sette et eller andet, og er i Stand til at fuldbringe. Ting,
om de endog synes at være nok saa daarlige og galne. Man
kan ikke giøre det daarligt og galt nok for den nu om¬
stunder værende Verden. Jo dummere, jo behageligere.
Jeg undtager herfra alle ærlig Biedermænd og ægte Ver¬
dens Borgere, der har en Afskye for de Ting som strider
imod Ærbarhed. Men hvo som vil leve efter Moden, og
passere for et skikkeligt Menneske, den maae have forbemelte
Egenskaber ved sig. Er han ikke snoe, ikke hurtig, veed
han ingen Finesser at giøre, intet at angive, kan han ikke
tale Folk efter Munden, er han tvertimod langsom, (jeg
vil sige, dersom han betænksom overlegger en Sag, at den
ikke strax kan komme til Endelighed,) har han en Afskye
for listige Rænker; saa heder det: det er et enfoldigt Stak¬
kel; det Menneske har ingen Duelighed.
Hvad jeg her kalder Duelighed det pleyer man ellers
at kalde Conduite. Men der fattes saa meget derudi, at
man vilde forstaae en ægte Mennesketekkelighed derunder,
at man meget mere maae forestille sig det, som er tvertimod.
Et Menneske kan være uhøflig, og dog derhos et dueligt
Menneske, som er fuldt af Conduite: naar han ikkun veed
at stille sig saaledes an som andre, saa maae han mangen
Gang lade en haard Streg løbe med ind imellem. Be¬
dømmer man meget strængt, saa heder det: Det Menne¬
ske har vel ingen synderlig Conduite, men han veed meget
got at skikke sig. Eller: han har vel ingen Conduite, men
han er smukt selskabelig. Jeg har med mine egne Ører
hørt saadanne Bedømmelser.
Endelig maae man og have Erfarenhed, naar man
vil leve selskabelig. Og denne faaer man ved andre Men¬
neskers flittige Betragtning, som veed at leve selskabelig, og
som kan tiene os til Mønster. Men man faaer den først
ved Tidens Længde. Et Menneske kan ikke paa eengang
blive saa selskabelig, som Verden vil have ham; der udfor¬
dres Tid dertil, og en bestandig Omgang med ligesaa sæ¬
delige Mennesker. Tager man nu sin Klogskab og Duelig¬
hed til Raads derved saa vil man blivr vaer hvad der befal¬
der den og den, hvad han gierne gider havt, og hvorledes
man allerbest skal insinuere sig hos ham. Et selskabeligt
Menneske maae lære at kiende enhvers Temperament, paa
det at han kan begegne enhver efter sine Affecter. Men der¬
til udfordres Tid. Naar han nu har lært denne Kunst,
saa kan han faae Berømmelse for at være et selskabeligt og
fuldkomment Menneske.
Men hvo som nu vil lære det ret af Grunden, den
maa iggttage visse Regler. Jeg setter forud, at saadant et
Menneske maae rette sig efter andres Genie og Exempel, paa
det at han kan giøre det ligesom andre, og for alting ikke handle
imod nogen. Men jeg setter, at der skulde være Partier i et
Selskab: saa forstaaer det sig selv, og Klogskab tilsiger ham det,
at han maae holde med det største og mægtigste Partie.
Hvo som nu vil lære den Kunst, at leve ret selskabe¬
lig og efter Moden, den maae
1) Jngenlunde straffe nogen Feyl hos andre, som
han er i Selskab med og bliver vaer. Det strider imod
Selskabeligheds Øyemed. Man samles jo ikke, fordi man
vil forbedre Sielekræfterne og giøre sig lykkelig? Hvad ud¬
retter man med Bestraffelser? Sandhed fortiener Had.
Hvor der er Hid der er ingen Enighed imellem Gemytter¬
ne. Hvor der ingen Enighed er, der er ingen Kierlighed;
og følgelig ophører Selskabeligheden. Meget mere maae
man slet ingen Feyl opdage; eller om der jo skulde blive
opdaget nogen Feyl, enten af den Person, som selv har be¬
gaaet den, eller uformodentlig af andre, saa maae man
ikke allene paa alle muelige Maader undskylde samme, men
endog retfærdiggiøre den, saavidt man kan. At undskyl¬
de Feylene, skulde endnu ikke være nok, thi det giør des¬
uden alle Christne; men man maae endog prise dem høyt,
saasom Dyder. Hvad er det, som vedligeholder Damon
i hans elskelige Calistes Gunst, Han finder ikke en eneste
Feyl ved hende: Jntet uden lutter Dyder, lutter berømme¬
lige Gierninger. Han veed at rose og udraabe hendes Ød¬
selhed under Navn af en vidt berømt Gavmildhed, hendes
Hovmod for en roesværdig og anstændig Ærekierhed, hen¬
des unyttige Taler for en behagelig Veltalenhed. Dersom
han vilde dadle hende derfor, saa skulde det i Øyeblikket væ¬
re ude med hendes Kierlighed; og dersom han skulde miste
hendes Kierlighed, hvad vilde det arme Menneske da leve
af? Han berømmer altsaa hvad han kan hos hende. Hvor¬
for er Tartuffe saa elsket? Derfor, fordi han taler de Vel¬
lystige Smukke efter Munden. Spørger Dorimene ham,
om det er tilladt, at elske nok en anden, foruden hendes
Hyrde? I Øyeblikket veed han da strax at gotgiøre det for
hende, baade af Naturen og Skriften, at det ikke allene er
tilladt men endog billigt, at elske alle Mennesker, og det
ydermere oprigtigt. Man maae foruden sin Hyrde endnu
holde sig en anden, og være samme hengiven med en besyn¬
derlig Kierlighed. Dog alligevel maae man fastsette visse
Skranker og Grader. Og da roser nu Tartuffe alt hvad
hun giør. Derfor hører hun ham gierne, og han har selv
sin Fordeel deraf.
2) Hvad som bliver roest af andre, maae man roese
med. Hvad som tvertimod bliver dadlet, maae man dad¬
le med, i fald man ellers vil holdes for at være et Sel¬
skabeligt Menneske. Jeg vilde gandske vist ikke dele Drik¬
kepengene med Silvester, i fald han understod sig at dadle
sin Skiønne, for hendes Gierrigheds Skyld. Men han er
alt for klog. Hvorledes kalder han da sin Kierestes Gier¬
righed? En roesværdig Sparsommelighed. Derimod maae
han hielpe til over alt at udraabe Doris Gavmildhed som
en Ødselhed. Thi da hun gierne meddeler de Fattige, og
det i Overflødighed, saa heder det: hun kaster alting bort;
hun ødelegger for meget; hun er ingen Huusholderske. Naar
man vil giøre alting med, saa maae man
3) Lee med, naar Selskabet leer. Hvorfor er Cli¬
tander saa utaalelig for Silvia? Fordi det er ham ikke
mueligt, at lee ad alle Ting. Han har en Afskye for den
hyppige og syndige Latter. Det er altsaa intet Under, at
han intet bifald faaer. Han kaldes en Hovedhænger, en
Grillenfænger, et egetsindigt og knorvorent Hoved. Han
duer derfor slet intet i Selskab. Derimod treffer Coridon
