nordentlig Bevægelse; hendes Lemmer skielvede; hun raabte
med uordentlig Stemme: "Forfører! Forfører! Du skal
"faae min Hævn at fornemme, kom aldrig mere for mine
"Øyne! Jeg gider ikke, jeg kan ikke, jeg vil ikke see dig
"mere! "J det jeg endnu stod og saae paa hende: saa
sprang en ung Mandsperson hurtig forbi: han saae sig
frygtsom omkring og sagde: O, dersom jeg ikkun denne
Gang var i Frihed igien! En Kone med et geilt Ansigt løb
efter ham, greeb ham fat ved hans Klæder, og trakte ham
videre frem med sig igiennem Aabningen af den nærmeste
Hekke.
Jeg blev bange, da jeg befandt mig paa saadant et
Sted, hvor der var intet andet end Forvirring og Uorden
at treffe. Jeg saae overalt intet andet, end krumme Gange
og Sideveye for mig, saa at jeg ikke meere vidste, hvor jeg
skulde flye hen. Jeg maatte altsaa ikkun fremad, uden at
vide, hvorhen jeg endelig tilsidst skulde komme. Jeg hørte
en Sukken for mig, og jeg saae et Fruentimmer med et
mavert Ansigt og bleeg Farve. Hun sad paa Jorden;
støttede sit Hoved paa den venstre Haand; hendes Øyne
vare nedslagne og hun græd. Hun saae ikke paa mig, men
sukkede og sagde med afbrudt Stemme: "Allerede 20 Aar?
"O elendige Levnet! Dog det er engang skeet. Nu maae
"jeg vel videre. Jkke langt fra hende havde en Mands¬
person lænet sig op til en Hekke; jeg saae graa Haar i hans
Hoved og Skieg. Han anstillede sig mat og uformuende,
som han ikke kunde gaae noget Skridt videre. Han hviskede
nogle Ord, hvoraf jeg ikkun kunde forstaae dette: Hvo
havde tænkt det? Strax derpaa saae jeg et Par, som kom
i revne Klæder, omendskiønt deres Miener saae fornemme
ud. Et andet Par fulgte efter dem, og dreve Spot med
dem med en spodsk Latter. De første vendte sig om, og
sagde til dem: "Leer ikke ad os; thi J forfølges af lige¬
saadan Skjebne." Fra et Hiørne hørte jeg af en Hæn¬
delse denne Røst: Her er Veyen, Strax saae jeg, at mange
løbe derhen. Jeg kom med dem for en Aabning, for hvil¬
ken der stode nogle Personer af begge Kiøn, og fortalte de
Tilkommende, at man derigiennem kunde komme til Frihed,
igien. De bleve let troede, og enhver vilde være den første,
at slippe ud igiennem denne Aabning fra det fortrædelige
Opholdssted. Men det var ikkun et Bedragerie; thi man
kom derved i langt mere forvirrede og øde Gange, end de
forrige havde været, som man havde forladt. Jordbunden
var njevn og fuld af Stene, over hvilke man faldt, naar
man ikke saae sig vel for. Over mit Hoved fløy Ravne,
Ugler, Høge og andre vilde Fugle, som giorde et fælt
Skriig. Alle løbe her uordentlig iblant hinanden. Her
kom en bestyrtzet Kone og sagde: Nu er der ikke meere Red¬
ning eller Hielp for mig. Hisset søgte et ungt Menneske
at forstikke sig for en anden, som forfulgte ham med grumme
Miener og Bitterhed. Der kom en Pige og raabte: O
hvilken Daarlighed! hvor lykkelig kunde jeg nu have været!
men nu er jeg det ulykkeligste Kreatur. Her sagde en ung
Mandsperson til en Pige, som løb efter ham og bad ham,
at han dog ikke skulde forlade hende, og giøre hendes Elen¬
dighed endnu større: See du selv til, hvorledes du kan
hielpe dig. Han løb bort, og hun reev Haaret af sig af
Harme og Fortrydelse; hun slog Hænderne sammen over
Hovedet, og talede om Mord, Blod, Grav og Død.
Haarene reyste sig paa mit Hoved da jeg hørte det. Men
jeg blev endnu mere forskrekket, da jeg gik videre i en anden
Gang, og saae et Legeme ligge udstrakt for mig paa Jor¬
den; der stod en Person med vreedt Ansigt og forbittrede
Miener derhos. Ved hans Fødder laae et lidet rundt Kar,
og han raabte: Saaledes maae man straffe de Utroe!
Jeg hørte strax derefter en anden Røst, som raabte: Mord!
Gevalt! Hielp! Gevalt! Et ungt Fruentimmer kom med
hastige Skridt og bævende Lemmer hen til mig; hun bad
mig om Hielp; men en afsindig Mandsperson var hende
alt for nær i Hælene, at hun havde kundet undflye for
ham. Fruentimmeret blev saaret af ham med et blankt
Staal, hvorpaa han anfaldt mig, og da jeg vilde vige til¬
bage: saa stødte jeg mig, og vaagnede.
En Fabel.
velanstændigheds Uanstændighed.
On Ræv, som for sin Anseelses Skyld blev af alle andre
Slags Dyr holdt for at være meget lærd, blev engang con¬
suleret thenseende til det Spørgsmaal: Hvad Menneskene
pleyer at forstaae ved det, som de kalder Velanstændighed?
Det kom derved næsten til Slagsmaal. En Biørn paa¬
stod midt i Allarmen, at Velanstændighed var overhovedet
et Hiernespind. Et Esel derimod sagde, at alt Skiemt og
Spøg streed imod Velanstændighed. Ney vist ikke, sagde
Hunden, thi han kiendte Verden: jo meer man skiemter
og spøger, jo meer galant er man. Nu begyndte da Ræ¬
ven at dømme ret philosophisk, for at bilegge Striden. J
forstaaer det altsammen ikke, sagde han: og det er ufor¬
skammet, at trettes med saadan Hidsighed om et saa men¬
neskeligt Ord, som ethvert Sted udtyder efter sin egen Me¬
ning. Vil man bestemme Velanstændighed, saa maae
man kiende ethvert Land og dets Borgere: den ene er hov¬
modig, den anden giør Moden gal, hos den tredie maae
man drikke, hos den fierde maae man aagre eller kiøbe, hos
den femte maae man graane over Bøger; og hos den siette
heder det: vær sparsom og accurat; hos Stolte stolt; hos
Frietænkere vittig; from hos de Skinhellige og Knorvorne,
hidsig hos de Smukke, rig paa Forstillelses Kunst og fatt g
paa Redelighed, det er vor Tids Velanstændighed. Jeg
lærte dette paa min Reyse fra Spanien til Østerlandene,
og giorde mig den Sætning bekiendt: Enhver er en Daare
paa sin Maade.
