Det var og kommet saaviidt, at de begge vilde afgaae med
et Skib til Cadix; men Gwinet forsenkede sig, og kom der¬
over af Uforsigtighed paa et Røver=Skib. Hr. maatte han
giøre Tieneste i fem og fyrretyve Maaneder, fik de umaade¬
lige Skatte at see, sam Søerøverne havde skiulet paa en
ubeboet Øe, hvilken de kaldte Hirondelle, og fik ved et Te¬
stamente af den afdøde Corsar=Capitain, hvis Gunst han
havde forhvervet sig, mere end 200000 Pund Sterling.
Han overtalede sine Kamerater till at overgive deres forban¬
dede Røverie, og at begive sig tilligemed ham og deres store
Skatte til en Engelsk Colonie. Men da disse gierrige Folk
havde lastet Skibet alt for sterkt: saa maatte de den tredie
Dag, efter deres Afreyse fra Øen, kaste alt Godset over
Borde udi Søen, formedelst en sterk Storm, som havde
reyst sig. Corsarerne holdt Gwinet for at være Aarsag i
deres Forliis, og kastede ham ligeledes uden Barmhiertig¬
hed udi Søen. Men han reddede sig ved at svømme, og
blev endelig optagen af et Spanskt Skib, og bragt til Port
Royal. Men det blev ved et Tilfælde bekiendt, at han
havde faret med Søerøverne; man skikkede ham altsaa som
en Fange til Cadix. Her blev han dømt til Galeyerne,
uagtet alt hans Forsvar. Efter nogen Tids Forløb faldt
han tilligemed hans Galley i Algierernes Hænder, efter at
han i Striden imod samme havde mistet et Been, og blev
i det Tyrkiske Slaverie indtil i Aaret 1730, da han af
den Engelske Consul i Algier blev udløst af samme og skikket
til Engelland. Alle hans Paarørende vare døde; han
maatte leve i den største Armod og blev bekiendt under det
Navn af den halte Tigger.
Noget om Velanstændighed.
Deg maatte snart forskrekkes over min Dristighed, naar
jeg overveyer, at jeg vil underholde Læserne med en sædelig
Handels sande Beskaffenhed, der næsten har en Chamæ¬
leons Egenskab ved sig; det er, som næsten forandrer sin
Skikkelse i hvert Land, ja næsten i hvert Huus, hvor det
bliver bragt hen. Det er derfor intet Under, at nogle Svag¬
seende holder samme for et Spøgelse eller Uhyre. Jmid¬
tid er den dog ikke allene en virkelig, men endog en nyttig
Ting. Det er Velanstændighed, hvorom jeg vil skrive.
Det er ikke saa meget let, at give en nøyagtig Beskrivelse
over samme. Nogle confunderer den med Klogskab over¬
hovedet, andre endog med Religionen. Men den maae
virkelig adskilles fra dem begge; thi hvad der er velanstæn¬
digt for en Alder og Stand, det er en Uartighed for den
anden; da derimod Religionen foreskriver enhver Stand,
og Alder lige Love. Velanstændighedens Love ere mesteg¬
deels blot menneskelige Love; ja nogle af dem ere saaledes
beskafne, at man kan fornægte dem, uden at fornærme sin
Christendoms Pligt. Dog holder jeg for, at en af vore
Lærde siger for lidet, naar han beskriver Velanstændighed
blot som de udvortes og indtfferente Tings Indretning
efter Sædvanens og Modens Regler. Jeg tvivler
endnu meget paa, om gandske indifferente Ting i Verden
ere muelige; thi det falder mig vanskeligt, at forestille mig
et fornuftigt Menneske, som kunde foretage en Ting uden
god eller ond Hensigt. De uskyldigste Forretninger drager
enten noget Got eller Ondt, Fornøyelighed eller Fortræde¬
lighed, Berømmelse eller Dadel efter sig, og ere altsaa i det
mindste ikke indifferente for vor timelige Velfærdt, omend¬
skønt de hverken befordrer eller forhindrer vor ævige. Og
jeg setter, at saadanne indifferente Ting vare muelige, saa
gives der i det mindste iblant Velanstændigheds Pligter en
Mængde saadanne Slags, som jeg umuelig kan erklære for
indifferente, efterdi sammes Forsømmelse strider imod den
ædle Blufærdigheds Ærekierhed. De, som udgiver Vel¬
anstændighed blot for en Kunst at behage andre, bestemmer
endnu en alt for svag bevægende Aarsag til Forbindtlighed
imod Velanstændighed. Det er vel sandt, at jeg kan ind¬
rømme meget, for at behage en fornuftig Mand, som jeg
ellers ikke skulde giøre, men det maae ikke være den eneste
Grund til min sædelige Handling. Et Menneske, som
foretager sig noget, blot for at føye sine Veldædere eller
Medborgere, naar den sunde Fornuft forkaster det, eller
Aabenbaringen forbyder det, handler daarligt og syndigt.
Velanstændigheds Love maae stemme overeens med den sunde
Jndsigts og Aabenbaringens Love. Velanstændighed maae
ikkun legge Tømme paa Naturens udskeytende Drift, men
ikke gandske og aldeles fængsle den. Cicero har altsaa,
efter min Skiønsomhed, ikke gandske Uret, naar han siger:
Decorum eller Velanstændighed maae stemme overeens
med Menneskets Fortrin, efter hvilket han er forskiel¬
lig fra andre Skabninger. Thi skulde det vel være mue¬
ligt, at kalde det velanstændigt, som strider imod Menne¬
skelighedens Fortreffelighed? Den lærde Crusius kalder der¬
for velanstændige Handlinger udvortes Kiendetegn paa den
indvortes Fuldkommenhed. Jeg haaber altsaa ikke at fare
vild, naar jeg kalder Velanstændighed en fornuftig Indret¬
ning af vore udvortes Handlinger efter Tidens, Standens
og Stædets Omstændigheder. Jeg confunderer samme
ingenlunde med Klogskab selv; thi denne er efter Ciceros
(Lih. 1. de Offiens c. 27) Ord: en fornuftig Aands Fær¬
dighed i at udvælge og anvende dygtige Midler til at op¬
naae sit Øyemeed. Men Velanstændighed er en Datter af
Klogskab, og jeg betiener mig blot af samme som et Mid¬
del til at naae et ædelt Øyemeed; og altsaa maae den nød¬
vendigviis grunde sig paa den sunde Fornuft. En Datter
skulde vanarte alt for meget, dersom hun vilde blot over¬
lade sine Handlinger til en blind Slumpelykke, eller til at
føye Mennesker. Jeg setter med Crusio Velanstændighed i
det dydige og ziirlige; og forstaaer ved det første Stilhed
ved Gudstienesten, Bluefærdighed, Føyelighed imod vore
Medmennesker, som yttrer sig ved venlige Samtaler, Hil¬
sener og Taksigelser. Alle disse Ting høre vel egentlig til
den theologiske Moral; men de kan dog heller ikke gandske
udstødes fra Velanstændigheds Fag, efterdi endog en Uom¬
vendt holder dem for vellydende Ting. Da jeg nu overho¬
vedet ikke indrømmer, at Velanstændigheds Løve ken vil¬
