jeg for nærværende Tid har hos dem. Naar jeg paa saa¬
dan en Post ikkun lukker mine Øyne engang til om Dagen,
saa staaer jeg mig langt bedre, end naar jeg baade Nat og
Dag gloer allersterkest hos Dem.
Og dog alligevel, du maae troe mig paa mine Ord,
vil du ikke kunde leve. Kongen hørte engang, at en Gartner¬
Dreng besværede sig over, at han ikke kunde leve. Han
giorde ham derpaa til sin Hof=Gartner; men han kunde
atter ikke leve. Han kom som Secretair ved Have=Cancel¬
liet; han kunde endda ikke leve. Han blev endelig Over¬
Jntendant over alle Haver og Lyst=Slotte; og nu meente
Fyrsten, at han skulde gandske vist kunde leve. Men ney;
Bob, saa heed han, holdt nu Heste og Vogn; han havde
Tienere; han holdt Taffel og spillede, ret som han havde
giort store Leverancer; og da hans Herre spurgte ham, om
han nu kunde leve: saa gav han ham til Svar: Ak! naa¬
digste Herre, Stadsen udfordrer nu omstunder saa meget;
der hører saa meget Overflødigt til det Nødvendige; man
bliver saa lidet agtet, naar man ikke lever og fører sig op
efter sin Rang; disse Koner ere saadanne kostbare Popper;
og naar man vil opdrage sine Børn efter sin Stand, saa
Udfordrer de saa meget, at det er umueligt, ja plat umue¬
ligt, som Jntendant, at komme ud om Aaret med 2000
Rdlr. - - Jeg vædder, Johan, du skulde og blive
Bob, eller maaskee Hr. von Bob, naar du først havde væ¬
ret Portskriver i et Par Aars Tid.
Det kom paa en Prøve an, Hr. Krigsraad. Jmidler¬
tid er det dog saa got som en stemplet Sandhed, at naar Visi¬
tørens Kone gaaer med en sort Saloppe, saa maae min tilkom¬
mende Kiereste, som Porteskriver=Madame i det mindste have
en af groff=Beaute.
Just saaledes philosopherede Bob og. Men veed du
ogsaa vel, hvad han sagde, da han i Tugthuset maatte leve af
hans Hænders Arbeyde? Har jeg ikke altid været en erkedum
Nar, at jeg net op har udvalgt mig de største Narre til Møn¬
stere! Jeg tænkte altsaa, min gode Johan, at omendskiønt
Visitør=Konen var lidt gal: saa skulde dog den tilkommende
Portskriver=Madame besidde Forstand nok, til ikke at strekke
sig længer, end hendes Overdyne naaede. Men du giør vel
best i, at du opsetter Giftermaalet endnu en Tidlang; thi nu
omstunder er det virkelig Konerne, som bringer deres Mænd i
Tugthuset; og du kunde desuden let komme der, om du lukte
Øynene alt for ofte til.
Ak, Hr. Krigsraad, det har gode Veye. Hvem Kongen
giver et Embede, ham giver han og Leylighed til at leve; det
udfordrer billighed, Retfærdighed, og som er det Fornemste,
hans egen Jnteresse. Thi hvo som ikke lønner got, bliver heller
ikke got tieut og opvartet.
Nu ikke et Ord mere, jeg gider slet ikke hørt paa det
Sladder. Din Broder er Klokker paa Landet; han ringer
tre Gange om Ugen. Han har altsaa et Embede, og nu skal
Embedet ogsaa føde ham? Det skulde være noget forskrekke¬
ligt. Naar Tienere, som maae opofre hver Time om Dagen,
ja endog mangen en Time om Natten, for deres Herrer, for¬
drer af deres Herre, at han skal give dem saa meget, at de kan
leve, efter den Stand, hvorudi han setter dem: saa er deres
Fordriag billig. Men at den Mand, som hver Maaned giør
Herren et Par Skoe, vil strax leve af disse tolv Par Skoe, det
er utaaleligt.
Maae jeg sige Dem, Hr. Krigsraad, min forrige Herre,
en Borgemester, sagde ligesaa. Hvoraf, sagde han til den
forrige Præsident, maae jeg, hvoraf maae saa mange Raad¬
mænd leve? Vi ere ikke, ligesom saa mange besoldede Tienere,
satte paa Foer hos det almindelige Væsen. Ney, Borger¬
skaber har fra Arrilds Tid havt gandske andre Grundsetnin¬
ger. De udvælger bemidlede Folk til Borgemestere, og for¬
drer af en Raadmand, at han skal leve af sin Flid. De beløn¬
ner dem med Ære, med Høyagtelse og med Kierlighed. Det
er deres Besoldning; det ene Aar ligesom det andet; og det
er den beste Besoldning for enhver retskaffen Mand. De store
Herrer har giort ilde deri, at de til alle almindelige Forvaltnin¬
ger har antaget lutter besoldede Tienere, som allesammen kla¬
ger, at de ikke kan leve; og ikke vide, hvorledes de ville leve.
En Tidlang har disse Tienere bragt dem plus over plus, men
til Slutning tager de plus over plus bort igien, og Herren har
ikke meere tilovers, end han tilforn havde tilovers. Men det
skader dem intet; efterdi de ofte antager de sletteste Folk til
deres Tienere, og siden ophøyer deres Tienere over alle andre,
og ubillig setter dem neden for, der har ingen andre Besoldnin¬
ger, end deres Medborgeres Kierlighed og Velsignelse.
vort Borger=Raad bliver ingen andre antagne; end Boesid¬
dende og velhavende Folk, som derhos ere af Anseelse. Stads¬
Betieningerne ansees som Omgangs-Byrder, hvilke enhver
efter sin Orden maae paatage sig at bære. Jngen bliver be¬
soldet. Besoldninger ere for Underbetienterne, som har ingen
Deel i vor Ære. Og vi besolder Underbetienterne, i sær Un¬
derfogden og Visitøren, paa det knappeste, paa det at disse Folk
ikke skal have for megen Tid til at pønse paa og overlegge, men
ved Gravning, Spinden og Arbeyde maae forglemme, hvor
meget de kan skiere og beklippe Borgerne, naar de ville søge alle
Ting paa det skarpeste, og giøre Skæver til Bielker. Dersom
saadanne Folk havde saa megen Besoldning, at de kunde leve
deraf: saa skulde de blive ørkesløse Spioner, og ikke sørge for
det almindelige Beste, men blot for deres egen Casse. Saa
sagde min forrige Herre, Borgemesteren, til den salig Præsi¬
dent. Og jeg har siden ønsket, at være en bemidlet Mand,
det veed den kiere Himmel.
Er din Præken ude, Johan? Nu, saa gak da hen, og
siig til Portskriveren, at Kongen har i Naade entlediget ham
fra hans Tieneste, og sat Dig igien i hans Sted.
Hvo var mere fornøyet, end Johan? Han blev Port¬
skriver og kunde ikke leve. Han givtede sig med Frue=Krigs¬
raadindens Kammer=Jomfrue, og kunde dog ikke leve. Han
lukte Øynene to Gange til hver Dag, og kunde dog ikke betale
alle de Salopper af grotz=Beaute, som hans unge Portskri¬
ver Madame brugte. Hun giorde ham til Hanrey, og alt det
uagtet kunde hun heller ikke leve. De kom begge to tilsidst i
Tugthuset. Nu kunde de leye.
