me til at sulte ihiel. Jeg kan ikke meget arbeyde; thi min
Natur er alt for svag (doven skulde hun have sagt) til me¬
get strengt Arbeyde. Vel har nogle Venner tilbudet sig, at
tage mine Sydskende til sig; men det syntes mig, at være
alt for nederdrægtigt. Jeg maae derfor have Taalmodig¬
hed i min Elendighed. Jeg Ulyksalige! (du lidet Troen¬
de !) Og mig gaaer det næsten ligesaaledes, svarede Phillis.
En Pige som jeg virkelig vilde have holdet for et Barn,
dersom jeg ikke havde hørt hende tale om at givtes og at
tage Mænd. Jeg skal, blev hun ved, ægte Crispin. Min
Moder finder det saa for got, og hun maae dog vel bedre
forstaae det, end jeg. Omendskiønt jeg for nærværende Tid
endnu mere haver end elsker Crispin: saa vil det dog vel fin¬
de sig og gaae an. Han giver mig de allerkostbareste Foræ¬
ringer. Han er af god Stand; det vil heller ikke klinge ube¬
hageligt for mig, naar man skal kalde mig Frue v. - - -
Det vil vel finde sig. Jeg vil nu resolvere til at gifte mig
med ham.
Jeg havde maaskee endnu kundet høre mange smukke
Jomfruelige Principia, om Hensigten at gifte sig, om jeg
ikke allerede havde faaet Ondt i Ørerne af at høre paa det
fortalte. Jeg gik altsaa bort, og i min Dom forkastede
jeg ikke saa meget disse Uskyldige selv, som meget meere de¬
res umenneskelige Forældre. Her var en Samling af vit¬
tige Hoveder, som skulde have faaet megen Forstand, der¬
som man i Ungdommen havde skaffet deres Siele flere æd¬
le Sysselsettelser. Betragter engang de unge Gemytter,
som ere anførte til Frekhed under ueftertænksomme og ublue
Tienestefolkes Hænder, og som næsten ikke har deres For¬
ældre at takke for andet, end at de af Frygt for deres Ty¬
ranniske Strænghed tier og ere stille i deres Nærværelse.
Havde man bragt dem mere ud i menneskelige Selskaber;
havde man ladet dem have meer sædelig Frihed under en
nøyagtig Opsigt; havde man forhvervet sig en virkelig Kier¬
lighed i Stedet for en slavisk Frygt; havde man gjort sine
Børn til sine Fortroelige: saa skulde man have fundet over¬
flødig Leylighed til at advare dem for de Klipper, paa hvil¬
ke de nu lider Skibbrud. Til et saa nøyagtigt selskabeligt
Venskab, som Ægteskab er, hører en nøyagtig Gemytter¬
nes Prøvelse og Kundskab.
Jeg veed altsaa ikke, med hvad for sædelige og dyde¬
fulde Grunde, at det kan undskyldes, naar man ligesom
indspærrer de unge Fruentimmer i et Serail, og lader dem
neppe faae Solen at see, men allermindst at komme til at
omgaaes med unge Mandspersoner. Mueligt skeer det af
den Aarsag, fordi deres Forældre i deres Ungdom kunde
ingen Person see af det andet Kiøn uden derved at synde.
Formenentlig forsigtige Forældre! eders Børn bedrager eder.
