1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 33
Tiden. Den hastige og stridige Flod
til Ævigheden. (En Allegorisk Drøm.)
S¬
kulde alle de mægtige Vande, som findes paa denne
Jordklode afflyde Draabeviis fra samme, og hver
enkelt Draabe udfordre tusinde Aar hertil, indtil
endelig alt Vandet paa den Maade var udtømmet; skulde
hernæst denne forskrekkelige Byrde af Vand atter ledes igien¬
nem ligesaa langsom en Vey, og skulde saadan dobbelt
Vandledning igientages ligesaa mange gange, som der
overalt fandtes Draaber i denne store Mængde Vand: saa
er jeg dog alligevel forsikkret, at den umaalelige Tid, som
hertil nødvendig udfordres, kunde ikke engang komme i uo¬
gen Ligning med Ævigheden.
Dette var for nogen Tid siden omtrent de Tanker,
hvormed jeg, efter Sædvane, søgte at opbygge mig selv,
og paa en fornøyelig Maade slutte Dagen. Men neppe
havde jeg lagt mig til Rolighed, førend jeg faldt i en sød
Slummer, og i en Drøm fik følgende betænkelige Syn.
Mig syntes, at jeg af min Skyts Engel blev ført hen
paa en grøn Strandbredde ved en stor Flod, hvor jeg saae
Floden at rasle forbi med en ugemeen hastig Fart. Den
var gandske tildekket med Fartøyer, og det syntes, som at
alle Folk paa vor Jordklode havde foreenet sig for samme¬
steds at anstille en selskabelig Lystfart. Mængden af de Siel¬
denheder og Rariteter, som forekom mig paa denne eneste
Strøm, var saa mangfoldig og Besynderlig, at mine Øy¬
ne for Fornøyelse neppe vidste at finde sig derudi.
J Midten saae jeg adskillige forgyldte Jagter, som vare
udrustede med Kongelige Flagge og Vaaben. Paa et andet
Stæd vare og nogle mindre Skibe med flyvende Vimpler, og
derfra hørtes en liflig Musik, som gav det behageligste Echo
paa Vandet. Paa Siden viste sig nogle Smakker, som var
næsten overlastede med allehaande Kiøbmandsgods, og jeg
saae sammes stakkels Eiermand om Bord at være i bestan¬
dig Frygt, og hvert Øyeblik bange for at de med deres Rig¬
dom skulde synke. Hist og her fandt jeg et stort Antal af smaa
Fiskerbaade og Chalouper, som tilførte de øvrige allehaan¬
de Levnets-Midler. Jeg saae adskillige Gondeler, hvorudi
man var lystig og vel tilmode, drak flittig Sundheds Skaa¬
le og roede ligesom om Kap med sine Naboer, hvem der først
skulde komme ned ad Floden. Andre arbeydede med al Magt
at fare imod Strømmen, men den var saa voldsom, at den dog
alligevel rev dem bort med sig. De fleste derimod fandt
jeg i den største Sørgeløshed, med deres Hænder i Skiødet,
efterat de havde lagt Aarerne fra sig, hvilke lode deres Baa¬
de drive afsted med Strømmen, og som paa Lykke og From¬
me havde overgivet sig Vinden og Bølgerne.
Jeg spurgte min Ledsager om Aarsagen til denne store
Forsamling af Folk, og fik til Svar, at denne Flød blev kal¬
det Tiden. Saalænge samme beholdt sit Løb, saa vilde
Menneskens Børn ikke ophøre at kiøbe og sælge, at gifte sig,
at arbeyde &c. Men, sagde han, gak med mig lidet ned ad;
jeg vil vise dig, hvor denne Flod har sit Udløb, og hvorledes
den udgyder sig i Ævighedens uendelige bundløse Hav, hvor¬
fra den igiennem underjordiske Gange har sin Oprindelse og
bestandig Tilvext. Jeg havde endnu ikke fulgt langt med ham,
da jeg saae Enden paa den grønne Strandbred. Hernæst
saae jeg intet uden en fæl stokmørk Nat, hvorigiennem jeg
ikke kunde skimte eller see det Allerringeste.
Neppe var jeg kommen til den yderste Kant af denne
Strandbved, førend Blodet ligesom standsede og størknede i
mine Aarer ved det forskrekkelige Syn, at see saadant et kul¬
sort mørkt Ocean, og den rasende Magt, med hvilken Strøm¬
men faldt derudi. Her saae jeg med ængstelig Forbavselse
de optaarnede Bølger med den sterkeste Brusen at falde ned i
denne stille Søes Afgrund over lutter steyle og skraae Klipper.
Skibene der umulig kunde undgaae disse Klipper, der vare lige¬
som lænkede til hinanden, lede allesammen Skibbrud og bleve
allesammen pludselig opslugede af en voldsom Hvirvelstrøm.
Menneskenes Skikkelser forekomme mig gandske ander¬
ledes ved Mundingen af denne Flod, end jeg forhen havde
seet dem at være. Der fandtes slet intet mere af nogen Mun¬
terhed eller Vellyst, og jeg hørte slet ingen anden Musik, end
deres jammerlige Skraal, som omkomme, hvis Forbavselse
over at see dette Hav og de forskrekkelige Klipper var ubeskrive¬
lig. Hine ubekymrede Dagdrivere, som forhen overlode sig
selv til Strømmens egenmægtige Løb, grebe nu endelig efter
at det var for sildig, hver fat paa sine Aarer, og de øvige giør¬
de sig Umag for, at udkaste deres Ankere, hvortil der dog
slet ingen Ankerbund fandtes.
Seer du det Fartøy, som er fuldt af Philosopher, sag¬
de min Ledsager, hvilke har formanet andre, ikke at frygte sig
for nogen Ting, hvor forskrekkede at nogle af dem selv nu ere?
Dog alligevel er det Frugten af deres Formaninger, at du ik¬
ke seer saadan uordentlig Bestyrtelse hos dem, som ere i de føl¬
gende Barker, der ere opfyldte med Dydige og Fromme. Jeg
fandt og virkelig en meget stor Forskiel imellem disse sidste og
alle andre Ansigter, som jeg havde seet indtil den Tid. Jeg
merkede adskillige Tegn hos dem til et øyensynligt Haab og
Behiertighed: dog, som mig tyktes, ikke uden al Frygt, og
en derimellem kommende Bleeghed i deres Ansigter, som
vexelviis syntes at vise sig, og forsvinde igien.
J det jeg betragtede disse med noget nøyere Opmerksomhed
kom en Skøyte ned ad Strømmen, som var fuld af Menne¬
sker uden Sands, der vare faldne i en dyb Søvn midt iblant
en Mængde Flasker og sønderbrudte Glas, og som slet ikke
drømte om nogen Fare. Stakkels Mennesker, tænkte jeg ved
mig selv, hvor snart kan J blive opvakte af eders Slummer,
naar hiint brusende Havsvælg først bortriver eder!
