den, og den Tredie, som Lykken ved en liden Foræring
erindrede om det Sprog, at vi skal æde vort Brød i vort An
sigtes Sved, var meget fornøyet over en Rad velartede Børn.
De giorde det allerstørste Skraal, som egentlig ikke havde
fortient det allermindste Øyekast af Lykken. Jo færre For¬
tienester en havde, jo mere beklagede han sig over Lykken,
og de, som ofte skulde have takket hende, for hun havde
givet dem Titler og Æres=Poster, saa at billighed og Ret¬
færdighed undsaae sig derved; og bluedes at legge deres
Laster for Dagens Lys og straffe dem, klagede og skraa¬
lede allermeest over den slette Belønning, som man lod deres
Fortienester vederfares. Elendige fattige stakkels tusinde
Daler aarlig, hørte jeg en sige. J det samme blev der en
Tummel, og jeg vaagnede.
Nyt og Gammelt.
1 Liøbenhavn. Vores Søemand har givet os denne korte
Efterretning om Skibets Swallons Reyse omkring Verden:
Efterat vi vare udløbne fra Engelland i Selskab med Del¬
phin og et Proviant=Skib, saa kastede vi Anker for Madera
og siden for Sant Jago, hvor vi indtoge alle Slags For¬
friskninger, og fortsatte vor Reyse til Magellans=Stræde.
Her saae vi Patogonernes Riseslægt, og fik Besøgelse paa
vort Skib af nogle Patogoner. Dette Folk maae have
meget gode politiske Indretninger, da de ingen Jnsulter giør
nogen, og heller ikke synes at være bange for samme af nogen.
Patogonerne har overhovedet en meget sterk og frisk Legems
Constitution, og en Høyde af 7 Fod. De, som vi saae,
vare til Hesi, og vare bedækkede med Huder af graadige
Dyr, saasom Tigere, Ulve &c. De æder Kiødet raat a
disse Dyr; jeg kan ikke sige, hvad for en Regieringsmaade
der er indført iblant dem; thi vi vare kun engang i Land.
Da vi og Delphin seylede bort, saa fulgte de os adskillige
Dage langs med Strandbredden til Hest, men endelig rede
de dybere ind i Landet, da de faae, at vi ikke lagde til Lan¬
det igien. Til Port Jesmin, hvor vi strax derpaa ankom,
udlossede Folkene fra vort Skib og Delphinen Proviant¬
Skibet, og skikkede det tilbage igien til Engelland. Saa¬
vel vi, som Delphinen fortsatte vor Reyse i det Magellan¬
ske Stræde, og vare i yderste Fare at omkomme ved en
heftig Storm. Vi lagde i det høyeste 20 Mile tilbage i
3 Maaneder. Endelig kom vi i en bred Bay, hvor saavel
vi som Delphin bleve i nogen Tid; her saae vi en Mængde,
Skabninger, som opvakte vor Medlidenhed. Jhenseende
til deres Gestalt vare de en Art af Mennesker, men i øvrigt
lignede de fuldkommen Dyr. De havde ildelugtende Skind
af Sælhunde omkring sig, og nærede sig af raa Fisk, Musk¬
Inger &c.
Da vi gik fra denne Bay til Seyls igien, gjorde vi
os al Umag for at blive hos Delphin, men han seylede en
tredie Deel-hastigere end vi, og var os den følgende Dag
af Sigte; det lykkedes ham ogsaa at komme ind i Sydsøen,
men vi maatte med største Fare vende tilbage. Vi laae
altsaa fire Dage paa vor forrige Plads, gik derpaa ind i
Sydsøen, men havde fæle Kastevinde at udstaae førend vi
havde vundet Norden. Vi ankrede ved Øen de Juan Fer¬
nandes, for at faae nogen Forfriskning og indtage Vand
og Brænde; men den var til vor Ulykke besat med Spanier,
som sammesteds havde anlagt en Slags Festning. Vi
haabede at treffe ham her endnu, men traf ham hverken
her eller siden paa den hele Reyse mere.
Ved denne Øe sprang vort Ankertov over i en heftig
Kastevind, imidlertid at 30 af vore beste Matroser vare
gangne i Land, og vi ikkun havde næsten lutter Syge om
Bord, og i denne Tilstand dreve vi ud i den rumme Søe.
Jeg kan ikke beskrive den skrekkelige Situation, hvorudi vi
nu befandt os. De Folk, som vare gangne i Land, havde
heller ikke Provision med sig for en Dag.
Vi vare imidlertid lykkeligere, end vi kunde formode;
den følgende Dag havde vi vore 30 Matroser igien tillige¬
med Vand og Brænde saa meget som vi behøvede. Nu
satte vi vor Cours imod Vesten, og udstode allehaande Uley¬
lighed, og vi mistede en Deel af vore Master, Stænger og
Seyl. Hele Veyen saae vi mange smukke Lande, men tor¬
de ikke vove at gaae i Land paa noget af dem. Jndvaanerne
rykkede saa dristigt og forvovent imod os, at vi bleve tvungne
til, at fordrive Magt med Magt. Ved den Leylighed blev
vor Skipper og adskillige af vore Matroser skudte med Ple
paa en utrolig Distance. Kort sagt, vi maatte slaaes paa
alle de Steder, som vi kiendte, og kunde dog ingensteds
komme i Land, omendskiønt vi havde dræbt mange Jnd¬
vaanere. Ved de Philippinske Øer, hvor vi snart kom hen,
bleve vi angrebne af et Skib, som var besat med et tem¬
meligt Antal Mennesker. Vi sloges længe med dem, og
havde tilsidst den Lykke, at skyde dette Skib i Grund.
Havde de kommet os om Bord, saa havde vi været plat
forlorne, thi vi havde endnu neppe 20 Mennesker, Officie¬
rerne medberegnede, som kunde giøre Tieneste.
Efter dette Forefaldende naaede vi endelig Batavia,
hvor vi lode vort Skib, som var blevet lek, forbedre, og
fortsatte vor Reyse til Engelland. Underveys traf vi en
Fransk Fregat, der ligesom vi, var gaaet ud for at giøre
Opdagelser. Men den vilde slet ikke meddele os nogle af
sine, og vi vare lige saa tilbageholdende. Det var at be¬
klage, at vi vare blevne skilte fra Delphin, thi naar vi
havde været samlede, havde vi med Magt kundet gaae i
Land, og giort nyttige Jagttagelser.
