stændighed til Nytte, og tilbød mig, at paatage mig hans
Rolle. Man var i Forlegenhed, og altsaa tog man imod
mit Tilbud. J Følge deraf tog jeg nu min Rolle i den ene
Haand og et Kruus Øl i den anden Haand, (Min Herre,
paa eders Sundhed!) og saa udstoppede og proppede jeg
min Hukommelse med fem hundrede Vers. Jeg forundre¬
de mig selv over, at det faldt mig saa overmaade let, og
indsaae nu, at Naturen havde bestemt mig til noget langt
høyere, end at være Lysepudser; jeg hastede triumpherende
til mine Kamerater, som jeg satte i den største Forundring.
Jeg oplæste min Rolle uden af for dem, og jeg spillede den
to Timer derefter offentlig, og fik almindeligt bifald. Trop¬
pen, der var ligesaa fornøyet som jeg, opsatte sin Bortreyse,
og foresloge, at de paa nogle anseelige Personers Forlan¬
gende, vilde endnu paa nogen Tid opholde sig i Tenderden.
Jeg kom frem med Bajazets Rolle paa Skuepladsen;
Naturen syntes ret at have dannet mig til denne Rolle.
Jeg var stor, havde en grov Stemme, og med en stor Tur¬
han, som gik mig dybt ned i Ansigtet, havde jeg den stolteste
Muselmans Mine, som nogen Tid er seet i Orienten. Da
jeg kom frem paa Theatret, og mine Lænker raslede, ap¬
plauderede og klappede man, saa at alting var færdigt at
falde ned. Jeg giorde en fornøyet Mine, og med en beha¬
gelig Smiil blev jeg en Tidlang staaende i en dybbøyet
Stilling for Tilskuerne, som fordobblede deres Applandis¬
sement. Da Bajagets Rolle er meget fuld af Lidenskab,
saa havde jeg brugt den Forsigtighed, at opmuntre mine
Livs=Aander ved tre store Glas Brændeviin. - (Men der
er ikke meer i Kruset.) Den Jld med hvilken jeg deela¬
merede, var ubegribelig: Tamerlan var ikkun et Barn
imod mig. Han vilde Tid efter anden forsterke sin Røst;
men jeg drev ham snart ind igien, i det jeg angreb mig
endnu langt sterkere, og endnu mere overskraalede ham.
Mine Bevægelser vare desuden Forundringsværdige; tu¬
sinde forandrede Stillinger; utallige Udraab! Hvilken Tum¬
mel reyste der sig, i sær naar jeg lagde mine Arme korsviis
sammen over Brystet! Jeg har merket, at dette giør en
Forundringsværdig Virkning i Drury=Lane; med et Ord,
jeg indlagde Ære, og blev anseet som et Under. Alle Da¬
mer i Tenderden kom, og beviidnede deres bifald over mine
Talenter: nogle roste min Stemme; andre berømte min
Figur. "Paa min Ære, sagde iblant andet en, han kan
inden kort Tid blive en af de artigste Comoedianter i Eu¬
ropa; jeg fagde det til eder, og jeg forstaaer mig derpaa."
En Comoediant er omfindtlig imod og ved de første Berøm¬
melser, og optager samme som en besynderlig Gunst; men
naar man immerfort overvælder ham dermed, anseer han
dem som en Skat og Tribut, hvilken man er hans Talent
skyldig. J Stedet for at betakke mig hos dem, som lagde
Berømmelse paa mig, blev jeg stolt og storagtig over mig
selv, og havde ofte den Uforskammenhed, at være uhøflig
og grov. Men jeg maae tilstaae for eder, at jeg er bleven
dygtig betalt for min Uforskammenhed, som jeg strax skal
fortælle eder. Vi forlode endelig det behagelige Tender¬
den, hvor de fornemme Damer ere meget gode Dømmere
over theatralske Stykker, og kan endnu bedre dømme om
Acteurernes Talenter. (Frisk, min Herre, vi ville drikke
engang paa deres Sundhed.) Jeg kom som Lysepudser,
til deres Bye, og reyste derfra som en Helt. Saa gaaer
det i Verden, i Dag en Laqvay, i Morgen en stor Herre.
Jeg kunde sige meer om denne Materie, som virkelig er
høy; men det er best, intet at tale om Lykken og dens Egen¬
sindighed; thi Galden kunde ellers løbe over. Fra Ten¬
derden reyste vi til Newmarket, hvor det berømte Vedde¬
løb bliver anstillet, og mangen Nar ved Veddemaal giør sig til
en Tigger, Jeg spillede sammesteds den første Rolle, og
giorde Opsyn. Jeg er meget overbeviist om, at jeg sam¬
mesteds i lang Tid blev holdt for at være den største Co¬
moediant i Verden; og den Tanke skulde have vedvaret,
dersom mig ikke var passeret den fæle Stræg, som jeg strax
vil fortælle. Jeg befaldt alle Damer, da jeg spillede Sir
Harry Vildairs Solle. Hele Salen lydede af en smig¬
rende Beundrings Allarm, naar jeg alleneste tog min Snus¬
tobaks=Daase op; men naar jeg pryglede, saa skulde J have
hørt Latteren iblant Fruentimmerne; man var bange for,
at de skulde blive borte og qvæles derudi. Der opholdt
sig til Neumarket et forbandet Kreatur, som havde været i
9 Maaneder i London, og som af denne Aarsag vilde fore¬
stille Smagens Orakel, som man skulde raadføre sig med
i Neumarket. Man talede til hende om mine Talenter;
enhver opløftede mig til Skyerne, og hun var saa haard¬
nakket, at hun ikke vilde lade nogen Dom gielde, undtagen
den hun selv fældede. Hun kunde, som hun sagde, ikke
begribe, at en omstreifende Comoediant (dette Udtryk maae
man holde hende til Gode) kunde være oplagt til noget an¬
det, end at dræbe Tilskuerne med at giøre dem Tiden lang
og kiedsommelig. Hun overdøvede alle Selskaber med de
Berømmelser, som hun gav Ganrick, og talede om intet,
uden om Theatret og Comoedianterne i London. Endelig
overtalede man hende til, at komme i vort Skuespil; man
sagde mig og hemmelig, at jeg ved min første Forestilling
skulde have denne frygtbare Dommer nærværende. Denne
Efterretning giorde mig ikke i mindste Maader frygtsom.
Jeg lød mig see paa Theatret med en frie og uforfærdet
Mine, havende den ene Haand i Fikken og den anden i
Vesten, ligesom de berømmeligste Comoediantere i Drurp¬
Lane. Men i Stedet for at trekke Tilskuernes Øyne paa
mig, merkede jeg, at de ikkun saae paa dette Fruentimmer
fra Provintzen, som havde været 9 Maaneder i Londen.
Jeg tog min Tobaks=Daase op, tog en Priis Tobak; men
hun saae eens ud, saa at jeg blev iiskold, og hendes Al¬
vorlighed udbredede sig over alle Ansigter. Jeg slog min
Stok i tu, da jeg gav Prygl ud; hun trakte paa Skuldrene,
og alle Tilskuerne giorde ligesaa. Endelig begyndte jeg at
lee paa den artigste Maade af Verden; men jeg var ikke
lykkeligere dermed. Jeg tilstaaer, at jeg i dette Øyeblik
kom ud af al Fatning; og min Berømmelse forsvandt, og
(Kruset er tomt, min Herre!).
