1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 35
Den forgieves søgte Lykke.
K¬
litander blev født, jeg veed ikke hvor eller paa hvad
Tid. Hans Moder var en rig Borgers Kone, og
følgelig var denne Borger Klitanders Fader.
Allerede i hans første Barndom tilkiendegav han et
skiønt Naturel, sieldene Dueligheder, og en indtagende Ge¬
myts Beskaffenhed. Aldrig har noget Barn grædt mere be¬
hageligt, skraalet mere Melodisk, eller slaget sin Opvarter¬
ske paa en lystigere Maade. Enhver faldt i Forundring
over ham.
J hans syttende Aar var han en Afgrund af Lærdom.
Han havde m) en besynderlig Flid lagt sig efter alle Vi¬
denskaber, og ar skikket til alle Ting.
J Førsiaingen lagde han sig efter Physiken. Aldrig har
nogen med saadan Færdighed som han anatomeret et Myg;
aldrig opdaget en Snegels mindste Trevler, eller kiendt saa
mange ubekiendte Insekter. Klitander stod paa Springet, at
blive Hovedet for Videnskabernes Academie; men til Ulykke
blev hans Fader paralptisk. Sønnen paatog sig hans Helbre
delse. Han vilde ved denne Cuur betiene sig af Centrifuge¬
Kraften. En Kunstner maatte forfærdige et smukt Hiul, i
hvilket han i en Times Tid med største Hastighed omdreyede
sin Fader. Da Operationen var til Ende, holdt man ham
for død. Jmidlertid slap han dermed, at han maatte tilbrin¬
ge Resten af sine Dage i Sengen. Klitander blev anklaget at
han vilde ombringe sin Fader. Han skulde allerede have faaet
sin Dom, men hans Uskyldighed, det er, hans Penge rede¬
de ham.
Han forbandede Physiken, Jnsekterne, Erfaringer, og
i særdeleshed Centrifuge=Kraftens Forsøg. Han kaldede
Poesien til Hielp; denne skulde trøste ham for al den For¬
tredelighed, som han havde udstaaet. Han lod et meget
skiønt Digt trykke, som hans Venner af Føyelighed læste.
En af de Store, om hvem Spørgsmaalet slet ikke var, troe¬
de, sig at være mishandlet derudi. Klitander leed en heftig
Forfølgelse; han var endog nødt til at forlade sit Fæderne¬
land. For at udvirke hans Tilbagekaldelse, maatte han
smiggre for Folk, som intet havde fortient uden saadant,
dersom de ikke havde vænæret Forfatteren ligesaa meget, som
den, der er Objectet deraf.
Fortryllende Kunster, Guddommelige Videnskaber,
raabte han, J som udgiøre fornuftige Dødeliges Fornøyel¬
se og Lyksalighed, ville J da immer foraarsage min Ulykke?
Jeg kan dog ikke forlade eder. Jeg vil legge mig efter Mo¬
ralen: jeg vil meddele Verden Dyde=Lærdomme, og Men¬
neskene ville til ævig Tid elske mig fordi jeg har forbe¬
dret dem.
Klitander griber strax fat paa Verket. Bladene fyldes
hastigt under hans Pen, og paa en otte Dages Tid skaber han
en stor Bog. Bogen kom for Lyset; den var ikke meget god,
men meget uskyldig, og man fandt den meget farlig. For¬
fatteren havde Fiender; thi han havde giørt Folk got, som
siden vare blevne rige og mægtige. De grebe en saa skiøn
Leylighed til at forderve og ødelegge ham: han blev kast
i Fængsel. Man troede, at han skulde aldrig faae Dagens
Lys mere at see, efterdi hans Bog indeholdt mange Sand¬
heder; men han havde til al Lykke en Syster, som havde
sort Haar, blaa Øyne, en hvid Hud, og en liden Mund.
Klitander blev sat i Frihed.
Hvor ulykkelig er man, sagde han naar man skriver phy¬
sicalske Forsøg, Vers og Sædelære! Hvorledes skal jeg bli¬
ve lykkelig? Intet er saa let. Jeg er en stor Politicus og
Statsmand; thi jeg har læst nogle Blade af Machiawel;
Ministeren vil ikke kunde nægte mig et Embede. Med min
dybe Statskunst kan jeg tiene min Printz ved en udenlandsk
Potentat. Jeg kan være lykkelig i alle Negociationer, og
fortiene en ævig Erkiendtlighed af mine Landsmænd.
Han forsømmer ikke noget Øyeblik, og søger en Ge¬
sandtskabs=Post. Man skikker ham til et Hof, som havde
truet med Krigs=Erklæringer. Klitander var i Begreb med
at flifte et varigt Forbund, og Tractaten skulde allerede bli¬
ve underteignet. Men til Ulykke havde Hans Excellence en
artig Kat, og Hans Majestæt en artig Sisken. Denne
Sisken fløy ind i Hr. Gesandtens Kammer, og Katten aad
den op. Kongen fornam og anhørte Beretningen om den
ne Ulykke med en besynderlig Taalighed. Han befalede Ge¬
sandten at rømme hans Rige, og erklærede Krig imod hans
Hof, da man imidlertid ikke mistede mere, end 800000
Mand, tyve Aars Skatte, og nogle Dosin Stæder, som
man paa begge Sider opbrændte, tilligemed deres Beboere.
Klitander blev overvældet af Skam, holdt for en slet Ne¬
gociateur; og det havde været ude med ham, dersom hans
Syster endnu ikke havde været smuk.
Han kunde sin Polybius uden ad og havde læst Æneas
Taktik med Opmerksomhed. Man haabede, at han skul¬
de være bedre at at bruge i Krigs=Affairee, end i Ambassa¬
der; man giorde ham til befalingsmand over en fast Plads.
Denne Plads blev beleyret, og Klitander forsvarede sig tap¬
pert; Styts og Levnetsmidler fattedes til Slutning, og han
holdt det for bedre at overgive sig, end blive hængt. Hans
Forhold var klogt; men det blev ikke bifaldet, og han vove¬
de ikke at giøre Ansøgning om nogen anden Post.
Klitander forsagede og afsagde alle Videnskaber. O
Kierlighed! raabte han, du er det! Dig indflyer jeg til.
Jkkun dine Sødheder kan giøre at jeg forglemmer mit
Lives Bitterhed. Du allene udbreder Fornøyelser i Verden;
