1769
Fruentimmer= og Mandf. Tidende. 
No. 38
Noget om Forlovelser.
F¬
or at kunde skrive om Forlovelser, har jeg giort mig
al opænkelig Umag, for at kunde blive ret dygtig til
saa vigtig en Sag. Jeg blev en Tilskuer, en ret
opmerksom Tilskuer. Jeg anmerkede alle de Forlovelser,
om hvilke det ikkun var mig mueligt, at faae nogen Efter¬
retning; jeg Undersøgte deres Hensigter; deres Fuldførel¬
se og alle Bie=Omstændigheder, forat udvælge de Beste til
Exempler, og af deres velsignede Fuldførelse at trekke al¬
mindelige Regler for de dydefulde Efterfølgere. Men hielp
Himmel, i hvad for et Vilderede er jeg bleven sat ved den
ne alt for store Opmerksomhed? Forbindelser, der ved før¬
ste Øyekast forekom mig, som de nærmeste Veye til et Jor¬
disk Paradis, syntes mig nu at være Mordergruber for den
menneskelige Rolighed og de ærbare Dyder. Aabenbare
ugudelige Forlovelser ere ofte ikke anderledes forskiellige fra
dem, der med en herlig Glands af saa synende Gode fal¬
der os i Øynene, end at de hæsligste Lidenskaber ved
disse forestiller Meuchelmordere, men ved hine aabenbare
Fiender imod Dyden. Jeg har ikke bedraget mig; jeg har
ikke ladet mig ledsage af nogen Fordomme, og ingen ra¬
sende Lidenskaber havt til Forstyrrere, da jeg giorde den be¬
klagelige Opdagelse. Jeg har ikke overiilet mig; thi allere¬
de længere end et Aar har jeg været Tilskuer ved denne ene¬
ste Scene af de daglige Skuespil. Jeg har opdaget saa
meget forfængeligt, saa meget daarligt, saa meget syn¬
digt, saa meget rasende, saa meget fæisk i denne menneske¬
lige Handling, at jeg har tusinde Grunde til at befrygte,
at disse Fordervelser ey gandske kan lade sig forbedre.
Jeg vil ikkun meddele noget af mine Opdagelser, og
saa lade mine Læsere dømme. Jeg tilbragte nemlig nogle
Timer i en Have, og havde den Ulykke, at høre nogle Fruen¬
timmers Samtale, som ikke kunde merke min Nærværelse.
Dersom jeg skulde beskrive denne Omstændighed i et Styk¬
yke for sig selv, saa vilde jeg kalde samme de hæslige Efter¬
umiddags Timer; saa meget Ondt maatte jeg høre paa
m i den korte Tid. For at giøre Fortællingen besto tydeli¬
sin gere, vil jeg nævne Fruentimmerne, men med saadanne
tli Navne, hvor over de ikke skal rødmes. Begyndelsen til
ne denne trøstelige Samtale blev gjort dermed at de sixerede en
i vis Doris med hendes Elsker Sittenfreund. Hvad? sag¬
li de den veltalende Doris: jeg skulde tage den Karl? Det
u skeer i Ævighed ikke, han er jo sammensat af lutter Mo¬
ral; jeg kunde nok lide ham i Førstningen, men da han
blev utroelig grov, og dadlede nogle Feyl ved mig, om
tl hvilke jeg endnu indtil denne Time ikke troer, at jeg har
dem: saa er det blevet mig uudstaaeligt. Jeg maae der¬
imed sige, at Hr. Ligefrem kan jeg lide, og dersom han var
af den Stand, saa vilde jeg strax gifte mig med ham.
Han er frie i sit Skiemt, og hans frie Skiemt siger mig det
uden Modbydelighed, som Sittenfreund forestillede mig
med tusende klagende Ord. Jeg merker, at han kan lide
mig; min Moder maae holde mig for at være nok saa ind¬
getogen; saa narrer jeg hende dog, og spøger mangen gang
med ham i hendes Fraværelse. Lille Narinde, faldt Cephine
hende ind i Ordene; du er endnu neppe 14 Aar gam¬
mel, og taler allerede om at giftes. Ney, saasnart vil jeg
endnu ikke give mit Hierte bort; jeg giør daglig Erobringer;
jeg lader mine Fanger forsmægte og glædes efter mit Behag.
Ægtestanden er noget ret hæsligt: hvad er der ikke for Kors,
Sorg og Smerte i samme? En Kone maae rette sig efter
hendes egensindige Mands Villie: naar saa endelig den
smudsige Børne=Opvartning kommer dertil; saa maatte jo
en Kone blive gal, og gaae fra Forstanden: Prægtige
Grunde, til at fatte Afskye for en lykkelig Ægtestand! sag¬
de Melinde, men de ere ikke efter mit Sind. Du er dog
virkelig ikke klog, at du har Afskye for en Stand, som har
saa meget fuldkomment i sig, jeg vil intet tale om den For¬
nøyelse som i og for sig selv legsager den; jeg vil ikkun tale
om Bisager. Hvad maae det ikke være for en Fornøyelse,
naar man har fuldkommen og aabenbare Magt over Børne¬
ne og Tieneste=Folkene, og hemmelig Magt over Manden?
Jeg sørger ellers ikke for, om jeg skulde faae den sidste. Jeg
har et saa insinuant Væsen, at jeg tænker at afrette min
tilkommende Mand saaledes, at han ved alle sine Foretagen¬
der først skal bede mig om Tilladelse, og derimod maae ind¬
rømme mig en fuldkommen Frihed. Hvor utvungen kan
ikke en Kone leve, naar derimod en Jomfrue maae legge
hvert Ord og alle hendes Miener paa Vegtskaalen? Jeg
gifter mig med den første den beste. Dersom jeg vilde væl¬
ge længe, saa kunde jeg blive gammel derover. Og hvad
er ikke en gammel Jomfrue for et elendigt Kreatur? Jeg
maae nødes til at gifte mig med Max, sagde den slet klæd¬
te Climene; J vide allesammen, mine kiere Systre, at jeg
er arm og fattig, og derhos endda har nogle uopdragne
Sødskende jeg seer forud, at jeg kommer til at leve et me¬
get misfornøyet Ægteskab med Max. Der er ikke en ene¬
ste Blodsdraabe i mig, som elsker ham. Men jeg holder
det for bedre, at jeg styrter mig i en Ulykke, som jeg alle¬
rede kan oversee, end at jeg gaaer og venter paa tusinde
andre, som endnu er forskrekkeligere. Det var nær ved,
at jeg havde havt en sand Medlidenhed med denne Pige,
dersom det ikke var faldet mig ind, at hun kunde maaskee
ikke være saa dydig, som hun syntes at være, efterdi ellers
den ædle Tillid til Guds Forsorg skulde have afholdet hen¬
de fra at styrte sig i en øyensynlig Elendighed. Jeg blev
understøttet i min Meening ved Fortsettelsen af hendes Kla¬
ger. Ja, sagde hun, jeg og mine Systre maatte ellers kom¬
