for adskillige artige Folk, som ikkun kom, for at forsikkre ham
om deres Venskab. Thi, sagde han, disse artige Folk kom
mer til mig, for at fordrive Tiden, og ville spilde min Tid
for mig. Men den Fattige trængte virkelig. Tiene¬
ren, som han strax derpaa gav sin Afsked, bragte denne lidet
fine Levemaade ud i alle gode Huse, og dette gav den før¬
ste Anledning til, at man begyndte at troe, at den Gamle
havde mistet meget af sin Forstand. Thi det er ubegribe¬
ligt, hvor nogen ikke gider heller drukket et Glas Viin med en
god Ven, end høre paa en Fattigs Klagemaale, som til¬
sidst skiller ham ved nogle Penge.
Han gik gierne ud at spadsere paa Gaderne, og da
maatte jeg stedse følge med ham. Himmelen veed, hvor
gierne jeg giorde det. Thi foruden hans gammeldags og
enfoldige Kiol stak ugemeent af imod min rige og prægtig
broderede Klædning, og røbede immer at jeg intet videre
var, end en Sønnesøn af en god ærlig Borger, saa havde
han nogle ret forunderlige Skikke og Vaner, som ofte gior¬
de mig rød fra Hovedisse til Fodsaale. Han kikkede ind i
alle Huse, undertiden smilede han, undertiden rystede han
med Hovedet, undertiden blev han nogle Minuter staaende
i dyb Eftertanke. Han var i Stand til, at blive staaende
længe stille, for at see paa en Hob Børn, som spøgede og
legte paa Gaden. Naar det var Juul, kiøbte han for
nogle Mark Peberkager og Nødder, hvilke han uddeelte paa
Gaden, saa ofte han mødte et Barn som han hovede. Det¬
te trakte os engang en heel Sværm Drenge paa Halsen,
som forfulgte os nogle Gader langt, hvorved jeg i sær gjor¬
de et skiønt Optog.
Han kunde ikke fordrage, naar de artige Borgerdøt¬
tre stode eller sadde i Gadedøren, stak Hænderne under Con¬
tuschen eller lagde dem i Skiødet, og for at fordrive Tiden,
dreve lidet Spot med de Forbigaaende. Han paastod at
dette gav Anledning til meget Ondt, at de unge Dagdri¬
pere og Steenslibere af mine Lige, som han meget gunstig
satte til, toge deraf Leylighed og Anledning til at giøre Be¬
kiendtskaber, som vare ikkun liden Ære for Pigerne, at
der reyste sig en slem Fortrolighed med Tieneste Folkene der¬
af, og at disse uskyldige Børns Øren bleve ofte forargede
ved uanstændigt Snak, som alt for let kunde giøre Jnd¬
tryk paa Hiertet. Denne forunderlige Dadlen var mig me¬
get fortrædelig. Thi det var virkelig den eneste Fornøyel¬
se, som jeg havde ved vore Spadseer=gange, at jeg under¬
tiden saae et artigt Ansigt.
Man har bebreydet ham, at han har gaaet forbie for¬
nemme og rige Folk, uden at hilse dem. Jeg kan ikke
nægte det, og jeg har mange gange skammet mig derved.
Men han paastod, at man maatte ikke bedømme et Men¬
neske efter hans Kiol, og en Mand fortiente derfor slet in¬
gen Høyagtelse, fordi han har Guld paa sine Klæder
Derimod var han i Stand til, først at tage sin Hat af for
hans Skomager, og at blive staaende et Qvarteerstid hos
en Haandværkmand, for at tale med ham enten om hans
Haandtering eller hans huuslige Omstændigheder. Kom,
min Søn, sagde han engang, Exempler hielper mere end
Lærdomme. Jeg vil viise dig en vikerlig stor Mand. Efter
at vi havde vandret igiennem ti smag Gader, saa gik vi
ind i et lidet Hnus, hvorudi jeg just ingen stor Mand ven¬
tede. Jmidlertid var der gandske reenligt i Huuset undta¬
gen at en liden meget venlig Dreng satte en Plet paa min
ene Manskiette, da han rakte mig Haanden, som jeg for
min Bestefaders Skyld maatte tage imod. Han spurgte
imidlertid Faderen, som syntes at være en Kunstner, hvad
hans Kone bestilte, og om Doctoren havde været der, som
han havde skikket derhen. Manden svarede ham med den
en retskaffen Mands Værdighed, som formildede Tak¬
nemmelighedens Følelse og jeg forglemte virkelig Pletten
paa Manskietten over deres Samtale. Efter at vi vare kom¬
ne hiem, saa fortalte min Fader mig, at denne Mand hav¬
de i lang Tid kæmpet med Ulykker og nu ernærede sin Kone,
sine gamle Forældre og et halvt Dosin Børn af en liden Be¬
tieniag ved Cassen, og af hans Flid og Arbeyde om Nat¬
ten. Min Søn, føyede han til, jeg er gammel, og har
Gud være lovet derfor, oplevet meget som giør mig For¬
nøyelse. Men det meest rørende og tillige fornøyeligste Syn
for mig at see, er en ærlig Mand, som kæmper med Nø¬
den og overvinder den paa en retskaffen Maade. Troe mig
det finder man ikke ofte. Hvor let er det ikke at handle
uredelig, naar Nøden forfører os dertil, hvor haardt hol¬
der det, førend vi ville bekiende for Verden, at vi ere fat¬
tige, og hvor mange Folk kiender jeg, som blot for at skiu¬
le deres Fattigdom for Verden - Men jeg gider ikke
fortælle min Bestefaders Moral.
Den gode ærlige Mand vidste ikke ret og behørig at
bruge den Formue, som Himmelen havde givet ham. En
Dag bad en god Ven os, at giøre et Partie med ham til
en Lystreyse, Min Bestefader afslog det, fordi han, som
han siden sagde mig, havde en Tidlang havt sterke Udgiv¬
ter, og maatte nu indskrænke sig noget. Og selvsamme
Aften gav han en fattig Haandværkmand en heel Lonisdor,
for hvilken vi havde kundet holde os meget lystige.
Uagtet min Oldefader var en meget besynderlig og
særdeeles Mand; saa paastod han dog, at de nu værende
Moder vare ikke daarligere end de gamle. Han saae det
altsaa gierne, naar jeg klædte mig efter Moden og dadlede
ikkun gamle Folk, der ikke kunde afholde sig fra disse Smaae¬
heder, som han kaldte dem. Med denne gode Tilbøyelig¬
hed til de nye Moder, var jeg nu meget vel tilfreds. Men
jeg har forundret og ærgret mig over denne gamle Mand,
at han lod sig henrive af den nye Maade at opdrage
Børn paa, da min Systers ældste Søn blev født, saa vil¬
de han, at man ikke skulde lade ham blive svøbt, og heller
ikke vugge ham, uagtet min Søster havde faaet en prægtig
Vugge med Silke=Gardiner til Foræring. Drengen skul¬
le bades i koldt Vand, have bardt Hoved og udsettes for
al raa Luft. Dette maatte skee, uagtet al min Systers
Graad og tvertimod alle vore Forestillinger. Han lod ham
oven i Kiøbet inoculere, og det syntes som den haardnakke¬
de Dreng vilde giøre alle vore Spaadomme til Skamme,
saa sund og frisk blev han. Han er endnu en ret modtvil¬
