derneland ligger dig alt for meget paa Hierte, saa vil jeg
lette din Flugt; men jeg vil selv følge med dig; og dit
Fæderneland skal ogsaa være mit; jeg vil finde det paa alle
Steder, hvor min Gemahl er; dette maae du blive. Giv
mig dit Ja-Ord, og dine Ønsker skal blive hørte.
Dette Tilbud satte Greven i største Forundring og
Forbavselse. Han blev en tidlang sium. Hvad forlan¬
ger hun af mig begyndte han endelig? O Printzesse, vær
forsikret, at min Taknemmelighed kunde opofre alle Ting
til hendes Lykke, men ak, jeg kan, jeg maae ikke bedrage
hende! Jeg har allerede en Gemahlinde og Børn - Hvad
hindrer det, svarede den skiønne Fatime meget muntert;
jeg lader mig nøye med at dele dit Hierte med din Gemahl¬
inde. Vor Lov tillader Mandspersonerne, at have fleer
end een Kone; og jeg vil slet ikke være skindsyg. Hun vil¬
de endnu tale videre, men Sultanen, som hun var bleven
vaer langt borte, hindrede hende derfra. Hun forlod Sla¬
ven, og var nu langt meere forelsket end tilforn. O, hvor
smuk er han! sagde hun ved sig selv, og hans Hierte er
endnu smukkere. Han har talet med mig om sin første Ge¬
mahlinde; han befrygtede sig, at jeg ikke kunde taale nogen
Medbeylerinde, han elsker hende, han vil ikke forlade hen¬
de; han vil heller ikke forlade mig; hans Kierlighed kunde
maaskee tage af; men aldrig hans Taknemmelighed, den
vil altid paalegge ham den Pligt, at conservere mig. Hvor
lykkelig skal jeg da være! Greven paa sin Side giorde sig
og meget alvorlige Betænkninger. Printzessens Forslag
satte ham i stor Bekymring. Han kunde ikte ægte hende;
skulde han bedrage hende? Hertil var han ikke i Stand;
og dog fandt han intet andet Middel, til at see sig befriet
fra Lænkerne. Det stod ikkun til ham, at erlange Frie¬
hed; og denne Tanke giorde ham hans Slaverie endnu me¬
get utaaleligere, end ti forn. Kierlighed til Fædernelandet,
Begierlighed til Friehed, bragte ham endelig til den Beslut¬
ning, at love og indgaae alle Ting. Printzessen var over¬
maade smuk; han skulde ikke have været ilde faren; om han
havde kundet holde hende Ord; man smiggrer sig meget let¬
telig med allehaande Mueligheder: Hans Gemaylinde kun¬
de være død, og saa kunde han ægte Mahomedanerinden.
Han svor altsaa Printzessen sin Kierlighed til; hun giorde
alle Foranstaltninger til Flugten; hun begyndte alting saa
forsigtig at Sultanen ikke merkede det ringeste dertil. Hun
tog en stor Mængde Ædelsteene med sig; de to Forelskede
begave sig paa et Skib, og ankomme lykkelig til Venedig.
Af en Hendelse traf Greven sammesteds en af hans Tienere,
som i nogen Tid havde reyst omkring til alle Søe= og Han¬
dels=Stæder, for at skulle erkyndige sig hos alle de Kiøb¬
mænd, som kom tilbage fra Asien, om han hos dem kunde
faae nogen Efterretning om hans Herre. Glæden var ube¬
skrivelig, da han fandt ham igien; men Greven hørte og
saa tillige at hans Gemahlinde og Børn Dag og Nat paa¬
kaldede Himmelen om hans Tilbagekomst, og at de med
den allerstørste Henrykkelse vilde imodtage ham.
Den gamle Krønike, som fortæller denne Historie,
føyer til, at Greven reyste til Rom og kastede sig ned for
Pavens Fødder, Paven blev rørt deraf, og gav ham Di¬
spensation, til ligeledes at ægte Printzessen. Han bragte
altsaa denne hans anden Gemahl med til hans Slot. Grevin¬
den af Gleichen samtykte hendes Gemahls Taknemmelighed
og fattede en overordentlig stor Kierlighed til den smukke
Fatin e. Begge Gemahlinder forligtes paa det beste til¬
samn en. Printzessen fik ingen Børn, og antog sig altsaa
de af Grevinden fødte, som hendes egne. Greven blev
inderligst elsket af dem begge to og man læser endog nu om¬
stunder paa hans Grav, hvorudi de ligger alle tre begrav¬
ne følgende Jndskrivt: (paa Tydsk) Her ligger to Ge¬
mahlinder; den ene forlod Mahomed, for at følge mig, og
den anden omfavnede hende, som bragte hende sin Mand
tilbage fra Slaveriet. Vi havde, imedens vi levede ikkun
een Seug, og hviler efter Døden ogsaa her i een Grav.
Om Bedragerier i Spil.
Den hele Hob af Spillere kan henføres under to Classer.
Enqver, som giør Kort eller Tærningspil til sin Daglige For¬
retning er enten en Bedragen eller en Bedrager; to Charac¬
terer, som pleyer ligemeget at opvekke Avind og Beundring.
Den Bedragne er gemeenlig en Mand af stor Formue og
svag Forstand, der, Shakespear siger, lader sig saa taal¬
modig føre omkring ved Næsen, som et Esel. Han spiller
ikke af den Aarsag, fordi han finder en Fornøyelse i Kort
eller Tærningspil, men fordi det er Moden, og om man
bringer noget Hazard=Spil i Forslag, saa undslaaer han
sig ligesaa lidet derfor, at være med i det Partie, som han
i et Lav af sterke Drikkere skulde undslaae sig for, at tøm¬
me sit Glas med, naar Touren faldt ham til, fordi han
ikke er tørstig.
Der gives nogle faa Exempler paa Folk, der har li¬
gesaa megen Forstand, som Anseelse og Formue, og som
bliver anførte og bedragne i Spil. De har et saa overor¬
dentligt Anfald af Spillesyge, at de opofrer alting for sam¬
me. Jntet er bedrøveligere og mere beklageligt, end en
fornuftig Mand, som paa denne Maade er bedaaret og
forblindet. Han giør sig og sin Familie til Bytte for en
Hob nederdrægtige Folk, som endnu ere afskyeligere, end
Stratenrøverie; og maaskee, naar hans fuldkomne Ruin er
for Haanden, saa beslutter han sig til, at slaae sig i Fæl¬
ledsskab med de uværdige; som bragte ham i Ulykken og
at leve af andres Berøvelse, som han kan forlede til samme
Daarligheder, der havde saa bedrøvelige Følger for ham.
Her kan vi strax giøre os en Forestilling om en Be¬
dragers Characteer i Spil, og paa det at han ikke skal ha¬
ve Aarsag til, at beklage sig over sammes Forstillelse, saa
ville vi giøre Begyndelsen med hans Fortrin. Man vil
maaskee falde i Forundring over, at jeg tilskriver en Be¬
drager Fortrin; men en Spiller, som giør en anstændig
Figur i Verden, maae have mange elskværdige Egenskaber
ved sig, som uden Tvivl maatte lade sig tilsyne i deres fulde
Glands, dersom de ikke bleve fordunklede ved den foryadte
