dybsindig Miene i en udaf Ordenen tagen Bog; dog mer¬
kede jeg af deres sig forvandlende Geberder, at de vare tem¬
melig misfornøyede. Dette er de naturlige Læger, sagde
min Ledsager, hvilke det ikke ofte lykkes, at hæve en Syg¬
dom fra Grunden af. De giøre sig Umag for, at tillave
Plastere for nogle Udbrud, men sammes Prøver har slaget
dem feyl ved mange Skader. Jmidlertid betiener man
sig af deres Bihielp, for at bane Veyen for de høyere Mid¬
ler. Efterat jeg en Tidlang havde seet til, hvorledes de
slængte Bøgerne hist og her, og snart klavrede hid og snart
did, saa førte han mig ind i et Bislag ved dette Forhuus,
hvorudi der laae nogle prægtige indbundne og med Sølv¬
Kieder til Bordet befæstede Bøger, ved hvilke der stoede tre
Mænd, som med en uforstyrret Opmerksomhed læste i sam¬
me. Dette er geistlige Læger, sagde min Ledsager mig,
og i disse Bøger indeholdes en hellig Aabenbaring. De
Lægemidler, som ere komne fra Himmelen, og tillavede af
en olviis Forstand, fuldkomne Lægedoms Kræfter, og erstat¬
ter i rigelig Maade de førstes Utilstrekkelighed, som blot
allene har den indskrenkede Forstand til Oprindelse. Dis¬
se Læger bibringer og indgiver de Syge de dem foreskrevne
Midler, og erfarer kraftigere Virkning af dem end af hine,
ligesom man og kunde merke deres Arbeydes gode Fremgang,
af deres fornøyede Miener. Jeg ønskede nærmere at kom¬
me til mit Øyemeed, og blev altsaa ført fra dette Kam¬
mer til en af de i Salen værende Døre, med den Efterret¬
ning, at i den ene Deel af Huset befandtes Personer, som
laae syge paa Forstanden, og i den anden saadanne, som
laae syge paa Villien; endskiønt begge Fløyene af denne
Bygning stødte tilsammen. Hvo som ikke kiender Verden
eller Menneskenes forborgene Tilbøyeligheder efter den ud¬
vortes Legems Stilling, ikke veed at prøve dem efter Talen
og Gierninger, saadanne torde denne hele Anordning selv
forekomme urimelig; men hvo som ved en lang Erfarenhed
og en betydelig Omgang med Mennesker har erhvervet en
Kundskab om samme; dernæst giver Agt paa de her indtag¬
ne Personers Bevægelser og Taler, den vil lettelig kunde
giøre sig et Begreeb om et moralsk Hospital, saadant som
det nærværende er. Herpaa blev det første Kammer aab¬
net for mig, hvorved jeg blev saa forskrekket, at jeg ufeyl
barlig var flygtet bort derfra, dersom ikke Opvarteren hav¬
de holdt mig tilbage. De selsomme Ansigts Fortrekninger
som nogle Personer lode see paa dette Sted, havde bibragt
mig en ømfindtlig Skrek. De viiste med foldede Hænder
hen paa Murene i Værelset, hvorhos de aflagde Tegn paa
en gandske besynderlig Ærbødighed. De saae et Lys, hvor
vi intet faae, og Ansigter, hvor der viiste sig intet andet,
end Skyggen af vore Legemer; og da Solens Straaler
faldt ind i Værelset igiennem det halv aabnede Vindues
Skaad, saa overtalede de sig at fornemme et Syn. En
af dem holdt mig for en Engel, og min Ledsager endnu for
meget høyere, og bad med dybt til Jorden nedbøyet Hoved
om en Aabenbaring i visse Sager, som han forelagde os.
Nogle saae gandske bleege ud, saa at jeg skulde have holdt
dem for Liig, dersom deres udvortes Bevægelse ikke havde
overbeviist mig om andet. De syntes mig behæftede med
naturlig Tungsindighed, og vilde udgive al Brug af Spi¬
se for syndig, saa at endog den ellers begierlige Hunger
skulde have fortæret dem, dersom ikke Lægerne havde tvun¬
get dem til, at indtage noget at styrke sig paa; endskiøndt
der fandtes to, som man ikkun Dagen tilforn havde ind¬
bragt, hvilke endnu paa ingen Slags Maade vare at be¬
væge til at tage nogen Næring til sig; deres Ører bleve dø¬
ve ved alle Tilraadelser, og deres Mund tilsluttet. Jeg
troede, at disse Folk af en Stoisk Grund maatte allerede
havde fattet den Beslutning, at ville døe af Hunger, og
faldt i Forundring over, hvor det kunde komme sig at dis¬
se forvirrede Gemytter heller vilde udvælge Døden, end at
spise. Men i sær saae jeg en Person, som forekom mig
meget selsom, der laae afsondret fra alle de øvrige hen i en
Krog paa Jorden. Alle hendes Lemmer skielvede; Hal¬
sen dreyede sig omkring; Legemet og Livet opblæste sig saa¬
ledes, som hun skulde sprekke; derhos mumlede hun nogle
uforstaaelige Ord frem med en fæl Miene, ligesom hun
var besat af en ond Aand.
Med en Skielven næsten ligesom den forrige, forlod jeg
denne Stue, og forføyede mig ind i det næste Kammer,
hvor nogle Personer med høye Skridt gik op og ned ad
Gulvet, og med en viid Udbredelse af Hænderne og Armene
til min største Forargelse forsvarede mange uværdige Sætnin¬
ger om guddommelige Ting; de holdt alle Religioner for
Menneske=Paafund og udspeculerede Tvangs=Midler for den
ubændige Pøbel; derfor vilde de ikke erklære eller bekiende sig
til nogen, efterdi saadant var uanstændigt for dem, som store
Aander. De Læger, som indfandt sig hos dem, begegnede
de med en spodsk Latter, efterdi de ikke holdt dem værdige
til noget bedre Svar. Derpaa gik Lægerne ind i et andet
Kammer, og jeg fulgte efter dem med min Ledsager. Her vare
Folk, som havde en stor Høyagtelse for deres Fornuft, og
derfor ikke vilde underkaste sig disse grundige Mænds Bear¬
beydelse, efterdi de troede, at hielpe baade sig selv og andre
med deres egne Midler. J hvor overbevisende den dem givne
Underretning endskiønt var, saa bleve de dog ved deres forkeer¬
te Meninger. Men vi gik ind i det næste Kammer, hvor vi
traf Personer, som tvivlede om alle legemlige Tings virkelige.
Tilværelse; og omendskiønt en Fornuftig Verdsligviis rakte
dem en Lægedom efter deres Tilstand, saa holdte de dog alli¬
saavel ham som os allesammen for Hiernespind. De løbe lige¬
hen paa mig, ret ligesom at jeg var en Skygge, og syntes end¬
nu at være blevne vissere i deres drømmende Tanker, efterat
jeg havde gaaet af Veyen for den ene, af Frygt for, at han
skulde støde mig omkuld. Paa samme Tid blev jeg en vaer
paa en Løybenk bag ved et Skiermbrædt, som laae paa en
sammenrullet Biørnehud, og havde en Eselshud oven paa sig.
Jeg gik noget nærmere derhen til, og faae, at der laae endda
en anden hos ham. De havde begge meget mørke Miener,
som røbede en søvnagtig Aand. De syntes ikke at bekymre
sig om nogen Ting, ansaae alting, ligesom de ufornuftige Dyr,
med ligegyldige Øyne, og da vi talede til dem, havde de ikke
Lyst til at svare os anderledes, end med en Raslen af deres
