ral endnu langt fra ikke ved alle Meninger har sikkre Grund¬
støtter, paa hvilke vi kan hælde deres Gyldighed. Da me¬
get kommer an paa Lands=Love, Sædvaner, Tid og Sted:
saa er det saa meget farligere, at giøre en, som afviger
derfra, til en sædelig Kietter. De, med hvilke man næsten
gaaer allerubarmhiertigst tilverks, ere de saa kaldede Øretu¬
dere og Bagvaskere. Det synes ligesom at hele Verden
havde sammensvoret sig imod dem. Hvor uventet vil det
altsaa nee blive for dem, at læse deres Berømmelse, og noget
skrevet til deres Ære. Men førend jeg foretager mig deres
Forsvar, maae jeg først tydeligere forklare, hvilket Slags
Mennesker, der egentlig har at trøste sig ved mit Skyts=Skrift.
Jeg skulde finde almindelig Modsigelse, dersom jeg vilde for¬
svare ondskabsfulde Bagtalere og Løgnere. En høyere Viis¬
doms Dom setter dem iblant de Forkastede. Jeg forstaaer
heller ikke blot allene dem, som bliver Øretudere og Bagvaske¬
re imod deres Villie og Vidende, i det de ikkun aabenbarer en
Sag for en af deres beste Venner, som skulde holdes hemme¬
lig, hvilken Ven siden udbredet den videre. Ney, men jeg
mener de Folk, som giøre sig den yderste Umag, for at erfare
Næstens hemmelige Gierninger og Ord, og siden ikke slaaer sig
til Rolighed og Hvile, førend de har bekiendtgjort samme for
Halvparten af de Folk, med hvilke de udgiøre et Borgerskab.
Jo mere jeg anatomerer deres Opførsel; jo mindre forkasteligt
finder jeg derudi, og jo flere Kilder til Berømmelse aabenbarer
sig for dem. De ere nysgierrige. Er det en Bebreydelse, som
geraader dem til Skam? Lad være, Nysgierrighed er en
Datter af Uvidenhed; der er jo dog intet Menneske, som er
viist fød; den bliver desuden en frugtbar Moder til høyere
Kundskab. Udgiør ikke det menneskelige Hiertes Un¬
dersøgelse den vigtigste Deel af de Bestræbelser, med hvilke de
største Verdsligvise sysselsetter sig? Og holder man ikke almin¬
delig dem for enfoldige og flanevurne, som uden noksom Prø¬
velse lever fortrolige med deres Medmennesker? Men er det
ogsaa ret, at de udbasuner deres Erfaringer? Saaledes giø¬
re deres Vederparter Jndvendinger imod mig. Men dette
hindrer mig endnu ikke, at fortsette deres Forsvar. Man veed
jo, hvor virksom Viisdom er. Forestil Eder engang en ret
Bereyst. Han maae gandske og aldeles fornegte sig selv, naar
han ikke i alle Selskaber skal fortælle sin Reyse. Enhver Lærd
taler gierne om sin Metier, hvo kan da fortænke en Øretuder,
at han taler om hans Opdagelser. Han lever efter den gamle
Grundsetning: Scire tuum nihil est &c.
Endnu to Grunde kan formaae ham til Sagens Udbre¬
delse, enten han har mange gode Venner, og med dem maae
man leve fortrolig, nok at han altid føyer dertil: men det bli¬
ver imellem os, eller den giorte Opdagelse bringer hans Næste
Skade, og da er han forbunden til at afværge samme. Naar
vi betragter os selv uden Maske, saa skal der findes faa Men¬
nesker, som med Overbeviisning kan rose sig af, aldrig at have
giort det, hvilket de Laster hos andre, som Øretuderie. Mine
Heldte foræviger sig endelig derved, at de skaffer Tidrage til
Privat-Historien. Deres Navn bliver kundbart og deres
Person kiendelig. Ja de overlever deres Død. Hvilken
Æres Glands! Men mine og deres Vederparter kommer
med et nyt Men: Men, heder det, gemeenlig ere deres Ud¬
bredelser Løgne. Dersom denne Bebreydelse var sandfærdig,
saa skulde jeg strax fordømme det, jeg har skrevet, som kietterske
Griller, til at brændes. Men jeg har endnu Baghold. Hvo
siger det, at de udspredte Nyeheder ere Løgne? Man svarer:
De, som det angaaer. Dersom slet ingen anden siger det,
saa beskiemmer det endnu ikke mine Clienter. Man veed jo,
hvorvidt Mennesker driver det, i at nægte deres Hemmelig¬
heder. Er Sagen god, som bliver udbredet; saa nægter de
den dog mangen Gang af Skinhellighed og Egensindighed.
Er Sagen ond, saa skeer Benægtelsen med dobbelt Jver. Ja
endog i ligegyldige Ting tilstaaer men ikke gierne Sandheden.
For Exempel naar en Pige skal være og bliver Brud &c. Hav¬
de mine Clienter Mod og Dristighed nok, altid at sige deres
Vederparter Sandheden i Øynene, saa trængte de ikke til mit
Skyts Skrift; har mine Heldte det som de siger igien, fra en
andens Mund, saa ere de dobbelt at undskylde. De maaler
af en redelig Lettroenhed alle andre efter deres egen Maalestok.
Hvad kan de gode Folk giøre derfor, om en frek Løgner bedra¬
ger dem? Men Sagen synes saa god som den vil, paa Øren¬
tudernes Side: saa drager den dog ulykkelige Følger efter sig,
og fornærmer dem om hvilke der bliver talet.
En nye Attaqve af mine Fiender. Men jeg er overbe¬
viist om, at de viger tilbage, naar jeg beviser det, som er tvert¬
imod. Jeg paastaaer nemlig, at Øretuderne ere ligesaa nød¬
vendige som nyttige. De siger os igien, hvad der er blevet ta¬
let om os i vor Fraværelse. Hvor nyttig er altsaa den Bestræ¬
belse for os! Er det Sandhed, som man talet om mig fravæ¬
rende: saa er jeg den Tak skyldig, som siger mig det i Øynene,
og derved giver mig Leylighed til, at aflegge de Feyl, som giø¬
re mig lastværdig for andre. Er jeg uskyldig, saa faaer jeg
derved Leylighed til at redde min Ære, og at tiltale den, som
har fornærmet den. Afholder Menneskefrygt mig derfra, saa
kan jeg i det mindste vogte mig for dem, hvilke jeg ved denne
Efterretning har lært at kiende som Bagtalere. De som har
snakket om mig, har ikke Aarsag til at besvære sig over de saa
kaldte Øretudere. Har de sagt sandt, saa har de ey behov at
undsee sig; har de derimod løyet: saa fortiener de den yderste
Beskiemmelse, og hober Uret paa Uret, naar de ville laste og
beskiemme den, som har abenbaret deres Ondskab.
Øretuderne ere uundværlig nødvendige i den beste Ver¬
den, Hvor skammeligt og uden Afskye skulde der blive talet om
vor Næste, dersom han ikke maatte befrygte, at det skulde blive
forraadt! Umennesker, som ikke undseer sig for ham, der veed
hvert Ord, som er paa min Tunge, maae tage sig Agt for mine
Helte, og undertiden holde deres Tunge i Tømme. Hvilken
Ære for mine Clienter!
Den høyeste Grad af deres Glands bestaaer endelig der
udi, at de hverken af Foragt eller Forfølgelse lader sig forhin¬
dre i deres Bestræbelser. Jeg finder derfor stor Aarsag til
at berømme dem.
