Min lille Kylling.
God Morgen lader jeg sige dig. Men hvad giør du?
da min kiere Fader er meget vred, og jeg ligesaa. Og
du lader mig slet ingen Roe have, naar jeg sover, plager
du mig som en Drage; men bie kun, naar jeg kommer
til dig, saa skal jeg nok plage dig igien. Min Moder
lader dig hilse, og sender dig noget Riis Bagverk. Kom
engang snart til mig; jeg elsker dig alt for meget, for du
har saadanne smukke Legge. Jeg skal aldrig svige Dig,
og min Fader skal nok give efter, den gamle Nar, den!
Jeg har havt en fornemme Visite, men jeg bliver bestan¬
dig. Vær Du ikkun ey vreed. Og har jeg endskiønt ikke
megen Tidsfordriv: saa er jeg dog fornøyet. Jeg havde
endnu meget at skrive, men Tiden vil ikke tillade det. Min
Fader maae jeg og give et got Ord; thi han siger, jeg er
endnu for ung, og jeg er dog alligevel sexten Aar. Jeg
har sagt, at du vil vel ikke saasnart forlange mig, og han
har sagt at om et Aars Tid saa vil han sige si: Mening,
og jeg sagde da, Kiere Fader, det gaaer ikke an, J maae
sige Ja eller Ney, og da fik jeg intet Svar; Men han
skal nok give efter. Fra min kiere Moder har jeg en Com¬
Din
plimang til Dig, og jeg er
Bestandige.
Er dette Brev ikke silet med det beste, saa er det
dog skrevet af en troe og forelsket Kiereste, skulde man tæn¬
ke. Men Bestandighed er noget, hvoraf man ikkun lidet
veed i Bantam. Meer end eengang fik jeg Underretning
om hendes Natte=Spadseregange, og de Forolindelser, som
hun hængte for hendes skarpseende Faders Øyne. Men og
meer end engang kunde min sexten Aars gamle Kiereste for¬
sikkre mig, at Folk de slemme Folk, vare fulde af Avind
og Misundelse til hende. Kan mangen en af dette Kiøn
neppe lalle, saa vænner hun sig dog til, at give de skamme¬
ligste Handlinger de beste Farver; hun veed at snoe sig som
en Slange, paa det hun dog kan trekke nogen Nytte af
det i hendes Hierte enfoldige Ord Dydefuld. Naar
jeg foreholdt den lille Omstreiferske det gode Rygte, som
hun lettelig kunde skille sig ved; saa heed det: Du lille Nar!
hvad fattes dig? Veed du ikke, at det er galant? Hørte
hun fortælle om nogen, som skeytede ud, saa spyttede hun,
og sagde: den maae vel slet ingen Samvittighed have! og
dog fandt jeg eengang et Brev, som ikke var skrevet til
Ende, hvorudi hun betakkede sig for den forrige angenem¬
me Nat. Her havde jeg næsten bestilt min Ligkiste; her
var jeg næsten bleven til en Steen, dersom jeg ikke var
bragt til rette igien ved mit Nysepulver. Og hvad troer
man vel, at jeg giorde? Jeg begyndte gandske gelassen
at forstille mig sprøe og ligegyldig, og tænkte. Der er
jo flere Piger, end hun! Saaledes burde alle Forelskede
tænke! Det kunde maaskee hielpe dem. J det mindste
hialp min antagne Høymodighed mig saavidt, at jeg blev
ordentlig forlovet med min Kiereste, efterdi man maaskee
tænkte, at hun ellers skulde gaae glip af mig. Til denne
saa kaldede Forlovelse bleve mig uafvidende giorte nogle for¬
virrede Anstalter, og det var paa en, skal jeg vel sige det,
for mig høyst ulykkelig Aften, da min Chanktong gandske
uformodentlig udbrød med følgende hierterørende Ord: Nu¬
min kiere Søn! saaledes vil jeg fremdeles kalede eder, da min
unyttige Pige Plager mig Dag og Nat, at skaffe mig en Mand,
jeg har seet eders Troeskab og Bestræbelse, og jeg vil altsaa her¬
med give eder mit Ja-Ord som Fader: J og ingen anden skal
have mit Barn. Her er min Haand. Kone du har vel intet
at indvende derimod? Pige giv din Brudgom ogsaa din
Haand. Hun adlydede i Øyeblikket, og jeg havde nu nok
at giøre, at kysse Hænderne; jeg var meget glad, som
man kan sagte tænke, over dette Tilsagn, og lovede som
billigt var, al Sønlig og Mandelig Kierlighed og Troskab.
Men hvor forskrekket blev jeg over Ægteskabs=Contracten!
hvor tunge var Vilkaarene at fordøye for mig! "Hør, sagde
den Gamle: J faaer ingen Penge med til Medgift; thi dem
bruger jeg i min Huusholdning." Paa den Maade,
tænkte jeg, profiterer jeg ikke meget ved dette Giftermaal.
Videre, sagde han, maae J ikke lade min Datter for¬
rette alt for strengt Arbeyde: jeg har derfore givet hen¬
de til en lærd Mand. J maae derfor ikke see snurt, om
mit Barn sover til Middag; Hun har en Svexhed i Ho¬
vedet, som giør hende fortredelig hele Dagen igiennem,
naar hun skal staae alt for tidlig op; bliver alt for hastig
opvakt; eller kommer til at træde paa Gulvet med den
venstre Fod først; Hvert Aar maae hun forsynes med en
Vinter= og Sommer=Klædning: Endelig maae J, som
en lærd Mand selv forstaae, at der hører god Mad til
Livets Nødtørft, og om hendes fine Ansigts Bildelse skal
vedligeholdes. J øvrigt maae J lade hende have hendes
egen Villie, thi vi har opdraget hende til alt got, og J
vil ingen Skade have deraf; Hun er jo et Barn af en god
Art. Er det ikke sandt, min kiere Datter? Jo, Hr. Fa¬
der! sagde min Smukke, jeg lader mig alting befalde; dog
er jeg ikke bange for nogen Ting i min Ægtestand saa me¬
get som for at avle Børn; Ak! Barselsengen skal jo være
som omtrent et Fængsel? Ney vist ikke min kiere Datter!
sagde Moderen, Du maae ikke forestille Dig Tingen saa
farlig. O! det er meget smukt, naar Manden giver sin
stakkels syge Barselkone en smuk Foræring. Jeg har otte
Gange været paa det Sted, og maae berømme min Mand;
han har været ret flink: snart forærte han mig noget fra
China, snart fra Java, snart fra Europa; og da jeg
kom ned med Dig, saa forærte han mig, er det ikke sandt
min Skat? dette franske Damast; O, det er kostbar for
Mændene, naar deres Koner kommer i Barselseng, men
hvad giør ikke Kierlighed? --- Men jeg maae afbryde
disse trøstelige Samtaler, og ikkun sige saa meget, at det var
meget tydelige og forstaaelige Anmerkninger. Men, hvad
sagde jeg til det altsammen? Slet intet undtagen et lunkent
Ja, Ja. Min Trøst var Haab om bedre Tider, og der¬
udi blev jeg bestyrket af min snakkende Sviger=Moder.
Først oprettede hun mit nedslagne Gemyt med føl¬
gende Tale: Hør nu, min kiere Hr. Søn! det er nok Mode
over hele Verden, at vi Koner maae have en Nødskilling,
som Manden intet veed af; hvorledes vilde vi ellers kunde
