det langt bedre hos hende. Han slaaer en afskyelig Latter
op, saasnart der bliver fortalt noget løyerligt og eventyrligt.
Klogskab udfordrer, at man retter sig efter andre Fol¬
kes Genie. Gives der nu Folk, som ere bedrøvede, saa
skulde det ikke skikke sig, at komme frem med Narrepudse¬
rier. Derfor maae man
4) Græde med de Grædende. Naar Phyllis tænker
paa hendes forrige lykkelige Tilstand, og sammenligner den
med den nærværende: saa kan hun ikke bare sig for Graad.
Skulde nu det ikke være daarligt handlet, om Thyrsis vilde
lee, naar Philis græder? Ney, han græder med, og giør
det endnu meget verre, end om det ikke skulde være hans
Alvor. Og det behøver heller ikke at være hans Alvor;
thi hvor længe varer det vel, saa forvandler hendes Graad
sig til Latter. Phyllis er tilfredsstillet igien; hun er for¬
nøyet, og Thyrsis ligesaa.
5) Hvor der bliver skiemtet, der skiemter en Selska¬
belig med. Han hører ikke allene med megen Fornøyelse
paa andres Skiemt, men han frembringer og selv noget
skiemtefuldt. Derved bliver han elsket, derved vinder han
andres Gunst, som derover lader ham meget ofte komme
for sig, at han skal fordrive Griller og giøre et Selskab
lystigt. Derved vinder han Berømmelse af at være sel¬
skabelig.
Naar man har Personer for sig, som ere Elskere af
Forandring: saa skulde det ikke skikke sig, om man vilde
tale alt for længe om een og samme Ting. Klogskab giver
derfor den Regel:
6) Frembring alle Slags, noget af hvert. Ophold
dig ikke alt for længe over en Ting. Fald fra et til et an
det, ellers bliver du ikke vel liidt.
7) Kommer man i Selskab, hvor der bliver spillet,
drukket sterkt, eller røgt Tobak, saa maae man giøre atting
med, ellers kan man ikke passere for Selskabelig. Saa
skulde det snart hede: Med det Menneske lader sig ikke om¬
gaaes. Han duer slet intet i Selskab. Han spiller ikke.
Han kan ikke drikke noget Glas Viin. Han røger ingen
Tobak.
8) Dersom man var i Selskab med ekle Fruer, om
hvilke en Digter har sagt: Lad hver ekkel Frue for Tobak
kun grue: saa maae man her rette sig efter dem, skye To¬
bak, saafremt man ikke vil paadrage sig deres Had.
Jeg har allerede forhen erindret, at man ved at sige
Sandhed kan paadrage sig Had Det som er tvertimod
Sandhed, er Løgn, (thi at fordølge Sandhed, finder her
ikke Sted,) følgelig maae en Selskabelig
9) kunde ret skiere op, ret ligesom at det var pren¬
tet for ham. Jeg setter endog, at een giorde det saa grovt
at man kunde tage og føle paa det var Løgn, han frem¬
bragte, saa skader det intet. Han bliver dog en selskabe¬
lig Mand. Man hører gierne paa ham. Han veed ret
at fordrive Tiden.
10) At være alt for ærlig er ingen Dyd. Et ærlig
Menneske er ikke meget bedre, end et enfoldigt Menneske.
Men en Eenfoldig kommer ikke frem i Verden. Derfor
maae man være lidet falsk. Man maae ikke sige alt, hvad
man tænker. Med alt for stor Aabenhiertighed skulde man
mere skade end gavne sig. Derfor gaaer Klogskab til haan¬
de med denne Regel.
11) Man maae flittig lære den Kunst, at være tavs.
Jeg vil sige saa meget: Man maae ikke fortælle det igien,
som en anden fortæller, uden at man føyer til: ikke mine
Ord igien; thi da bliver det gandske vist holdt hemmeligt.
Skulde man slet ikke fortælle en andens Hemmeligheder,
hvormed skulde man da giøre sig elsket i Selskabet: Hvor¬
med underholder man nu omstunder Selskaber? Dermed,
at man fortæller hiinanden Hemmeligheder, som en anden
har betroet os. Derfor maae man
12) hielpe til med, at igiennemhegle sin Næste for
hans Feyls Skyld, ellers bliver man ikke kaldet selskabelig.
Jeg setter, at det gaaer os ligesaa i vor Fraværelse igien:
hvad skader det? Det er faa Moden, at man taler ilde
om andre Folk, som ere fraværende; men naar de ere nær¬
værende, saa roser man dem i deres Øyne.
13) Man maae troe alt, hvad der bliver talet i
Selskabet. Vilde man kalde noget i Tvivl, eller vel og
modsige en anden, saa skulde man snart tabe den Berøm¬
melse, at være selskabelig.
14) Man maae immer vide noget Nyt. Hvad got
Nyt? det er immer det første Spørsmaal, som man giør
efter aflagt Hilsen, og Erkyndigelse om Sundhedens Til¬
stand. Hvo som ikke veed Nyt, den vil jeg raade at blive
hiemme; Thi han skulde ikke være behagelig for Selskabet.
Vil man endelig ingenlunde tilsidesette Magelighed ved
et selskabeligt Liv, saa maae man
15) ikke opholde andre længe ved et anstillet Besøg,
for ikke at forstyrre deres Rolighed. Hvorfor seer man ikke
gierne Cleobulus, Han lader sig først sildig anmelde, og af¬
legge sin Besøgelse paa saadan en Tid, da man er færdig
at gaae til Sengs. Hvo som tvertimod vil leve selskabelig
med ham, den maae sidde med ham, vaage med ham og
staae op med ham, naar han vil have det,
Men paa det at jeg ikke skal handle imod Selskabe¬
ligheds Øyemed, saa vil jeg ikke længer opholde mine Læsere.
Enhver kan tage deraf efter Behag.
Øretuderes Berømmelse.
Dar nogen Tid en menneskelig Opførsel truet at kuldkaste
Religionens Grundstøtter: saa er det visselig den blinde
Jver, med hvilken vi laster dem, der i en ligegyldig Me¬
ning afviger fra vore engang fastsatte Meninger. Meer end
engang har vi forbittret Vederparter, som i Førstningen
ikke meente det saa slemt, og forført dem til uforsvarlige
Udskeyelser. Man har grundig Aarsag til at befrygte sam¬
me ulykkelige Følger af en herskende Jver i Sædelærens
Rige. Der behøvedes intet videre, end at man skulde endnu
fordømme dem til Baal og Slaverie, som afviger fra vore
Sæder og Skikke, hvis Grundsetninger ofte grunder sig
paa Fordomme: saa havde den moralske Jnqvisitions=Rt
naaet sin fuldkomne Høyde, da vi i den philosophiske Mo¬
