J disse Tanker blev jeg forstyrret af et Fahrtøy fuldt af
smaa deylige og uskyldige Børn, som i den roligste Sinds=For¬
nøyelse smilede af hinanden, og syntes at være ligesaa fornøye¬
de med Bølgerne, der ligesom vaggede dem, som om de vir¬
kelig vare blevne vuggede. Jeg gad gierne have fulgt dem med
mine Øyne ud i Oreanet selv; men en Bølge slog dem paa
engang ud i den mørke Søe, hvorudi jeg ikke kunde kiende
det allermiødste, eller skille nogen Ting fra hinanden.
Her merkede nu maaskee min Skyts Engel min Forvirring
og min Læagsel efter at kunde oversee dette Dyb noget længer.
Han rørte derfor mine Øyne meget fagte med sin Haand, og
styrkede dem ved den blotte Vedrørelse saaledes, at jeg i Øye¬
blikket kunde see over denne grændseløse Vidde. Det er utro¬
ligt at fortælle, hvor mange Millioner Mennesker, der under
den ynkeligste Hylen svømmede op og ned, frem og tilbage,
paa Havet. Min Skyts-Engel berettede mig, at adskillige
af dem havde allerede i fem tusinde Aar sværmet heromkring
i det tykkeste Mørke Frygt og Samvittigheds Angest, uden
at kunde naae et fast Land.
Jeg lod mine Øyne løbe viidt og breedt omkring paa Over¬
fladen af dette uoverøynelige Hav; men kunde ikke faae disse
Børn i Sigte, som jeg sidst havde seet. Endelig forekom det
mig, som jeg saae adskillige Gestalter saavel af unge som voxne
Folk i en umaadelig Viidde fra mig paa en Strandbredde,
som syntes at komme op fra dette Dyb. Men min Ledsager
forsikkrede mig at det virkelig vare de Børn og dydige Folk,
samt en Deel af de Philosopher, hvilke jeg tilforn havde betrag¬
tet med saadan Opmerksomhed. J dette Øyeblik, sagde han,
tager de hint rolige og behagelige Land i Besiddelse, hvoraf du
seer et uvist Skygge-billede for dig. Dette er det Land, som
man i forrige Tider kaldte de lykkelige Øer, det immervaren¬
de Opholdested, hvor Uskyldighed og Dyd efter dette Liv bli¬
ver uforstyrret og uden Ende belønnet med usigelig Fornøyelse.
Er det umueligt, sagde jeg, at faae nogen Kundskab om den¬
ne Lyksalighed, eller ikkun komme til at see et lidet Glimt der¬
af? Disse dødelige Øyne, svarrde han mig, ere alt for svage
til at kunde taale saadan Guddommelig Klarhed. Dog alli¬
gevel vil jeg sætte dig i Stand til, at kunde giøre nogle Øye¬
kast derhen langt borte fra, paa det at du kan giøre dig
Umag for, desto ivrigere at vandre paa Dydens Vey.
Hermed rørte han mine Øyne endnu engang, hvorved jeg
strax blev et saa ubeskriveligt klart Lys vaer, der ligesom ind¬
befattede Klarheden af nogle tusinde Sole i sig, og som over¬
faldt alle mine Sandser med en saa ømfindtlig Forundring
og Forbavselse, og indtog mit Gemyt med saadan heftig
dog sød og inderlig fornøyende Bevægelse, at jeg fuld af
Glæde, Forundring og Andagt slog mine Hænder sammen
og pludselig opvaagnede.
En reysende Comoediants Tildra¬
gelser.
Deg var en Dag, siger Forfatteren af Journalen, i Par¬
ken til St. James, paa den Time, da hele Verden forlader
den for at gaae til Bords. Jeg saa ikkun meget faa Folk, som
fortsatte Spadseregangen i Alleerne, og alle forekom mig,
som at de meget mere vilde fordrive Huugeren, end søge Ap¬
petit. Jeg fatte mig ned paa en Benk, paa hvis anden Endesad,
et temmetig velklædt Mennske, men som i sin maadelig Klæd¬
ning dog alligevel gav sig en Mine, som han havde noget at be¬
tyde. Kort sagt, jeg holdt ham, efter Miltons Udtryk, for en
Adelsmand, der var berøvet sine Straalers Glands.
