Ville J deri følge Østerlændingerne, saa skulle eders Di¬
seiple aldrig blive ukierlige Dom nere over eder.
En liden Udsvævelse var i min Tid meget sædvanlig
i Cathederne, og jeg kan endog i min Alder ikke ansee den
for andet, end den rette Siel i en Tale, i sær naar den
bliver anbragt paa sit rette Sted. Dette forudsat skrider
jeg til min Fortælling igien.
Neppe var jeg kommen uden for mit Fædernelands
behagelige Grændser, førend jeg allerede blev Hovmester for
nogle unge adelige Personer i et høyadeligt Huus. De som
nogensinde har baaret saadan en Regierings Byrde, ville
være enige med mig derudi, at den ofte bliver undstaaelig.
Hvo veed om en Romersk Sæde orbedrer har nogensinde
talt saadanne urol ge Timer, som min Formuenhed i eet
Aar maatte fornemme i denne anselige Tieneste. De beha¬
gelige unge Junkere, Mønstere paa alle Ungdoms Udyder,
bleve, eller rettere skulde blive underviste af mig i det Fran¬
ske og Engelske Sprog, samt i at ride, dandse og fægte.
Men Kors! om jeg havde vildet tale et Ord til dem om
Christendommens Grunde. Siden har jeg af nogle Mis¬
sionairer erfaret her, at disse uvidende Herrer vare blevne
sterke Aander! En (ihenseende til Legemet) ubrugelig Fran¬
so se, hvis Piccardiske Tekkeligheder ikke kunde indtage mig,
og 20 Rdlr. (alva vemia) Salarium nødte mig til at
ophæve min Hovmester=Contrakt. Og nu stød jeg ved
Døren af min Befordring. Jntet var behageligere for
mit Haab, end den Forestilling, at blive selv en egen Herre.
Løvter og de største Forpligtelser bleve mig givne af Befordrer¬
ne i henseende til et Embede. Jeg troede det altsammen;
thi jeg kiendte endnu ikke Verden. Man bør allermindst
troe dem, som ved sterke Forpligtelser forsikkrer, at be¬
flitte sig paa vor Forfremmelse, og at giøre samme til sit
Øyemerke i sine Forretninger. Jntet er derved ømfindt¬
ligere, end naar det gamle Ordsprog bliver sandt i saadan¬
ne Tilfælde: En Prophet er ikke mindre agtet, end i
sit Fæderneland. Jeg har havt Prøver derpaa.e En Frem¬
mod snappede Tienesten bort; men hvad enten det skeede
ved at give eller tage, har jeg ikke kundet faae at vide. Nok,
jeg fik intet deraf!
Giør ellers en forestaaende Lykkes Krebsgang, et
Menneske snart til en Soldat, eller vel endog til en Munk.
saa kunde dog den Lykke, der som en Aal gleed ud af mine
Hænder, ikke giøre mig til noget af disse to. Hvad greb
jeg da til? Mine Læsere maae her bare sig for at lee, naar
jeg svarer: Jeg gik til Søes, og vilde søge min Lykke
paa Øen Felsenborg, hvilken jeg vidste efter mit gamle
Landkort, skulde ligge tet ved Java. Jeg vil her forbie¬
gaae de Storme og Skibets sterke Tumlinger, som jeg ud¬
stød paa min Reyse. Man har desuden Robinsoner nok
i Europa, som giver os fæle Begreb, om de Søefarendes
forskrekkelige Skjebne. Dette befrier mig for at beskrive
en Sag, som jeg umuelig kan tænke paa uden Gruelse.
Under Havets sterke Oprørelse og Bølgernes Reysning tænk¬
te jeg mange gange paa mit Fæderneland. Men det hialp
mig ikke, og efterat vi længe havde kampet med Vandet,
maatte vi omsider see vort Skib at strande. Vi kom
vaade i Land paa en langt børte fra ubekiendt Strandbred¬
de; thi jeg, tilligemed ti andre Personer bleve reddede fra
Døden. Jeg bliver med Flid ved den sædvanlige Stri¬
vemaade som saadannne forulykkede Folk bruger, efterdi det
ellers skulde ansees for noget overdreret.
Vi havde allerede i tre Dage opholdt os, nøgne, for¬
hungrede, og uden al Livs Underholdning for den tilkom¬
mende Tid, i Kummer og Elendighed, paa Klipperne af
et Land, hvis Navn og Leylighed vi længe ikke kiendte ind¬
til vi endelig af nogle Indfødte fik at vide, at det var den
Navnkundige Øe Bantam. Disse indfødte Jnsulaner hav¬
de mere Medlidenhed over vor Elendighed, end mangen
en Europæer. De klædte os, og gave os med Gebær¬
der at forstaae, at de vilde redde os. Vi bleve rigelig
forsørgede, og enhver af os Ulyksalige havde den Fornøyel¬
se, at see sig forsynet med en Vaaning og dertil hørende
Plantage.
Her tager jeg nu fat paa Pennen deels med Fornøyelse
og deels med Ekkelhed. Fornøyet er jeg, naar jeg endelig
efter de Gamles Maade har bragt en lang Indgang til
Ende, og er omsider kommen til Hovedøyemedet af min Lev¬
nets-Beskrivelse; men Ekkelhed omgiver min Siel og min
Mave, naar jeg maae tænke paa det Daarlige i mit tilkom¬
mende Liv, og forestiller mig saadanne Dage, som jeg hol¬
der endnu for langt verre end mit Skibbrud; thi jeg blev
førelsket; en Sygdom, som hos en Lærd virkelig giør hans
Bloes Omløb meget standsende. Jeg havde gandske vel
indrettet mine Sager paa min Plantage, med en Slave,
som var ført paa Øen Madagascar. Vi nøede daglig
begge to en nødtørftig Livs=Underholdning med megen Lyst
og Nøysomhed, da jeg blev ligesom trakt ved Hals og Haar,
til at forandre min behagelige Eenligstand. Omtrent en
Tydsk Miil fra mig boede en Portugies, som havde en
gandske artig Huusholdning. Denne ærlige Mand var ofte
meget opblæst efter deres Maade, som iblant hans Lige sam¬
ler noget for sig. Han var ihenseende til hans Gestalt, en
temmelig fiirskaaren Karl, Hans daglige Forretning var,
at han efter Chinesernes Maade giorde visse smaa Figurer
og Zirater paa Drikke=Kar, og havde dermed i forrige Ti¬
der vel fortient sig en god Skilling, da Kunsterne vare høyt
agtede og i Priis. Foruden alt dette var han en meget
ærlig Bantamer, da det redelige Væsen ellers ikke trykket
dem meget, som exercerer Jødernes Profession. Denne
min Gamle heed Chanftong. Hans Kone var af en Cha¬
racter, som var tvertimod hendes Mands: var han en god
Huusholder, saa kunde hun ved en liden Praas uddrikke et
Par Kander af den beste Polme=Viin, og elskede i Særde¬
leshed en sort Drik, som i Bantam kaldes Effae, saa at
hun før vilde udsette og sælge alt, hvad hun eyede, end ikke
drikke denne Drik to Gange om Dagen. Jeg vilde ikke
ønske, at denne Drik skulde blive bekiendt i mit Fæderne,
land. Chaftong var en meget stille Mand, men hans Kone
sladdrede ligesom en Stær, og var ret oplagt til at brovte.
