1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 39.
Noget om Selskabelighed efter
Moden.
J¬
hvad vil det sige, som man nu omstunder kalder: at
være Selskabelig? Er det ikke det samme, som:
at giøre alting med? Jeg tvivler ikke paa, at den¬
ne Beskrivelse jo har god Grund. Hører man ikke en og
anden at udraabes for uselskabelig i de fleeste Selskaber, just
fordi at han ikke giør alting med? Hvorfor bliver Eusebius
utaalelig for de fleste Selskabelige efter Moden? just for¬
di han ikke er lystig med dem. Han taler om intet uden
gudelige Ting; han vil giøre andre dydige. Han giør sig
en Samvittighed over at lee høyt. Han kaldes en Hoved¬
hænger og Særfindet, derfor vil man intet have med ham at
bestille. Hvorfor? Fordi han er uselskabelig. Hvorfor li¬
der man ikke gierne Fabius om sig? Fordi han taler om
Ting, som kan forbedre, og skaffe Viisdom. Han ophol¬
der sig meget længe ved een Ting, og kan i hele Timer ind¬
til Ekkelhed tale om det samme. Hvorfor holder man ikke
Crispin for noget Selskabeligt Menneske, Han er for alvor¬
lig. Han spøger og skiertzer ikke. Hvorfor bliver Richard
anseet for uselskabelig? Fordi han ikke engang kan taale et
Glas Viin. Han duer ikke i Selskab, fordi han ingen To¬
bak kan røge. Han kan ikke meget spiise; han taler ikke
meget &c. Hvorfor er Troels saa ukierkommen i Selskaber?
Fordi han siger Sandhed, og taler ikke Ondt om nogen.
En anden er der for undstaaelig, fordi han intet Nyt ved
at fortælle. Men hvorfor er derimod Galen saa kierkom¬
men og elsket af enhver? Fordi han spøger og skiemter,
og kan lee med, hvor der lees. Hvor man græder, der
græder han med. Men han veed og i rette Tid, at brin¬
ge Folk til at lee. Han spiser, han drikker med; han sid¬
der hele Nætterne med andre. Han veed immer noget Nyt
at fortælle. Tiden bliver en ikke saa lang hos ham &c.
Derfor kaldes han Selskabelig. Hvorfor er Damoet saa
elskelig og kierkommen hos Silvia, hvorfor giver hun ham
Fortrin frem for andre Hyrder, Fordi han giør alting med.
Han græder, naar hun græder; og han leer, naar hun leer.
Han spiser, naar hun spiser; og han kan fordrage alt, hvad
hun fordrager. Hvad hun ikke gider spise, det smager ham
ikke heller. Han røger vel Tobak, men han kan og lade
det blive, for at behage sin Skiønne. Han bliver sidende
hos hende, saa længe hun giver ham Tilladelse dertil. Han
efterkommer hendes befalinger paa det allernøyeste. Han
lader sig see paa bestemte Timer. For at befalde hende,
foragter han alle andre Schifferinder, og derfor kaldes han
et Selskabeligt Menneske.
Naar man nu overveyer dette vel altsammen, saa
skal man give mig ret, naar jeg siger, at det, at leve sel¬
skabelig, vil ikke sige andet, end at giøre alting med. Det
er derfor et selskabeligt Menneske, som giør alting med,
for at befalde et Selskab, som græder, hvor andre græder,
leer, hvor andre leer, bejaer hvad andre erklærer for ret,
og tvertimod aldrig nægter det, som andre nægter. Hvad
andre berømmer, det berømner han og. Hans reyser sig,
naar andre reyser sig. Kort sagt: hvad andre igiør, det
giør han med. Hvad hele Selskabet efterlader, det efter¬
lader han og. Retter han sig nu efter andres Exempel,
saa er han en fuldkommen og selskabelig Mand.
Man skulde mene, at der udfordredes ikke nogen stor
Møye til at efterkomme denne Pligt, og at der behøvedes
heller ikke megen Videnskab til at lære den Kunst, at være
ret selskabelig. Men jeg paastaaer ikke uden Grund, at
Selskabelighed efter Moden forudsetter alligevel adskillige
vigtige Stykker, men i særdeleshed Klogskab, Duelig¬
hed og Erfarenhed.
Klogskab efter Moden (thi jeg beskriver alting efter
den nærværende Mode) er ikke andet, end at man under
Skin af det der er ret, efter andres Exempel er betænkt paa
Midler, til at opnaae visse Øyemed, og derfor trøstig ryd¬
der alle Forhindringer af Veyen: Naar man giver Agt paa
alle Tidens, Stedets og Levlighedens Omstændigheder, for¬
at naae sit Øyemeed. Den handler klogelig, som tænker
paa Hensigter, de maae være hvorledes de ville, naar de
ikkun tykkes ham at være gode og nyttige. Til sammes
Opnaaelse betiener han sig af visse Midler, de maae være
retmæssige eller uretmæssige, nok, naar de ere tilstrekkelige.
Han rydder Forhindringer af Veyen, om det endog skulde
skee til en andens Skade. Han merker Tiden, naar det
gaaer ret an. Han veed at føre sig Stædets Fordeel ret
til Nytte. Han lader den Leylighed aldrig gaae sig af Hæn¬
der, hvor han kan skaffe nogen Nytte." Han pønser
paa, hvorledes han best kan opnaae sine Hensigter.
Og denne Klogskab maae enhver iagttage, som vil
leve selskabelig. Vil han naae sit Øyemed, at være lystig;
saa maae han søge saadanne Stæder, hvor det gaaer lystigt
til. Daarligt skulde han handle, dersom han vilde søge
at opnaae sit Øyemeed hos bedrøvede Folk. Vil han høre
noget Nyt, saa maae han søge saadanne Steder, hvor hans
Begierligheder kan blive stillede. Vil han blive stor ansee¬
lig og formuende, saa maae han pleye Omgang med saa¬
danne Personer, hvor han kan opnaae sine Hensigter! Men
hvo indseer ikke, at der til saadan vigtig Sag ogsaa udfor¬
dres Duelighed?
Men hvad er Duelighed? Intet andet end den Dyg¬
tighed, efter hvilken man i al Hast kan giøre sig tek¬
kelig for andre. Det er en flink duelig Mand, som sid¬
der ret i alle Sadle, som er hurtig og bereedt til at tiene, til
at give allehaande Anslag, som hurtg veed at udføre og iverk¬
