1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 36
Noget om de selskabelige Dyder.
D¬
e selskabelige Dyder befordrer Menneskets egen Lyk¬
salighed; de ere Kilden til at være veltilfreds
med sig selv, og opvekker Fornøyelse i andres Hier¬
ter. Enhver elsker den, som udøver dem, og søger at nyde
hans Omgang. Thi han fornærmer ingen. Han er eftere
givende uden Gienstridighed. Han bærer hans Medbor¬
gers Skrøbelighed, uden at fornærme sin Egenkierlighed,
de Lastefulde elsker de Dydefuldes Selskab, og kan ikke for¬
og forhverver sig derved Anseelse og Tilbøyelighed. Endog
til Laster; desto sterkere bliver han ved Dydens Glands rørt
sage dem deres Agt. Thi jo mere Mennesket er hengivet
og bevæget, naar han seer den hos andre. Den Lasteful¬
de elsker Lemfældighed, efterdi han af samme kan vente hans
myghed, fordi den ikke legger nogen Forhindring i Veyen
Forbrydelsers beredvillige Forladelse. Han skatterer Yd¬
for hans hovmodige Hensigter. Han ærer Retfærdighed,
fordi han har sammes Sikkerhed at takke, for han i Ro¬
kan ikke finde Mishag i andres Veldædighed og Gavmild¬
lighed kan nyde sit Liv og besidde sit Gods. Den Gierrige
hed, efterdi den er mere beforderlig end hinderlig for hans
Begierlighed; og den Viises Maadelighed kan ikke opvekke
nogen Fortredelighed hos Drukkenskabs=Elskeren, da den ikke
giør hans vellystige Forlystelser nogen Afbrek. Menneske¬
Kierlighed, Tienstagtighed, Ydmyghed, Redelighed ere Dy¬
der, som beviser sig i at giøre vel, og skaffer endog dem
Nytte, som ere hengivne til de derimod satte Laster.
Man giør sig i Almindelighed et urigtigt Begreb om Føye¬
vildfører den med en nederdræxtig Ligegyldighed, som let¬
lighed, som er en af de fornemste selskabelige Dyder; man
aldrig Laster og Daarligheder sit bifald. Den underskil¬
telig falder i det Afsmagte. Den ægte Føyelighed viser
velse, roser alting uden Forskiel, og ophøyer alting uden
ler sig derudi fra Smigrerie, som bifalder alting uden Prø¬
Værdighed. Den bærer Næstens Sygdomme og Skrøbe¬
ligheder, uden at kalde dem gode; den skaaner sin Egen¬
kierlighed, uden at ernære den; den er beredt til at undskyl¬
de sine Feyl, uden at retfærdiggiøre dem. Et føyeligt
uden at fornemme Jalousie, eller blive anfægtet af Mis¬
Menneske hører andres Berømmelse og seer deres Velstand,
undelse. Han giør det til sin Skyldighed, at bevise dem
sin Bistand, som tager deres Tifflugt til ham, og ikke at
ker ikke den Forsigtighed, som tilskynder os til at give Agt
foragte noget Menneske. - Denne Føyelighed udeluk¬
ere om os. Man kan intet Menneske see ind i Hiertet,
med en Art Tilbageholdenhed paa deres Foretagender, som
og dog bestemmer hans Hiertes Hensigter hans udvortes
Foretagenders egentlige Værd. En Mangel af Erfaren¬
hed og Kundskab om det menneskelige Hierte giør os ufor¬
sigtige, og de, som besidder liden Eftertanke og Overleg,
bliver allerlettest besnærede af disse Feyl. - Af den al¬
mindelige Menneske=Kierlighed, og i Særdeleshed af den
sande Christen=Kierlighed, flyder Taalmodighed. Denne
maae man først og fornemmelig udøve imod dem, hvilke
man meest anpriser dens Jagttagelse. Toleran; er en al¬
mindelig Dyd, den er Kierlighed selv. Philosophien præ¬
diker den, og Evangelium henregner den til Christendom¬
mens væsentlige Pligter.
Anekdoter om min Oldefader.
Min Oldefader er en saa bekiendt Mand, at jeg tro¬
er, man vil takke mig, for jeg her meddeler de Anekdo¬
ter, som jeg veed om ham. Jeg beder mine Læsere
ikke at troe, at jeg tænker, de skulde have stor Nyt¬
te af dens Læsning; ney, jeg vil ikkun blot fornøye dem,
og engang skaffe dem en Latter ad en gammel Mand, som
i Sandhed var fra det forrige hundrede Aar. Vort Pu¬
blicums Smag er nu alt for meget oplyst til at saadan en
Mand skulde kunde tiene det til Exempel, og naar vi hen¬
vender vort opmerksomme Øye fra andre, ved hvis Efter¬
abelse vi allene lærer at tænke smukt, og seer paa vore Ol¬
defædre, saa kan saadant ikke skee af nogen anden Hensigt,
end for at lee.
Min Oldefader var imidlertid et got Stakkels Mand.
Ved hans høye Alder var han undertiden pudseerlig, og
da en anseelig Formue fritog ham fra den Nødvendighed,
at bukke og krumme sig for slette Folk, saa overlod han sig
ofte til sin heele Lune. Men denne gik saa viidt, at han
giorde heele Staden opmerksom paa sig, og de Domme,
som fældtes om ham, vare meget forskiellige. Nogle holdt
ham for at være et meget klogt Hoved, andre loe ad ham
og den største Deel paastod meget venligt, at han var for¬
virret og gal. Da jeg var hans Arving, saa opdrog han
mig, og hans egen Tænkemaade har gjort saa megen Jnd¬
tryk paa mig, at jeg endnu immer gierne taler om ham.
Jeg kan just ikke sige meget berømmeligt om hans
gode Levemaade. For at give mine Læsere et Begreb der¬
om, saa vil jeg ikkun fortælle dem et Exempel derpaa.
Han befalede engang hans Tiener, at han ingen skulde lade
komme til ham, som ikke havde noget nødvendigt at tale
med ham. Om Aftenen larmede han forskrekkelig med ham,
fordi han havde viist en vis fattig Mand bort, som ikkun
kom, for at vilde tømme noget ud af hans Pung, men roe¬
ste og bifaldt det dog meget, at han havde nægtet ham hiemme
