du allene kan udgyde Glæde i mit Hierte. J en elskelig
Kierestes Arme vil jeg lære, hvad Lyksalighed er.
Klitander søgte i Selskaber efter en Skiønhed, som
kunde indtage ham. Den første, som han traf, syntes ham
at være i Staud til at fængsle hans Hierte. Det var Cloe,
en ung, munter, ubesindig Brunette, som besad Coquetterie
i høyeste Grad, og som var skabt til at fortrylle et Menne¬
ske, der hidindtil ikke havde vidst af andet at sige end Kier¬
lighed til Talenter. Han talede stammende med hende, og
hun hørte paa hannem med lydelig Latter; hun giorde sig
lystig med ham; hun drillede ham; dog betog hun ham ikke
alt Haab. Jmidlertid fortvivlede han, fordi han var alt
for nye; men hun giorde sig Umag for, ved sine Tillokkel¬
ser at opmuntre hans synkende Haab. Klitander blev min¬
dre skye og Cloe mere tilbageholdende. Hun |vilde venne
ham til den rette Tone, men han maatte giøre sig al Uma¬
ge af Verden, for at blive en Petitmaitre. Jmidlertiid
var han i Begreeb med, at blive lykkelig da Cloe pludselig
forlod ham af Kierlighed til en artig ung Herre, som hav¬
de en fløyteagtig Stemme, og kunde giøre et Dosin Piru¬
etter paa een Fod.
Disse Begivenheder satte ham i Harnisk, og han svor,
at han aldrig mere vilde elske en Coqvette. O Dyd! Du
er den største Skiønhedens Ziir! du allene er bestandig; du
allene forandrer dig ikke. Skiønheden flyer; men du bliver,
og den, som besidder dig, omendskiøndt hun endog mister
Ungdommens Skiønhed, har dog næsten intet forloret. O
Dyd, dig allene vil jeg overgive mig.
Han talede og faae Cidalise. Hendes Øyekast og Aa¬
syn indflød Ærbødighed. Hendes store Øyne, som gierne
intet andet vilde have udtrokt, end Forlystelse, giorde sig
ikke Umag for at være Majestætiske. Kierlighed havde
dannet og malet hendes Mund, for at imodtage og give de sø¬
de Kysse, og denne utaknemmelige Mund aabnede sig ikkun
for at smælde og skielde paa Kierlighed. Hendes Bryst "4
dog det var skiult og forborget, og alle Mandpersoner suk¬
kede og alle Fuentimmer glædede sig derover. Klitander
elskede hende; hendes Skiønhed behøvede ikke lang Tid til
at befalde; hendes sædelige Anseelse forsikkrede, at man skul¬
de elske hende: man elskede hende. Hendes Øyekast bleve
milde, Munden blev gunstig, en Snip af hendes Halstør¬
klæde trakte sig af Veyen, og første gang kom lidet af hen¬
des Bryst for Dagens Lys. Man fik Dunster; en Afmagt;
Betienterne havde begivet sig bort - Føer dig det Øye¬
blik til Nytte, Klitander; Undseelse og Blufærdighed har
forberedet dig det; den Uudseelse, som døer, og ikke vil an¬
sees for at være overvunden. - Frygten holder den til¬
bage, den vakler; den standser; Tiden forløber; den maae
komme til sig selv igien. Hvad for et Feylslag for den, som
uden at tilbyde sig til Forbrydelsen, dog alligevel havde kun¬
det forlade Dyden, Klitander maatte giøre Plads for en
anden Elsker, som maaskee ikke var saa tavs, men desto
dristigere.
Der gives ingen bestandig Dyd, raabte Klitander;
den er flygtet ud af denne Verden, og har intet efterladt
sig tilbage, undtagen dens billede. Han talede end¬
nu, Da han saae Dorfise komme gaaende ud af Templen.
Hun var gandske indhyllet i hendes Hovedtøy; hendes An¬
sigt var fuldt af Andagt. En blandet Rødhed, som Natu¬
ren havde udgydet over hende forhøyede Glandsen af hendes
hvide Hud, hendes Pynt var sædelig, men ikke skiødesløs.
Hvo kiender bedre, end et skinhelligt Fruentimmer, Pynt¬
ningens forføriske Kunst? Hun røvede Klitanders Hierte
fpa ham. See, sagde han, denne behøvede jeg! Dyden
er svag, naar den ikkun har sig selv til Støtte, men den er
ubevægelig, naar Fromhed staaer ved dens Side. Saa¬
ledes dømte han, og lod ingen Møye eller Umag fortryde
sig, for at faae Indgang hos Dorfise. Det lykkedes ham.
De første Samtaler vare Gudfrygtige og kiedsommelige;
snart bleve de interessantere, snart fattedes dem ræsten in¬
tet mere, end at være kielne. Klitander holdt for, at han
maatte føre sig dette Øyeblik til Nytte. Dorfises Sæde¬
lighed havde antændt en kydsk Lue hos ham; han talede om
Giftermaal og Ægteskab. Hvor blev han forbavset! Dor¬
fise yttrede den største Afskye for dette hellige Baand. Jeg
misbilliger det ikke, naar man brænder af Kierlighed at
man giør samme ustraffelig ved Ægteskab. Jeg er ikke
iblandt dette Tal, og jeg maae opofre Gud alle Lidenska¬
ber, da han forlener mig saa megen Kraft, at jeg kan hol¬
de dem i Tømme. Klitander vilde ikke være paatrengende;
han vilde oppebie et gunstigere Øyeblik, da han kunde ind¬
flyde sin Andægtige en uimodstaaelig Tilbøyelighed. J det
han saaledes biede, kom en ung, smuk Abbed, som ikke
kunde bie, og tog det Blomster bort med sig som Klitan¬
der ikke vilde afplukke.
De Forliebtes Vilderede.
(En Allegorisk Drøm.)
Deg befandt mig paa en Høy og saae en behagelig Egn
ligge for mig. Jeg var begierlig efter at lære at kiende
samme nøyere, derfor gik jeg ned af Høyen og hastede der¬
hen uden Ophold. Alt hvad jeg saae omkring mig, fore¬
kom mig smukt. Jeg gik i de blødeste Blomsterfulde Klever
Enge, og mine Øyne mættede sig af at betragte den Mæng¬
de Blomster, hvormed disse Enge vare skiulte. Jeg saae
klare Bekke at flyde, og Fuglenes Sang, som sadde paa
Træernes Grene, opfyldte mine Øren. Luften var klar og
behagelig, og Træerne giorde en kølig Skygge. J denne
Egn saae jeg voxne Mennesker gaae foran mig, og ved Si¬
den af mig skyndte mange unge Personer sig forbi mig med
muntre Pnsigter og milde Miener. Unge Piger som
vare meget fornøyede, fulgte efter de første under bestandig
Skiemt, Spøg og Latter. Jeg vendte mig om, og blev vaer,
at Personer af begge Kiøn komme bag efter mig paa denne
samme Vey, iblandt hvilke jeg merkede nogle som saae æl¬
dre ud, end de andre. Jblant dette glade Selskab kom
jeg til en Have, hvor jeg ønskede at jeg stedse maatte blive.
Havde den Vey, som førte derhen tilforn fornøyet mig:
