kaarlig efterlades: saa tilgiver jeg den sande Dyd slet intet
derved, at jeg regner disse Pligter iblant Velanstændigheds
Pligter. Jeg beviser ikkun derved, at den, som ikke iagt¬
tager dem, strider endog imod den sunde Fornuft, og lever
ikke engang hedensk ærbar. Har vi imidlertid endnu ingen
anden Grund at anføre, hvorfor vi opfylder dem, end denne:
Det strider imod Velanstændighed; saa er vor Opførsel
og Forhold endnu ingen christelig Dyd, som har en langt
ædlere Grundkilde. Thi hver Dyd er velanstændig, men
ikke alt det Velanstændige en Dyd. Men vilde øve og
fuldføre Religionens Øvelser som Velanstændigheds Pligter:
saa skulde jeg nægte deres Kraft. Jeg seer endnu en Mængde,
Sager for mig, som virkelig hører til den dydefulde Vel¬
anstændighed, omendskiønt de fleste Mennesker regner dem
iblant de saa kaldede indifferente Ting. Jeg lader ethvert
fornuftigt Menneske dømme, om det endog ikkun stemmer
overeens med et Menneskes naturlige Dyd, naar han bestan¬
dig taler om sig selv, ophøyer sine Gierninger, giør en und¬
staaelig Allarm over sin Medbroders liden Forseelse, eller
forandrer sin Sparsomhed til Nederdrægtighed. Vi kalder
imidlertid alt dette Feyl imod Velanstændighed. Er det
noget indifferent at begaae dem? Jeg troer det neppe. De
strider imod de naturlige og guddommelige Love. Jeg
kommer endelig til den blot behagelige eller ziirlige Velan¬
stændighed. Samme byder os f. Ex. ikke at foretage noget
Spilleverk eller Børneleg; ikke at giøre noget, som kan op¬
vekke Ekkelhed hos en anden; ikke at begegne nogen grovt
og spodskt; at bære sit Legeme lige, og holde sig ordentlig
i Klæder, ikke være gandske stum i Selskab, og at opføre
sig som Skik og Brug er i Landet. Jeg skulde ikke blive
færdig, om jeg skulde nævne alle disse Smagheder. Saa
smaa de imidlertid ere i vore Øyne, saa maae de dog om
ikke stemme fuldkommen overeens med vor Hensigt, dog i
det mindste ey stride imod samme, dersom vi skal iagttage
nogen Forbindtlighed imod dem. Det skulde være mig let,
at bestemme det Fornuftmæssige i disse Forbenævnte; men
det falder mig ind, at der ere endnu nogle tilbage, hvor vi
ligesom af en Strøm bliver henrevne af Landets Sædvane.
Herhen hører fornemmelig Klædedragten. Men jeg besin¬
der mig og derpaa, at et Menneske beholder en fuldkommen
Frivillie endog da, naar han øyensynlig seer, at Velanstæn¬
dighed bliver til Uanstændighed. Klædermoden bliver til
Ua stændighed, naar sammes Anskaffelse forraader Vellyst
eller Hovmodighed, eller overstiger min Formue. Men
naar har man meer Aarsag til at spotte mig? enten naar
jeg gaaer i gammeldags Klæder, men reenlig, eller naar
jeg bliver den første, som optager en Mode, hvorover For¬
nuften maae lee? Cicero har ikke Uret, naar han udgiver
det, som en Uanstændighed for sine Landsmænd, at de brugte
en Klædedragt, som røbede en Qvindagtig Kielenhed, da
dog deres Fæderne=Dyd var Tapperhed. Og jeg kan ikke
bare mig for at lee, naar jeg seer, at man om Vinteren paa
det omhyggeligste forvarer sit hele Legeme for Kulden,
endog med Foer= og Peltz=Verk, og dog alligevel lader det
stakkels Hoved fryse elendigt, efterdi Velanstændigheds Uan¬
stændighed befaler at gaae med Chapeau bas. Det er Vel¬
anstændigheds Uanstændighed, naar jeg driver sammes Love
indtil saadanne Smagheder, ved hvis Jagttagelse jeg taber
eller i det mindste hindrer min Naturs Brug; f. Ex. naar
man skal stiele sig til at nyse, og tør ikke gaae, eller tale
lydelig. Alt Tvunget i Gang, Miner og Ord er daar¬
ligt ved Velanstændighed. Det er en stor Velanstændig¬
heds Uanstændighed, naar man efter Stedets og Vanens
Love vil endog giøre Elephanter af Myg og Myg af Ele¬
phanter. Jeg vil, f. Ex. aldrig lade indbilde mig, at det
strider imod Velanstændighed, at føre et Fruentimmer over
Torvet, at spøge med sine Venner, naar Grovheder og
Bagtalelser bliver der uden for; og derimod at laste sin Næ¬
ste, at fremstille sig med hyklerske Geberder for Verden, og
hemmelig at begaae alle muelige Daarligheder, skulde kom¬
me overeens med Velanstændighed. Det er endelig en ufor¬
svarlig Velanstændigheds Uanstændighed, naar man lader
sammes Love afholde sig fra Sandhedens Udbredelse, og ikke
engang vil aabenbare en vildfarende Ven sine Feyl, men
allermindst en, som Lykken og Rigdom har sat nogle Trin
over os, under den Forevendig, at det strider imod Velan¬
stændighed, at sige en anden Sandheden. Derimod iagt¬
tager den heller ikke engang den ziirlige Velanstændighed,
som paa en bidende, befalende og nederdrægtig Maade møn¬
strer en anden i fremmede Folkes Nærværelse, om det end¬
og var hans fortroligste Ven. Man forraader derved, at
man holder sig allene for klog, og alle andre for Daarer.
Vi skal aldrig geraade paa disse latterlige vildfarende Veye,
dersom vi og lader Fornuften raade til Velanstændigheds
Pligter, og under deres Anførsel omhyggelig underskiller
Tid, Sted og Personer fra hinanden. Vi ere Velanstæn¬
digheds Love Forbindtlighed skyldige, endog blot ihenseen¬
de til det, som angaaer det Behagelige og Ziirlige i vor
Levemaade; thi endogfaa en Paulus formaner os, at efter¬
tænke det, som er ærbart og velanstændigt. Og Cicers
siger i det forhen anførte Capitel: Velanstændighed og Dyd
lader sig ikkun underskille fra hinanden i Tankerne.
