dem, at det ikke var Fortieneste som
de holdt derfor. Den viiste egensindige Lærde, at Lærdom¬
men bestod ikke i at sammenskrive en stor Qvartant; den
lærde Satyrskrivere, at Grovhed og Vittighed var ikke et;
den forsikkrede Cavallieren at enhver Daare i hans Sted hav¬
de kundet forøde sin Formue, for efter hans falske Mening
at giøre Hoffet Ære; Den viste Soldaten, at der hørte
meer end glatte Støvlette til en velfortient Officier; kort
sagt, den giorde mange misfornøyede Folk, som alle de,
der gaaer saavidt, at de siger dem Sandhed. De fleeste
af dem, som Lykken paa denne Maade afviste forsøgte siden
at komme ind i Lykkens Tempel ved Lasterne.
Selv mange af dem, med hvilke Fortienesten var me¬
get vel tilfreds ved Undersøgelsen, kunde ikke blive hiulpne
ind ved samme. Fortienesten, beklagede sig over, at Døren
ikke stod stedse aaben for den, at Gudinden var undertiden
haardnakket egensindig, og uddeelte sine Foræringer, uden
i mindste Maade at bekymre sig om Fortienesten. Den
gav dem nogle Vink hvad de skulde giøre, og jeg saae, at
de ofte komme tilbage ved et rigt Fruentimmers Haand,
eller under en stor Herres Beskyttelse, og fandt nu ingen
Vanskelighed ved Fortienesten at blive indladte.
Ved disse Omstændigheder tabte jeg alt Haab, at
være en af de Lyksalige, som trængte ind i Lykkens Tenpel.
Lasternes Vey var mig afskyelig, og jeg skyede at see For¬
tiennestens indsigtsfulde Øye, for at fremstille mig for sam¬
me til Undersøgelse. Endelig saae jeg, at der gaves den
tredie Anfører, nemlig Hændelsen. Denne medlidende Ven,
af velfortiente Folk og Stympere, hialp snart en og snart en
anden ind, og iblant disses Tal var jeg.
