Chloe flettede Krandse, saa sang Daphnis for hende, og
da kom vi ofte listende over den sysselsatte Pige og den kun¬
stige Sanger. Men de ere ikke meere til, sagde de med¬
lidende, ak, Chloe og Daphnis ere ikke meere til! -- og
Naboe=Dalen igientog ofte en Gienlyd af det, som Hyr¬
derne sagde.
J Dag var nu den bedrøvelige Dag tredie Gang kom¬
men igien, den Dag, paa hvilken de døde. Den blev gjort
til en Festdag, til en stille klagelig Festdag, da vilde de
atter græde og velsigne Chloes og Daphnis Grav. De
kom allerede gaaende i Optog langs ad den grønnende
Mark, Par og Par komme de, en Hyrde med sin Pige,
indsvøbte i et hvidt Gvand, Uskyldighedens Farve og Bil¬
lede og Medlidenhedens Tegn-- Optoget gik bedrøveligt,
ikke som naar de giøre Optog til Pans Fest, eller som
naar de hopper til den milde Ceres Høst-Offer. Endog
Øens Fugle taugde stille, sadde tungsindige stumme under
skiulende Grene, og Solen skiulte sig bag en Skye, da
Hyrderne trakte op med en stille Graad. Endog den Gang
forstak Solen sig bag en Skye, da Chloe og Daphnis
druknede, for ikke at see paa de Døendes Angest og
Arbeyde.
Nu stode Parrene ved Graven. Taare trillede ned
paa lave Cypresser, som voxte deromkring, unge Pigers
deylige Medlidenheds Taare, ligesom Duggen nedfalder af
en rosenfarvet Morgen. Af buntede Kurve nedregnede Ro¬
ser, Blomster og Violer paa Graven, og Melk bedekkede
Grønsværen ligesom Snee. Thi Melk og Blomster
bragte de de Afdøde til Offer, og et Hierte fuldt af Kier¬
lighed, mere værd, end Heltenes Marmor=Støtter, og de
Gravskrifter, som Hyklerie indetzer i Guld. Og da sang
de Chloes Historie, og Daphnis ædle Død: thi alle kun¬
de den Sang. Kierlighed, Venskab og øm Medlidenhed
havde dybt indgravet den i deres Hukommelse, ligesaa dybt,
som Chloe og Daphnis vare indgravne i alle Hyrders
Hierter.
Og de sang saledes:
"Hører det, J Nympher ved Strandbreddene, og
"opløfter eders Klagemaal efter vores. J saae det, hvor¬
"sedes de arbeydende svømmede; Chloe og Daphnis,
"hvorledes de inddrukke Døden med de skummende Bølger!
"Ak, J saae det, og hialp dem ikke, de Døende! Vee eder
"og vee os! Hører det J Nympher, og opløfter eders
"Klagemaal efter vores.
"Den lille Pige, Chloe, gik langs op ad den bun¬
"tede Klever=Ager, og sang en munter Morgensang. Nu
"først havde hun vasket Rosenkinderne i Kilden og opbun¬
"det Haaret, og nu udsøgte hun Blomster til at sette i sit
"Haar -- udsøgte nu allerede længe, ventende hendes
"Daphnis. Men han kom ikke, den nolende Hyrde."
Da sukkede hun, saa at det unge marmoragtige
"Bryst steeg i Veyret. Eensom skal jeg i Dag vogte
"mine Faar, sagde hun, og ikke see ham den hele lange
"Dag? Ak, hvor jeg elsker ham, naar elsker ikke en Pige
"den grønne Mark?
"Men hvi glemmes jeg saa længe af den, jeg elsker?
Der rasler i det samme en Faun, drukken af sildig
"Viin, igiennem de forraadnede Buskenes Blade. Ak,
"raabte han - - - gandske hæs, Pige! jeg elsker dig mere,
"end Daphnis, som kan glemme dig -- og udstrakte sine
"brune Arme, og vilde omfavne hende, han fløy med en
"vild Kierlighed hen til Chloe."
Men forgieves; Han slog de brune Arme tomme
sammen i Luften. Pigen fløy langs op efter Strand¬
"bredden og raabte, saa at Daphnis hørte det langt borte.
"Da løb han efter Chloes Skrig, med en sterk Ahndelse
"i Barmen. Nu kom han - - ak, og faae, hvor for¬
"tvivlende hun sprang ud i Floden, da en Faun jagede og
forfulgte hende."
Og nu saae han allerede ikke meere, end det lokkede
"Haar, det krøllede Haar, som svømmede hen paa Bøl¬
"gerne -= og de smaae runde Arme, som strakte sig høyt
"over Hovedet, eller pidskede Floden, og stræbte stedse for¬
"gieves efter Hielp -= Fuld af Kierlighed og den heftigste
"Medlidenhed sprang Daphnis ud efter hende, greb fat
paa hende og fik hende i sin Favn -- Men ak, da de
havde arbeydet længe i Bølgerne og vare fulde af Døds¬
Angest, sank de nu begge to hielpeløse dybt ned i Vandet.
Hører det J Nympher ved Strandbredden, og op¬
"søfter eders Klagemaal efter vores! J saae det, hvorle¬
"des de arbeydende svømmede, Chloe og Daphnis, hvor¬
"sedes de inddrukke Døden med de skummende Bølger!
Ak J saa det, og hialp dem ikke, de Døende! Vee eder
"og vee os! Hører det J Nympher, og opløfter eders
Klagemaal efter vores."
Nu gik de Par og Par hiem igien, men saae dog med¬
lidende til Chloes og Daphnes Grav tilbage.
Gierrighed.
E¬
n Gierrig blev engang rørt ved en eftertrykkelig Prædiken
om Almisse. Med en angergiven Stemme over hans
Følesløshed hidindtil, sagde han det er en guddommelig Sag
med de Almisser. Jeg har virkelig i Sinde, herefter
selv at - bede derom.
