Mist illid og Hemmelighedsfuldhed er Venskabs Gift.
Man kan vinde enhver, naar man viser Tillid og Fortro¬
lighed til ham. Men jeg jager og fordriver alle mine Be¬
kiendtere og Venner fra mig, naar jeg af alle Ting giør en
Hemmelighed for dem. Jeg har meer end eengang faaet
Hielp og Bistand af dem i en Sag, som jeg betroede
dem med et Hemmelighedsfuldt Ansigt, efterdi jeg vidste,
at de havde foresat sig, at være mig imod.
Naar du bliver indbuden til store Glædeslav, og har
foresat dig, at være fornøyet, saa spil ikke. Du udsetter
dig derved for den Fare, at tabe, og at blive misfornøyet.
Thi det er virkelig ingen fornuftig Mand at fortænke, naar
han har begaaet den Daarlighed, for nogle Louisdorer at
tilkiøbe sig fortredelige Timer, at han er misfornøyet over
sin egen Daarlighed. Ak, min Søn, Spil er et vidtløf¬
tigt Capitel, og - ja, min kiere Gkand Papa, men jeg
er hiertelig træt.
Min Bestefader havde en Abe, som var den allerlum¬
skeste og verste jeg nogen Tid havde seet. Han sagde ofte,
at den Omgang med hans Abe var ham langt kierere, end
Omgangen med de Springere, som jeg havde. Thi hans
Abe skaffede ham ligesaa meget at lee ad, og naar han var
keed af at see paa dens Abekatterier, saa kunde han sperre
den ind igien i sit Buur, hvilket ikke altid gik an med Sprin¬
gerne. Undertiden betragtede han den hele Timer med en
travrig Alvorlighed, og pleyede da at sige, at dette Dyr
havde overmaade megen Liighed med Mennesket. Det var
ligesaa fuldt af Ondskab, misundeligt, underfundigt og
lumsk, naragtigt, graadigt og vellystigt, som Mennesket.
Han paastod, at dette Dyr skulde faae en menneskelig Grad
af Laster, ifald det fik flere onde Exempler at see, og kunde
forstaae Forførelsens Underviisning. Dog undskyldte han
det ihenseende til dets Feyl og sagde, at hans Abe havde
lært de fleste af sine Uartigheder af nogle Folk, hvis Om¬
gang den maatte taale. Jeg har iblant hans Papirer fun¬
det en Fortegnelse paa disse Folk, og en Historie om deres
Forvandtskab med min Bestefaders Abe, som jeg maaskee
med første vil lade trykke, efterdi den er meget fornøyelig at
læse, i sær da disse Folkes Navne staaer med fulde Bog¬
staver derudi.
Jeg har desuden faaet adskillige artige og opbyggelige
Optegnelser efter ham, som jeg maaskee efterhaanden vil
meddele Publicum til dets Fornøyelse og Nytte. Thi man
maae tiene sin Næste, sagde min Bestefader.
Karrighed.
D¬
er fortælles om Molin, en berømmelig Læge i Paris,
som var Eyer af 1600000 Livr. og døde uden Arvinger
Ao. 1755, i hans Alders 89 Aar, en Anmerkning, som er
et Beviis paa, at en meget stor Formue er for mange Folk
en tilstrekkelig Grund nok, til at fortære desto mindre. En
Mand, som man endnu maatte kalde noget mere, end en
Occonom, og som selv var stolt derover, hørte, at Hr. Mo¬
lin endnu overgik ham i dette Stykke, og besøgte ham der¬
for en Vinter Aften Klokken otte. Han fandt ham i et
røget Kammer, ved en liden Lampe, som man ikkun net op
kunde see. Jeg har hørt, min Herre, sagde han til ham,
at intet Menneske i Verden forstaaer Huusholdningen bedre,
end De. Jeg forstaaer og noget deraf; men jeg ønskede,
at jeg endnu forstod noget mere af Oeconomien, og at De
vilde være saa god, at undervise mig derudi. Kommer
De ikkun derfor, svarede Molin gandske koldsindig; vær
saa god og sid ned, i det samme udslukkede han sin Lampe,
og sagde: Vi behøver intet Lys, for at see, hvad vi taler;
thi desto mindre bliver vi forstyrrede i vor Tale. O min
Herre, raabte den fremmede Gierrige, denne oeconomiske
Lection er tilstrekkelig nok for mig, og jeg seer vel, at jeg
er ikkun et Barn i Oeconomien imod dem; men jeg svær¬
ger paa, at jeg skal føre mig det til Nytte. Dette sagde
han og listede sig ud af Kammeret.
Dersom denne Anmerkning er sand, saa seer man i
denne Læge et Beviis paa, hvor meget Mennesket kan imod¬
sige sig selv, og være et Miskmask af Dyd og Laster.
Den Mand, som ey kom til Folk igien, naar man ey be¬
talte ham hver Visite, var dog meget ædelmodig i at un¬
derstytte Fattige, uden at han nogen gang vilde lide, at
man takkede ham derfor, der er dog saa behagelig en Rø¬
gelse for vor Stolthed, og uden at han nogen Tid skulde
tale derom. Naar han gav, saa forlangte han at man ikke
skulle tale derom til nogen. Engang blev han hentet ind
i et Kloster til en ung Nonne af høy Stand, men som var
meget fattig. Man aabenbarede denne Omstændighed med
Bævelsel, af Frygt for, at han efter hans Sædvane ey
skulde komme igien. Men han giorde det dog, og lod hos
den Syge et Papir blive liggende med 10 Lovis dors udi,
paa det at man med endeel deraf kunde betale ham, og at
Opvartersken ikke skulde merke noget til den Syges Fat¬
tigdom.
Ædelmodighed.
D¬
en bekiendte Engelske Læge Mead, som døde 1754 har
viist et stort Erempel paa Ædelmodighed. Den be¬
rømte Dr. Freind, som døde 1728, og var Dronningens
af Engelland første Liv=Medicus, han havde som Parlements
Medlem meget haardt angrebet Ministerium. Man klagede
ham derover an for Majestætens Fornærmelse, og lod ham
sette i Tower. Et halvt Aar derefter blev Ministeren syg, og
lod hente Mead, hvilken, da han havde underrettet sig om
Sygdommen, at han lovede ham nok hans Sundhed igien,
men han vilde ikke ordinere ham et Glas Vand, dersom Hr.
Freind ikke blev befriet ud af Tower. Ministeren, som nogle
Dage derefter befandt sin Sygdom at blive verre, lød bede
Kongen, at Freind maatte komme paa frie Fod. befalin¬
gen dertil blev udstædet, og den Syge troede, at Mead skulde
nu begynde Curen; men han vilde ikke ordinere det allerrin¬
geste, førend hans Ven var kommen paa frie Fod. Da det
var skeet saa begyndte han Curen, og Ministeren blev frisk
inden kort Tid. Samme Aften bragte endnu Hr. Mead Hr.
Freind omtrent 5000 Guineer som han havde faaet af hans
Syge i den Tid han var i Fængsel, og nødte ham til at tag¬
imod dem da han dog selv kunde beholdt dem paa en retfærdig
Maade, da de egentlig vare en Frugt af hans Arbeyder.
