1769.
Fruentimmer= og Mandf. Tidende.
No. 43
Historie om Manden med de to
Koner.
J et Selskab, hvor der blev meget talet om Tyrkerne,
ligesom nu omstunder er sædvanligt i de fleeste Sam¬
menkomster, ivrede Damerne sig i særdeleshed over
det, at det er disse Vantroende tilladt, at have meer end
en Kone. Madame Cidalise, som er berømt for den be¬
synderlige Jalousies Skyld, med hvilken hun forfølger sin
Mand, kunde ikke bare sig for gandske christelig at udraa¬
be: Mere end een Kone, det er jo noget forskrekkeligt!
Saadan en Nation kan det aldrig gaae got, og alle Chrisine
Potentater skulde forene sig, for gandske at udrydde dem
af Jorden. En Herre, som havde læst meget, giorde den
Anmerkning, at man ikke maatte falde i Forundring over
noget saa meget, som over den gode Forligelse, med hvilken
disse en Mahomedaners adskillige Koner pleyede at leve og
omgaaes med hinanden; vore Europæiske Fruentimmer,
sagde han, i det han vendte sig til Madame Cidalise, og
i særdeleshed vore Tydske Damer, skulde visselig ikke opfø¬
re sig saa rolig med hinanden i en eneste Mands Huus.
Det vilde og Himlen forbyde, at vi skulde behøve at have
saadan Taalmodighed. Jmidlertid, sagde den belæste Her
re, veed jeg dog et rørende Exempel paa, at en Tydsk Ge¬
mablinde har forligtes meget got med en anden Tyrkisk Ge¬
mahlinde; og dersom De ville tillade det, saa vil jeg for¬
tælle dem Historien; det er mangen gang ikke ubehageligt,
at høre gamle Historier fortælles igien.
J Korstogenes Tid levede en ung Helt, en Greve af
Gleichen, af det berømmelige Schvartzborgske Huus, som
har havt den Ære, at give Tydskland en Keyser. Han
var meget rig, og høytagtet af alle sine Naboer og Vasal¬
ler, og det som endnu mere var, han havde en ung smul
Gemahlinde, med hvilken han havde avlet et Par overmaa¬
de elskværdige Børn. Hvor lykkelig havde han ikke kundet
været! Men hans Tidsalders Mode rev ham bort med
Strømmen. Han vilde hielpe til at befrie Jerusalem, og
derved faae ævigt Aflad for alle sine Synder. Han lod alt¬
saa hefte Korset paa sig, forlod sin smukke Gemahlinde, og
fulgte med Mængden af de ubesindige Krigsmænd, der næ
sten allesammen bleve begravne i Østerlandene.
Greven af Gleichen gil det ikkun lidet bedre. J en
hidsig Fægtning med Saracenerne slap han vel derfra med
Liret, men efterat han længe nok havde fægtet, og længe
nok forgieves havde søgt, med Sværdet at slaae sig igiennem
Fienderne; saa blev han endelig overvunden af Mængden
som overfaldt ham, og bortført fangen i Lænker. Efter¬
at han allerede havde maattet tilbringe et par Aars Tid
i et haardt Slaverie, foranledigede besynderlige Omstæn¬
digheder hans hidtil værende Herre, at tage ham med til
Ægypten, og her blev han paa nye solgt til den Ægypti¬
sie Sultan. Hans Tilstand var imidlertid her meget taa¬
leligere end tilforn; man opdrog ham Opsigten over Se¬
raillets Have; han havde ikkun lidet at forrette, og desto
mere Tid til med Smerte at tænke paa sin forlorne Frihed,
og sin siakkels Gemahlinde.
Fatime, Sultanens Datter var en af de smukkeste Prin¬
tesser i hele Verden. Hendes Fader elskede hende meget
ømt og satte en gandske besynderlig Fortroelighed til hendes
ædle Opførsel. Hun havde derfor en langt større Friehed,
end andre, og blev ikke holdt i det Slavere, til hvilken al¬
le orientalske Fruentimmer ere fordømte. Hun gik ofte og
spadserede i Haverne, og saae altsaa og ofte den ulykkelige
Greve af Gleichen. Hans Ungdom, hans ædle Anstæn¬
dighed, og hans fortreffelige Bildelse indtoge hende overor¬
dentlig. Blodet er i disse Egne meget heftigere, Lidenska¬
berne ere sterkere, og Fruentimmerne meget muntrere, fy¬
rigere, og overlader sig med mere Hidsighed til sine Til¬
bøyeligheder. Fatime kunde ikke afholde sig fra at elske Gre
ven, og ligesaa lidet kunde hun forhindre det Ønske, at
hun maatte behages ham. Hun var begierlig efter
hemmelig at see ham, og uojorske, hvorledes han var sin¬
det. Saadan en øm kielen og nysgierrig Attraa og For¬
længsel er altid meget heftig hos en Mahomedanerinde, og
Udførelsen deraf bliver aldrig ret længe opsat. De Rig¬
domme, over hvilke hun havde at byde, bragte snart hen¬
des Vægtere og Oppassere paa hendes Side. Hun skyndte
sig ned i Haven og nærmede sig hen til Greven. Man be¬
klager din ulykkelige Skiebne, begyndte hun; der findes
dog Midler til at ende samme; giør dig værdig til den
Naade, som man haver for dig. Ak, sukkede Greven, hvad
kan jeg giøre? Jeg er en Fange og Slave i Lænker; men
gandske vist ikke født til denne Ydmygelse; jeg vil bære min
Skjebne taalmodig saalænge jeg lever; hele Verden forla¬
der mig, Kierlighed fremstiller sig til din Frelse, sagde
Printzessen; ved Gienkierlighed kan du forvente alting. Gre¬
ven, som immer hidtil havde frygtsomt nedslaaet sine Øyne,
opløftede dem nu til hende, som talede med ham, og kiend¬
te i hende Sultanens Datter; han kastede sig da strax ned
for hendes Fødder. Er det Dem, naadigste Printzesse!
raabte han, som tager Deel i en Ulyksaligs Skiebne? Hvor
meget kan De lette samme; Lad mig have Deres Velgier¬
ninger at takke for min Frihed! Slave, sagde hun, du
vil flye, og forlade mig? Er det alt, hvormed du vil beløn¬
ne min Medlidenhed, og en endnu meget ømmere Følelse?
Hør mig; du har befaldet mig; jeg vil giøre din Lykke;
du kan nyde samme her; eller, om Kierlighed til dit Fæ¬
