Jeg har mange Gange hørt hende sige, at den er ret en Nar,
som siger alt, hvad der er sandt. Mine Forældre sagde
altid: Kiere Barn: Du maae stryge lidt ud og sladdre
omkring ved Sandhedens Fortælling. Fortreffelige Regler
til Opdragelse! Derhos gad hun nok havt en Catechismus,
hvorudi det siette Bud var forglemt. Hun smanssede; hun
leflede; hun pyntede og smurgte sig daglig med Feedt, og
i hendes Fode Aar vaskede hun sig endnu immer med Sca¬
misk Sæbe: Hun pralede af hendes Forfædre, og giorde
sig meget til af, at hendes Fader havde eyet en Haand¬
qværn i en af Naboebyerne. Hun kunde lyve prægtig; og
hvo som hørte hende bede efter deres Brug, maatte troe,
at hun var gandske forrykt. Kort sagt: Hun var en artig
Narinde, og heed Ifideditis.
Dette Ægtepar havde en Datter, som var en Mulat;
og det var min Amasia. Man forestille sig i denne Person
en liden bruun Skiønhed, der ligesom andre Fruentimmer
havde ikke faaet den allerbeste Opdragelse hos hendes Mo¬
der. J mit Fæderneland var det i min Tid Moden, at
en Jomfrue kunde neppe ordentlig læse. At lære at skrive,
var en dødelig Synd; thi hvor let kunde man da have
skrevet Kierligheds Breve, og være bleven forledet til Utugt!
Vilde et Fruentimmer, hvor jeg havde hiemme, strikke lidet
mere, end til Nød, og lære at sye til Huus-Behov, saa
var hun en Narinde. Jeg har mange Gange bedrøvet mig
over, naar jeg har maattet see muntre Hoveder af Qvinde¬
Kiønnet at blive undertrykte. Jeg har ærgret mig over,
naar man blot har seet paa Legemets Pynt og Smykken,
hvorledes man skulde gaae og dreye sig; og imidlertid har
man ladet Sielen forruste, som dog er det ædelste af Men¬
nesket. Og endelig har jeg forundret mig over, at velskabte
Døttres slette Opdragelses Syge havde endog sneget sig
til Bantam. Min Mulatte havde gaaet i Skole indtil
hendes niende Aar; var det ikke en lang Tid? og imid¬
lertid havde hun lært at stikke Blomster paa chinesisk Maa¬
de; et Arbeyde, som visselig maae fornøye en Mand, Om
Morgenen maatte hænges lutter Koraller i Haaret, efter
Landets Skik; i Europa skulde et kreppet Hoved være smuk¬
kere. Og dersom det blev Mode her i Lander, at tilbringe
Eftermiddagen uden for Døren og Porten, saa skulde hun
maaskee og have seet paa Skoe, Strømper og Klæder, for¬
dog siden at faae Materie til at tale om i et behageligt
Selskab. Jmidlertid havde Mulattinden en anden Feyl;
hun vidste nemlig ikke at omgaaes med Penge. Hun na¬
skede sterkt, og spiste hver Eftermiddag en Jndiansk Fugle¬
rede. Kom de Hollandske og Portugisiske Skibe i Hav¬
nen: saa gav den kiere Moder hende saa mange Penge, som
hun vilde have. Paa saadan en Dag havde hun engang
allene kiøbt for 4 Rdlr. Baand, efter Tydske Penge at regne,
hvilke hun om Aftenen for Tidsfordriv klippede i Stykker,
og hendes Forældre loe derad. Af Arbeyde var hun ingen
Ven, og hun var et Tydskt Fruentimmer temmelig lig, som
strikkede i sex Aar paa et Par Strømper, men roeste sig
dog derhos, at hun var ret meget flittig. Men gierne vilde
min Mulattinde ogsaa fortiene Penge. Thi naar den rin¬
geste af hendes Slaver vilde give hende noget, i hvor lidet
det var, saa holdt hun sine Fiugre sammen, og lød sig
slaae, ligesom Skoledrengene. Ja, det, som endelig kro¬
nede denne Bantamerindes Dyder; hun var i høyeste Grad
forelsket, og havde slet ingen Skranker for hendes udskey¬
tende Tilbøyelighed. Snart var en Mandarin, snart en
gammel ærværdig Bramie; snart en Skriver fra et af de
Europæiske Factorier, ja vel og Slaver, Gienstanden for
hendes Kierlighed. Hvor got var det, om Mødre her
havde et vaaget opmerksomt Øye paa deres Døttres ube¬
tænksomme Trin! om de lagde en Tømme paa deres uor¬
dentlige Begieringer! dog, det er ikkun at ønske, men ikke
at haabe. Min Mulattindes Moder glædede sig ret inder¬
lig over, at hendes Datter havde mange Tilbedere, og saa¬
dan Lyst har endnu mange af hendes Lige. Kort sagt:
min Brunette havde alle et Fruentimmers Egenskaber ved
sig, som kan tilveyebringe hendes Mands Fordervelse. Hav¬
de jeg tilforn ret indseet alle disse Ting: saa skulde jeg visse¬
lig vel have været varsommere i min Kierlighed. Men hvad
giør ikke den blinde Kierlighed! Jeg saae meget, men hen¬
des Skabning forblindede mig. Jeg blev i øvrigt lokket
til at oprette denne Kierligheds=Forstaaelse. Snart skik¬
kede man mig den beste Palmeviin; snart kom man og
glædede sig over min Plantages blomstrende Tilstand;
snart bragte en lang tør Slavinde mig ved en liden
Sygdom Sager som en Lægedom, hvilke jeg dog aldrig
tog ind, efterdi jeg befrygtede, at de Østerlandske Fruen¬
timmer kunde være færdige, at blande Kierligheds¬
Drikke. Endelig gav man det ret med koldt Blod
at forstaae: At jeg maatte dog betragte den kiere
Datter som min Brud. Thi, sagde engang den ærvær¬
dige Moder: De Lærde af Europa ere dog meget artige
Folk, de har saa bløde Hænder, Hvad? da min Naboes
Datter har faaet saadan en, er da min Datter ringere end
hun? Ney, hun skal og have en, og det endnu i Aar.
Saaledes tænker endnu mange Mødre, og handler paa
saadan en Maade med deres smaa Døttre, at den Ulykke,
hvorudi de bliver styrtede, aldrig viger fra dem. Jeg
vænnedt mig nu til, at gaae paa Frierie, og fandt hvadjeg
søgte nemlig en frie Adgang baade til Moder og Datter,
og ret meget smukke Bantamiske Kiertegn. Min gamle
Portugiser var slet ikke bøyelig; han var rig og havde hørt
i sit Fæderneland, at man giorde bedre i, at give sit Barn
bort til en anselig Kiøbmand, end til en Lærd, efterdi disse
sidste ikke forstode meget om pro Cent. Men kiere Børn
er det da endnu aldrig skeet, at mangen en Svigerfader
har seet tomme Flasker i sin i Tankerne rige Hr. Søns Con¬
toir? I det mindste gaae det ofte saaledes til i Bantam,
og min Gamle havde kundet blive klog af mange levende
Exempler. Men dog alligevel blev han haard; min Skiøn¬
ne derimod elskede tilbørlig. Hun havde efter hendes Li¬
ges Maade talet med mig nogle tusinde gange i Maane¬
skin og Stierneklar Himmel. Hun skrev mig og mange
smaa Kierligheds Breve til. Her er et til et Mønster.
Af Kierlighed til mig havde hun skrevet det paa Tydsk----
