1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tid.
No. 41 og 42
Enfattig Lærds Levnetsløb fra Øen
Bantam.
D¬
ette meget rare Stykke er ved et bedrøveligt Tilfæl¬
de faldet i Europæernes Hænder, en vis Skibs=Ca¬
pitain havde faaet det af Forfatteren selv. Aar¬
sagen dertil seer man af det følgende. Jkkun det var at be¬
jamre at vor Søe=Heldt forulykkedes paa sin Tilbagerey¬
se, og mistede baade Liv, Skib og Gods. En eneste Kiste
med mange lærde Skrifter blev slagen i Land paa Strand¬
breden ved Calais. Thi saadanne Ting ere langt fra ikke
saa tunge som Kiøbmands Gods. Det var en Franzos,
som fandt disse Sager, og holdt den Bantamiske Lærdes
Levnets- og Giftermaals=Omstændigheder for saa merkvær¬
dige og rørende, at han ikke allene bekiendtgiorde dem iblant
sine Landsmænd, men lod dem endog siden oversette paa
Tydsk. Denne Bantamiske Lærde udtrykker sig saaledes:
Den stierneklare Himmel ved min Fødsel syntes at spaae
mig et ret lyksaligt Liv. Europa, den mindste Deel af Jord¬
kloden, som frembringer mangen en lærd Mand af sit fede
"Moders Skiød, var den Verdens Part, hvor jeg i en ikke
meget stor Tydsk Stad først saae denne Verdens Lys Ao.
1683. Maaskee jeg var bleven lykkeligere, om jeg var ble¬
ven født i en stor Stad, og kunde opregne berømte For¬
lfædre. Bantamerne holdt den Skik for meget latterlig, til
Berømmelse at opregne Mænd, som for længe siden vare
|forraadnede; og jeg havde got iblant dem i den Henseende,
lat jeg ligesaa lidet behøvede, som jeg kunde fortælle, hvil
ikket fornemme Kreatur at min Oldefader havde været i Ver¬
den. Det syntes at være nok, at have havt ærlige og bra¬
hve Forældre, som man ey behøver at skamme sig ved, om¬
endskiønt de ere fattige. Jeg blev af mine Forældre opof¬
ret til Videnskaberne, og i den henseende sat til nogle Læ¬
rere, som maae have havt meget forskiellige Begreb, som
jeg siden har indseet. Nogle Baller Papir skulde neppe for¬
slaae til at beskrive samme. Og det være langt fra mig at
vise dem nogen Utaknemmelighed i deres Grav. Men dog
stalligevel maae jeg reent ud bekiende, at disse Skoleherrer
svare alt for hovmødige, og derover har aldrig befaldet mig.
JJeg vil ønske, at der maae være skeet Forandring i de Eu¬
seopæiske Skoler, siden jeg var der.
Omendskiønt jeg i henseende til Legemet er fraværen¬
de fra mine ærlige Landsmænd: saa har dog min Siel me¬
gen Medlidenhed med de Lærende, som ofte paa en skadelig
og forvirret Maade bliver drevne til Videnskaberne. Med
hvad for usigelig Sved maae man ikke giøre sig bekiendt
med den kiere Prisciano. Med hvilket fortredeligt Væsen

bliver de unge Gemytter bibragte det latinske Sprog, saa
at det bliver mange af dem næsten umueligt at lære, og
man faaer en vis Afskye derfor. Lette Læremaader ere imod
den gamle Slentrian. Alting skulde settes i Bevægelse,
om man vilde indføre en nye Læremaade. Men det bekla¬
geligste er, at man ligesom opgynger de unge Mennesker
til en vis Grad af Hovmod, saa at de troer, de allerede
har giort en Pagt med den sande Lærdom. Jeg har erfa¬
ret alt dette. Jeg var i de nederste Skoler, men allerede
i mine Tanker en lærd Karl, at jeg næsten ansaae en Leib¬
nitz og en Cartesius for meget smaae Siele. Jeg talede La¬
tin med Kiøbmænd; jeg blev roest derfor, og blev storag¬
tig derover. Dog har jeg siden af nogle Europæer faaet
at vide, at der er meget forandret imedens jeg har været
borte og at man har allerede gjort en temmelig Begyndelse
til Skolernes Reformation.
Men, hielp Himmel! hvor blev jeg forskrekket og ydmy¬
get, da jeg kom fra de lavere paa de høyere Skoler! Her
saae jeg, hvad der fattedes mig endnu; og her var det mig
besværligt, at vænne mig fra min Lærdom og til en anden.
Vel faldt Skiellene ikke saasnart fra mine Øyne, men en
vis Magisterkløen drev mig dog til, at skrive et lærd Strids
skrift om Maanens Jndbyggere. Man kan nok tænke, at
det var fortreffeligt udarbeydet, efterat jeg havde været et
Fierdingaar ved Universitetet. Jeg har det endnu, og maae
midt i min møysommelige Levemaade lee derad, naar jeg
læser det. Hvo veed, om ikke en almindelig Skiebne av¬
ler saadanne Foflere? Men et Tilfælde, som jeg forud saae,
hindrede mig fra at lade det komme for Dagens Lys. Et
Tilfælde, som jeg kan kalde lykkeligt for mig. Mine Øy¬
ne bleve opladte, og jeg søgte med største Møye det, som
kaldes Kiernen og Marven i de smukke Videnskaber. Tre
Aar holdt jeg det ud, uden at kiøbe M. Graden, og
jeg byder alle dem Trods, som ey holder mig for nogen
Lærd Mand. Jeg behøver jo intet videre Beviis, end at
melde at jeg har i lang Tid opholdt mig ved den høye
Skole i J*1
Tillader mig, J Herrer Europæiske Studentere! at
jeg, som en over 70 Aar gammel Mand, der er undvigt
fra sit Fæderneland, maae under mine Dages Byrde for
mane eder: aldrig at tænke at man er noget, da man dog
er intet. Lader eder ikke nøye med de tomme Skalle.
Gaaer ned fra en Jndbildning, som giør Eder Veyen
paa Pindus, om ey umuelig, saa dog besværlig. See
eder om en Ven, som altid redelig kan sige eder eders Mang¬
ler. J skal da blive lykkelige. Og J Lærere! kunde jeg
ikkun ønske eder her hid i de Bantamiske Underviisninger!
Hvor kierligt omgaaes man her med sine Underhavende!
Man udlader sig gandske redelig med alt hvad man veed.