Vi begyndte Vexelviis at hoste, at snyde Næsen, at see paa hin¬
anden, som man ved saadanne Leyligheder pleyer at giøre, og
endelig giorde jeg Begyndelsen til Samtalen. "Forlad mig
min Herre, sagde jeg til ham, det forekommer mig, som jeg til¬
forn skulde have seet dem nogensteds; deres Ansigt---- Min
Herre, svarede han mig i en meget gravitetisk Tone, det er
sandt, at min Physionomie er meget kiendelig; jeg er ligesaa
bekiendt i alle Stæder i Storbrittanien, som den Kameel og
den Krokodil, man fører allevegne omkring. Jeg har den
Ære at sige dem min Herre, at jeg i en fexten Aars Tid med
temmelig bifald har spillet Buffons Rolle paa et Marionet¬
Theatre; for nogen Tid siden kom jeg i Dispyt med Doctor
Bartholomæi; vi kom i Slagsmaal og skiltes fra hinanden,
han, for at sælge Signor Polichinello og hans hele Følge til
Maalemagerne i Rose=narylane, og jeg, for, som de seer, at
døe af Hunger i St. James Park." - "Det giør mig
ondt, min Herre, svarede jeg, at en Person af deres Figur
skal være udsat for saa mange Viderværdigheder.Omin
Here, mia Figur er meget til deres Tieneste; jeg vil virkelig
ikke rose min af. at jeg spiser meget; men Faste kan heller just
ikke nedslaae mig; og Tak være Skiæbnen, at omendskiønt jeg
just ikke eyer en Hvid, saa lader jeg dog ikke nogen Melancho¬
lisk Tanke komme mig i Hovedet. Jeg skammer mig ikke ved,
at tage imod en Velvillighed af en ærlig Mand: vil J give
mig noget at spise i Dag? saa vil jeg traktere eder derfor igien,
naar jeg engaug treffer eder i denne Park, og J har ligesaa god
Appetit, som jeg nu, og ingen Penge.
Jeg elsker i alle Maader alle Slags Originaler; og for¬
nøyer mig ved deres Begivenheders Fortælling. Jeg førte
altsaa denne Mand ind i det næste Vertehuus, man fatte en
Fr kassee for os, som endnu var gandske koghed, og et Kruus
Øll, hvoraf Skummet stod ud over Randen. Det er ikke mue¬
gi at beskrive, hvor munter denne veltillavede Ret giorde min
Giest; han gav sig til Frikaffeen, om endskiøndt den endnu var
gandske heed, og i et Øyeblik var den forsvunden. Efterat
han nu havde tappert gaaet løs paa den, sagde han til mig:
"Min Herre, denne Fricasse var virkelig forbanbet fey; men
jeg har befundet den af fortreffelig Smag, og langt mørere
end unge Kyllinger. O behagelige Armod, o, indtagerde
Hunger! Vi Betlere ere Naturens Kieledegger; for de Rige
er Naturen en Stifmoder; de udvalgteste Retter kan ikke til¬
fredsstille deres Smag; den skummende Champagne Viin
kan slet ikke kildre deres Gane; da Naturen imidlertid giør al¬
leting til Lekkerbisgener for os. Glæd dig min Siel! Vivat
Betleren! Jeg eyer ikke en Fingersdreed Jord; Vandflod
maae længe nok giøre Høsten Skade og til Skamme i Corn¬
svallis; jeg er rolig derved; Havet maae opfluge Skibe, hvad
gaaer det mig an? jeg er ingen Jøde. Frisk, min Herre, lad
os drikke, og jeg vil fortælle eder min Historie og Levuctsløb.
