Mine; hun maae bifalde alt, hvad jeg foretager mig; hun
maae paa ingen Maade indskrænke min Villie. Alt hvad
jeg vil, det maae hun giøre; thi jeg giør hende og hendes
lykkelige. Og hvor ville Folk ikke ophøye og giøre stort
af mit Giftermaal? See, ville de sige til hinanden, det
Menneske vælger ret ædelt! og saaledes faaer jeg ved mit
Giftermaal Frihed og Berømmelse. O du enfoldige Stak¬
kel! sagde Hr. Gierrig Aand: For en Smule Berøm¬
melse vil du giøre dig Livet suurt? Ney, jeg tager mig den
gamle halvblinde Frue Schartalin, og vil dog beholde min
Frihed. Hun kan ikke leve mange Aar, og siden kan jeg
giøre Figurer med hendes haarde Dalere. Mig kommer
det ikke an paa et Par lumpne Daler Penge, sagde Ære¬
kier. Jeg gifter mig for Standens Skyld. Jeg er her
endnu en Fremmet, og maae altsaa have Forvandtere, som
kan skaffe mig Ære og Credit. Hvo som har Paven til
Ven, kan let blive Kardinal. Det er altsammen Narre¬
rier, sluttede endelig Verdslig. Jeg seer paa Fornøyelse
ved Giftermaal. Rosemunde skal være min Kone. Er
hun ikke ret en i Kiød indklædt Engel? Er du ikke bange
for, at faae Svogre, spurgte Leander. Naar jeg kun ikke
veed det, svarede Verdslig, saa har det intet at betyde;
jeg har dog den Fornøyelse, at Folk siger: Den Mand har
den smukkeste Kone i hele Byen! jeg nyder daglig hendes
skiønne Omgang, som en anden maae forhverve sig med
Fare, Møye og Bekostning.
Jeg er endnu langt fra ikke færdig med de smukke
Dommes Fortælling, som jeg har hørt en eneste Aften.
Skulde jeg fortælle det altsammen, som jeg har anmerket
i et heelt Aar: saa skulde jeg ret spænde mine Læseres Taal¬
modighed paa Torturen Dette lidet kan overbevise dem
om, at iblant hundrede Forlovelser har neppe et eneste Par
den rette og redelige Hensigt. Dog jeg settter, at der endnu fin¬
des nogle, hvis Hensigt ved Giftermaal er ikke saa gandske for¬
kaslelig saa betiener dog den allermindste Deel af disse faa sig a
de rette Midler til at forhverve en Kierestes Hierte. De flee¬
ste Mandspersoner søger, at vinde deres Skiønne ved overdrev¬
ne Smiggrerier og blindende Foræringer, og giøre sig derved
til bekymrede Mænd. Naar Foræringer ophører, og der paa
Smiggrerierne følger Feyls Bebreydelser: saa bliver Kierlig¬
heden kold; Skulde det ikke være bedre, at man i Forveyen
før lod sin Kiereste haabe noget mindre, end alt for meget Go¬
de af sig? Andre Mandfolk stikker sig bag ved en Rode Kobler¬
sker; endnu andre ville tvinge deres saa kaldede Lykke. Og
hvo er saa veltalende, at han kan opregne os alle de Narreri¬
er, som gaaer for sig ved Trolovelser? Hvad bruger Qvinde¬
kiønnet ikke for Vaaben, for at bemægtige sig vore Hierter?
Prægtige Klæder, tvungne Miener, en artig Neyelse, og et
knipsk det stod mig nok an, ere de sædvanlige Midler, hvor¬
ved de fleste ville erobre. Mange anstiller sig som de vare Engle
og holder det for en Synd at takke en Mandsperson. Andre
lader sig dagligen tre og flere gange see i Vinduet, kommer
paa alle Steder, hvor man kan være opmerksom. De kommer
for at see, og lade sig see. De viser os alle deres Skiønheder.
Endnu andre vide tusinde Veye, at lade sig tilbyde paa en
Maade, som synes uskyldig. Alle handler ubillig. Lode de
gode Børn os see en ukunstlet Fromhed, en reen Sædelighed,
en dydefuld Frimodighed, en behagelig Alvorlighed, uden
Dekke og Sminke: saa skulde intet ædelt Hierte være sikker
for deres Seyervinding. Boede i deres Hierter den rette
Ærbødighed for Gud og den sande Religion, saa skulde man
med Gud begynde de Foretagender, paa hvis Udfald vores¬
timelige og ævige Vel beroer. Man skulde derhos ikke blot
bede af Sædvane, men af Andagt. Og Gud skulde være
alt for barmhiertig til, at han skulde lade saa ædelsindede
Siele geraade i nogen Elendigheds Vildfarelse. Ægtefolk
skulde da fælleds tiene Gud bære fælleds Byrde med hinanden;
opdrage nyttige Børn for Verden; og kort sagt, være beha¬
gelige for Gud og Menneskene. Kierlighed er en meget men¬
neskelig Lidenskab, det er, den passer sig for denne ophøyede
Skabnings Værdighed, som vi kalde Mennesker. Meget
faa, jeg maatte næsten sige slet ingen kan undflye deres Magt.
Det er en Lyksalighed, naar man lærer at føre sig denne
alle Lidenskabers Moder til Nytte, overeensstemmende med
Skaberens Hensigt!
Læseren maae nu selv dømme af de foregaaende For¬
tællinger, om det er rimeligt, at fornuftige Forestil¬
linger kan finde Gehør hos de Elskende? Jeg bliver ved
mit Forset og tier. Maaskee jeg har og allerede skrevet
for meget.
Fætteren.
Johan kunde ikke leve. En Hverdags Historie.
(Den har jeg taget af et udenlandsk Ugeblad.)
Dohan, har du sagt til Portskriveren, at han skal her¬
efter lukke sine Øyne op, og ikke saa blindt hen holde Løgne
under Guds Ledsagelse, jeg mener Kiøbmændenes Fragt¬
Breve, for Sandheder?
Ja, Hr. Krigsraad, men de Folk maae og leve, og
efter det bekiendte Ordsprog -
Jntet Men, min gode Karl; det vil jeg udbede mig;
og endnu mindre Ordsprog, om de endog vare af din stemplede
A BC=Bog. De ere mig mere forhadte, end de Juridiske
Regler, og du veed allerede af Erfarenhed, at sligt ikke bli¬
ver gotgjort i Kammer Etaten.
Ja, ja, jeg siger jo intet andet, end at Manden kan
ikke leve af de 100 Rdlr., som han har om Aaret; og naar
han lukker sine Øyne for vidt op, saa lukker Kiøbmændene
deres Pung til.
Allerede igien en Sententz. Men veed du vel og,
Johan, hvad det at leve er? At leve er, ja at leve er, at
man lever. Men hvorledes? det er Sagen. Feldtmar¬
skalken klager, at han kan ikke leve; Krigsraaden kan ikke
leve, Portskriveren kan ikke leve, og maaskee du kan heller
ikke leve af de 10 Rdlr. som jeg giver dig i Løn om Aaret.
Det er mig at leve et Liv det, hvoraf Slutningen altid er,
vi maae blive Bedragere. Om jeg befordrede dig til Port¬
skriver, som er dog dit høyeste Ønske; saa skulde du jo heller
ikke kunde leve?
Vist nok ikke, Hr. Krigsraad; men jeg havde dog
bedre Levlighed da, til at bruge mine fem Sandser, end