Arten vanslægter ikke. Lader dem komme ud af Fængselet,
paa det at man kan lære at kiende Gemytterne og prøve
dem. De ville begaae Feyl i eders Nærværelse, og J vil¬
le faae Leylighed til at sige og aabenbare dem deres Feyl
med Kierlighed. De ville fatte en Tillid og Fortrolighed
til eder; og ved denne Fortroelighed ville J naae den Hen¬
sigt, som J ikke kan tvinge ved Tyrannie. Nok et! der¬
som Climenes Forældre havde ret forklaret den første Arti¬
kel for hende, saa skulde hun ikke have mistvivlet om Guds
Forsorg - Saaledes tænkte jeg omtrent, da jeg gik ud
af Haven ind i et Huus hvor jeg søgte min Ven Hr. Got¬
hierte. Jeg fandt ham i et Selskab af muntre og mesten¬
stendeels ugifte Mandspersoner. Han forekom mig gand¬
ske travrig og nedslagen; og uagtet ban vilde skiule sin Trav¬
righed, saa røbede dog hans heele Gestalt hans indvortes
Kummer. Jeg spurgte ham, om den sande Aarsag til hans
Bedrøvelse. En anden svarede i hans Sted: Den Nar! han
er vel i Stand til at gremme sig ihiel. Han har mistet en
Pige som han elskede overmaade meget. Er det vist spurg¬
te jeg: ja, svarede Gothierte: min allerkiereste Daphnis
er bleven mig utroe. Men hvorfor beskylder jeg denne Uskyl¬
dige? Hun kan ikke bedrage; hun er Dyden selv; hun er
billig og retfærdig. Man har tvunget hende til, at begeg¬
ne mig koldsindig. Ak, dersom man ikkun havde ladet mig
beholde min redelige Daphnis til Veninde; men man har
endog giordt sig Umeg for, at giøre hende til min Fiende.
Jeg Ulyksalige! der reyste sig en lydelig Latter over min
Vens Klager; og næsten hele Hoben fældte paa samme Tid
den Dom, at Gothierte var ikke betænksom nok, i det at
han bar sig saa ynkelig ad, der par jo flere Piger til i Ver¬
den. De har ret, mine Herrer, svarede jeg, der gives man¬
ge Fruentimmer; men ved den nærværende Opdragelses
Maade at finde en dydig, fornuftig og tro Veninde, det
er en Lykke som et fornuftigt og christeligsindet Menneske
umueligt med saa ligegyldigt Gemyt kan tabe. Jeg mer¬
kede en spodsk Latter af de fleestes Ansigter. Darimant
som syntes mig at være den fornuftigste iblant de Ufornuf¬
tige, svarede mig endelig: Min Herre! det maae dog ikke
have været Guds Villie, at Gothierte skulde have havt
Daphnis? Kiere Dorimant! sagde jeg: Vi bedrager os me¬
get, naar vi altid ville skyde Udfaldt af en saa vigtig Sag paa
det, at Skaberen vil eller ikke vil samme; Guds Villie kan
baade forhindres og befordres ved Menneskene. Gud tillader
og undertiden noget til vor Prøvelse. Her gielder ikke denne
Udflugt, svarede Leander: Gothierte har skilt sig selv ved sin
Veninde; han har for Tiden formeget ladet sig merke med, hvor
kier og værdig Daphnis var ham, og det har givet Misundere
Leylighed til, at skille ham ved hans Skat. Og hvad havde jeg
da skuldet giøre, faldt Gothierte ham ind i Ordet: Skulde
jeg have været ligegyldig imod en Person, som fortiente heele
Verdens Høyagtelse. Hele Verden maae vide en saa reen, ædel
og uskyldig Tilbøyelighed. Men du har seet, hvor skadelig den¬
ne Fordom har været dig blev Leander ved. Jeg kan for¬
sikkre, dog uden at brovte deraf, at jeg har fleere end
een Kiereste, og ikke et Menneske i heele Huuset, maae
mærke det, at jeg har dem; jeg bedrager Forældre, Mænd,
Brødre, Tienestefolk; jeg bedrager dem allesammen; den,
som jeg virkelig tænker til at gifte mig med, maae selv ikke
vide det, at jeg elsker hende saa høyt frem for de andre.
Jeg begegner hende ofte meget ømfindtlig, og hun maae dog
først give efter og føye mig (Det er en nye men meget almin¬
delig Mode at erobre Hierter paa!) Hun er meget fattig,
men just derfor tager jeg hende; hun maae da arbeyde hos
mig, som en Pige; Hun maae ikke giøre mig nogen suur
