Lykkens Tempel var en vidtløftig Bygning. Der var
mere Glands og Pragt i sammes Udførelse, end Høyhed
og Sandhed i dens Udkast. Deraf kom det, at dens For¬
treffeligheder snart udmattede Øyet, og Nydelsen af dens
Forlystelser opvakte i en hast en mæt Ekkelhed. Den hee¬
le Bygning syntes at være meget svag. Vellyster, Mage¬
ligheder, Overflødighed, Rigdomme, Æresposter omga¬
ve Gudindens Throne. Den uddeelte samme iblant dem,
som nærmede sig til den, og jeg merkede, at alle andre fulg¬
te ordentligviis efter den, som den gav Rigdomme.
Det var en Festdag. Gudinden var oprømt, og lo¬
vede, i Dag at uddele mange overordentlige Foræringer.
Alle de, som havde Ret, at forestille hende nogen, gior¬
de sig ivrig Umag, at trænge sig frem til hende. Jeg saae
et Fruentimmer i en flygtig huntet Fransk Klædning. Hun
bar en stor Fiederbusk, havde vilde rundt omkring spillende
Øyne, og gik paa Stylter. Jeg troede det var Phanta¬
sien. Men det var Projektmager Kunsten. Hun førte en
Mandsperson, der saae ud ligesom den ærlige Skotlænder
Law. Jeg var alt for langt borte, at jeg skulde have for¬
staaet, hvad man talede; men Lykken giorde ham til Kon¬
gelig Opsynsmand over Finanzerne.
Bedragerie fremstillede derpaa en anden for Lykkens
Throne. Jeg er ikke uværdig til din Beskyttelse, o Gud¬
inde, sagde han. Jeg har for et Aar siden spillet en Ban¬
qverot. Min Kone har reddet Hendes, og jeg har derved
vundet 10000 Daler. Vel, sagde Lykken, jeg vil give
Dig Leylighed til, at du et andet Aar kan spille nok en Banke¬
rot, ved hvilken Du skal vinde ligesaa meget Gudinde,
sagde en anden, under samme Førendes Beskyttelse: Jeg
har været ti Aar Justitiarius hos tre Adelsmænd. Jeg er
rig, og de ere rige. Deres Bønder har tabt deres Næs¬
viished tilligemed deres Formue, og jeg har deelt ærlig med
mine Patroner - Vær Ober=Dommer i alle Borgerli¬
ge Sager, sagde Lykken.
Jeg forstaaer de gamle Sprog, o store Gudinde!
sagde en Mand i en gammel Klædning, og jeg taler nogle
af de levende. Jeg har lagt mig efter adskillige Fag af
Philologien, Philosophien og Historien, og den Flid, som
har ført mig herind, skal og være min Forbeder. - Det
er ubilligt, min Ven, svarede Lykken meget venligt, at du
har maattet bie saa længe. Jeg giør dig med Fornøyelse
til Rektor ved N. Skole med en aarlig Løn af hundrede
Daler.
Gudinde, jeg forstaaer hverken Latin eller Grædsk.
Jeg kiender ikkun Boerhave og Svift saa vidt, at jeg kan
nævne dem i Selskaber. Urtekyndigheden er mig for møy¬
sommelig, og Anatomien for ekkel. Men jeg har en for¬
treffelig Gave til at tale, og, til en Prøve paa min Flid
har jeg dagligen to Gange besøgt den rige Strephon, da
han nyelig havde Snue. Gudinde, det er en møysomme¬
lig Sag, at fortiene sine Penge med den daglige Løben,
som Praxis foraarsager. Jeg vilde gierne have en fast¬
staaende aarlig Løn og en offentlig Betiening. Vær, hvad
du ønsker dig, sagde Lykken.
O Gudinde, raabte en anden, denne lykkelige Gare
fattes mig, Spørg Lærdommen, som har ført mig her ind,
om jeg fortiener din Bistand? Men jeg har ikke den Gave,
at vise det, som den har lært mig. Jeg tier, saa længe en
anden vil tale i et Selskab. Og om denne endskiønt og
siger nok saa meget falskt, saa kan jeg dog umuelig beskiemme
ham, og vise min Fortieneste paa hans Bekostning. Jeg
begaaer undertiden den Svaghed, at lilstaae at jeg ikke veed
det eller det, og - min Ven, faldt Lykken ham ind i Ta¬
len, jeg kan intet giøre for jer. Hvo som ikke engang ta¬
ler om sig selv, hvorledes kan han forlange at andre Folk
skal tale om ham. Jeg veed ikke |hvad Fortienesten tæn¬
ker, at den fremstiller saadanne Folk for mig. Jeg skul¬
de tabe mit oprømte og muntre Væsen, dersom det skeer
nok engang.
Hyklerie nærmede sig til den fortørnede Gudinde, og
da hun elskede hende, saa fik hun snart Leylighed til at for¬
milde og tilfredsstille hende. Alle de, som hun forestillede
hende, bleve Generaler, Kardinaler, Raader &c. &c.
Uagtet alt det, som Lykken giorde, saa herskede dog
en almindelig Misfornøyelse i dens Tempel, og jeg fandt
mig i denne Hensigt meget bedragen i min Mening. Jeg
ventede sammesteds Fornøysomhed, Rolighed og tilfreds¬
stillede Ønsker, og jeg fandt i alles Ansigter Misfornøyel¬
se, Urolighed og den bitterste Avind. Det er sandt, Lyk¬
kens Tilbedere havde ikke immer Aarsag til, at være vel til¬
freds med hende. Gudinden saae med al Ærbødighed
noget dum ud, og i den gode Lune, hvorudi hun var, op
høyede hun ofte de udueligsie og uværdigste Folk, saa at den
sunde Fornuft og giorde Nar deraf. De største Skielmer
og de elendigste Dummerhoveder sik ofte hendes beste Foræ¬
ringer. Det er sandt, undertiden belønnede hun ogsaa Folk
af Fortienester efter deres Værdighed. Men gemeenlig fik
de ikkun deres Levebrød, og hun vidste meget nøye at afpas¬
se dette. Hun gav det med et uvenligt Ansigt, og lod de
got Folk bie længe derefter. Tildeels vare de og selv
Skyld derudi. De havde ikke den Gave, at trænge sig
frem. Omendskiønt Lykken ofte udrakte Haanden, for at
give en velfortient Mand en Foræring, saa kom en anden
under Beskyttelse af Hyklerie, eller af Bagtalelse, eller af
uforskammet Tiggen og Overhæng, eller vel og af en
artig Kammer=Jomfrue, og tog Foræringen bort for hans
Næse og Mund. Men denne Lykkens Partiskhed var ikke
Hoved=Aarsagen til den almindelige Misfornøyelse.
Folk af Fortienester beklagede sig ikkun gandske sag¬
te over samme. Omendskiønt de just ikke kunde nyde alle
Forlystelser og Beqvemmeligheder, som Overflødighed rak¬
te andre, saa trøstedes de dog derfor igien af den hele ret¬
skafne Verdens aldmindelige Høyagtelse; andre havde
endnu smaae hemmelige Trøstegrunde, og jeg saae en
Lærd, som en rig Mands Pragt og talrige Følge vil
de giøre uroelig formildet og til fredsstillet, da Lykken
viste ham hans billede i Kobberstik for hans Bog. Et
venligt Ansigt af en kier og elskelig Kone trøstede en en¬
