bestride de nødtørftige Udgivter. Vær vis paa, at der fin¬
des endnu nogle gamle Skillinger i min Pung; og dersom
J handler vel med min Datter; saa skal jeg, naar J leve¬
rer mig det første Barn paa mine Arme, udtælle eder en
Summa af 600 Pattacons paa eet Brædt. Er det ikke
god Belønning for et Arbeyde, som mange forretter om¬
sonst. Kun Skade, at jeg aldrig saae Pengene. Nu be¬
gyndte ret min Qvale. Nu truede man, at skrue mig saa¬
ledes, at jeg i Tide skulde blive vant til den kiere Taalmo¬
dighed, der er en herlig, men og sielden og rar Dyd. Spøre
ikke, paa hvad Maade det maae være skeet? Jeg vil tie
med det altsammen, og giør mig Betænkning over, at an¬
føre alle deres ubetænksomme Gange, med hvilke Tiden
skulde nøyere forbinde mig. Gemytter, som elsker Dyd,
skulde ærgre sig derover; og Lastefulde kunde vel endog tage
et Mørster deraf, og i deres Udskeytelser blive artige Bød¬
ler for dem, som har et redeligt Hierte, og ikke elsker fla¬
nevurent. Hiertet banker i mit Bryst af Ærgelse, naar
jeg tænker paa hine Timer, der bidroge saa meget til min
Ulykke. Aldrig havde jeg tænk, at en gammel Tarterskes
Spaadom skulde være bleven opfyldte paa mig. Hun
sagde: Du unge Menneske! vogt Dig for en liden sort
Person; du elsker hende; men hun ikke dig; du vil blive
ulykkelig ved hende. Og dog alligevel traf det ind i Ban¬
tam, at min Brud gav mig et indviklet Svar, og satte
mig ikke i de beste Omstændigheder. Her ryster min Haand,
ved at skrive mere. Min Veninde blev mig utroe; hun gav
en anden den Haand og Hierte, som hun havde givet mig.
Men det varede ikkun kort. Nu sidder hun og græder over
at hun er forladt, og jeg er glad ved, at Himmelen har
befriet mig fra en Person, som vel aldrig vil lære, hvad
Ægte Kierlighed er. Elendige Person!
Efterhaanden er mit oprørte Sind vel kommet i sin
forrige Orden igien, og nyder nu i mit svage Legeme en
Rolighed, som vel ikke er fuldkommen; men som det dog
haaber at naae, naar det engang har naaet sine Ønskers
Maal. Tager dette til Eftertanke, J artige Børn.
Brev=Vexling.
Dølgende Brev har vi ey kundet andet en bekiendtgiøre,
saasom det kommer an paa vor Opriglighed. Ja, vi vil¬
le endog anføre det med sin Udskrift; at vedkommende kan
desbedre kiende det: Uden paa stoed:
velagtbare Herrer og Unge Karle
samt
Dydziirede.
Madamer og Jomfruer
udi
Fruentimmer= og Mandfolk Tidendes Sælskab &c. &.
med en Ven over Søen)
huldeligst
den Gud ledsage.
Franco directe
Kiøbenhavn
Dette var Udskriften. Lad os nu see Jdskrivten:
Velagtbare Skribentere,
Mands= og Fruentimmer!
"Hvorfor giver De os ikke ogsaa nogle Efterretnin¬
ger om Cometen? Det lader som De ere meget søvni¬
ge og ey vil bryde en Nats Søvn. Hvad siger Eders
Lærde om den? Hvad spaaer man i de store Stæder?
Og hvad tænker De selv, at den betyder? Jeg har ikke
havt Søvn i mine Øyne, siden vor Degn fortalte mig
om denne Comet. Jeg har selv seet den. Dens Svantz
er forskrekkelig! Men hvorfor kan Eders Fruentimmer
ikke lade den Svantz fare, som de altid skal slæbe efter
dem? Hvad mon de betyde andet end noget ondt. Jkke
langt fra os er født et Lam med en lang Hale. Hvor¬
fore skulde vel den fødes? Nu fortæller mon (det gyser
i mig, naar jeg tænker derpaa) at Fruentimmerne i Hu¬
nedstaden begynder at sette Forhøyninger paa deres Ho¬
veder, saa de bliver saa lange, saa lange som
og kommer meget nær de Topper, som Fruentimmerne
brugte i gamle Dage, og som man endnu kan see paa
de gamle Liig=Steene i Kirkerne. Men min Salig
Beste=Moder fortalte mig hvorledes en Kalv blev født
med ligesaadan en Top paa Hovedet. Troe mig, Hove¬
derne ere ikke at skiemte med. Mig tykkes, De skulde
overtale Deres Fruentimmer til at knappe noget af i beg¬
ge Ender, Tiderne ere desuden knappe nok. Og hvad
betyder vel den Pose, som hænger bag i Nakken, andet,
end mangen een vil efter det gamle Ordsprog, komne
til at gaae med Pose og Kiep. Det er: blive Stude¬
re. Det er jo nu og Moden, at Fruentimmerne gaaer
med Stok. Ja, see! der har vi Ordsproget; er det
ikke nær nok? Maa man da ikke blive bange. Jeg vil
ikke engang sette et Baand paa min treestykkes Hue. Bør
man ikke rogte sig for Forargelse og onde Følger? Hvor¬
for er vel Tyrken saa vreed paa Christenheden, uden
fordi, at de Christne ifører deres Børn Tyrke=Habit.
Er der da nogen Ære ved at være Tyrk? Det er jo
dog noget forskrekkeligt at see et Christen Barn med en
Turban paa Hovedet. Den eene Christen maatte jo
snart blive en Tyrk imod den anden. Hvordan en ikke
de Confredererede imod de arme Dissidenter? Det er
nok ikke for intet, at man hører adskillige Træer hist og
her at blomstre tvende gange dette Aar? Hvor mange
Liig sees der ikke paa de Steder, hvor de Confordere¬
rede og Tyrkerne kommer frem. Ak! skulde kun Tyrken
ikke komme til vort kiere Jylland! Man siger jo at Al¬
giererne ere vreede paa os, og at deres Søe=Røvere gaaer
i Flokke-Tal i Søen, ligesom vore Giæs og Ender i
vort Gade=Kiær. Paa saadan Maade ere vi jo ikke
sikkre hverken til Lands eller Vands. Jeg skulde have
min kiere Datter=Søn, lille Peer, over til Kiøbenhavn for
at lære noget, hvad det kunde blive, men jeg er saa bange
at han skal blive optagen af de Tyrkiske Søe=Røvere. Vær
saa god og lad mig vide, om det er sandt, at Cometen
kommer igien; thi saa skal lille Peer blive hiemme. Dette
