Character, som er forbunden med dette Haandværk. For
at opfylde sit Emheds sædvanlige Pligter, maae han være
en Mand af munter og levende Natur, forsynet med en vis
stoisk Gemyts=Rolighed, og en bestandig Aandens Nærværelse.
Han maae kunde lee af Tusindes Forliis, og omendskiønt
Lyiken spotter ham lige i hans Ansigt, saa maae det ikke
forandre hans Miene. Og da han skal leve iblandt de
Store i Verden, saa maae det ikke mangle ham paa Ar¬
tighed og en tekkelig Levemaade; han maae være ydmyg og
underdanig, men ikke Slavisk og krybende, han maae have
en uskyldig frie Mine i hans Magt, og besidde en saa sy¬
nende Aabenhiertighed i hans Opførsel.
Disse maae være vor Helts fornemste Fuldkommen¬
heder. Men paa det at man skal ikke beskylde mig for,
at jeg udkaster hans billede alt for fordeelagtigt, saa ville
vi nu, da vi har betragtet ham udvortes, ligeledes giøre
nogle Øyekast til hans Hierte. Her skal vi finde, at Be¬
gierlighed og Vindesyge er den fornemste Drivefieder, som
setter den hele Maskine i Bevægelse. Enhver Spiller bli¬
ver fortæret af Gierrighed, og naar denne Lidenskab naaer
sin største Styrke, saa er dens Magt sterkere, end nogen
anden Lidenskabs Magt kan være. Den undertvinger end¬
og sandselige Lyster, og undertvinger dem sterkere, end Al¬
derdommen. J det tresindstyvende Aar betragter man end¬
nu med Velbehag et artigt Fruentimmer; men naar Kort
og Tærning=Spil har opsluget al vor Opmerksomhed, saa
foragter man Fruentimmer og alt deres indtagende Væsen
endog i det fem og tyvende Aar. En Spiller af Profes¬
sion kan blot allene ved Forstillelse tilfredestille sin umæt¬
telige Gierrighed, saa at alle de saa synende Dyder, som
vi har nævnt, og som virkelig da vare det, naar de kunde
tiene til det menneskelige Kiøns Velfærd, maae hos en
Spiller blive brugte til hans Medskabningers Fordervelse.
Hans muntre og levende Naturel tiener blot dertil, at un¬
derrette ham i den hastigste Methode, og at hielpe ham
snart afsted ved at blande Kortet til sin Fordeel, og hvorle¬
des han kan knibe Tærningerne; hans Standhaftighed,
som setter ham i Stand til, at tabe Tusinde med koldt
Blod, maae han ofte bruge imod hans Samvittigheds
Nag og Bebreydelser; og hans artige Opførsei og antagne
Aabenhiertighed er blot et synende Sløer, hvormed han
anpriser og skiuler den sorteste Nederdrægtighed.
Vi maae endnu giøre det andet Øyekast i hans Hierte,
og, da vi har seet sammes Laster, ligeledes betragte hans
Elendighed. Den feige Mand, som ikke har Mod eller
Tilbøyelighed nok, at formere sin Formue ved Veddemaal,
Kort= eller Tærning Spil, men er tilfreds og lader sig nøye
med, at ophobe sine Tusinde ved mindre synlige Kunstgreb
og Bedragerier, eller ved Midler, som ikke ere saa uvisse,
lever i en bestandig Mistanke og Skrek; men Spillerens
begierlige og vindesyge Frygt og bestandige Urolighed er
uendelig større. Han bærer bestandig en Maske, og vee
ham, om denne Maske affalder.
Men jeg setter, at Bedragerens Hyklerie bliver uop¬
daget; i hvilken GemytsForfatning maae dog ikke allige¬
vel et Menneske være, hvis Lykke hænger af hans Hiertes
Falskhed, af hans Forholds forstilte Troeløshed, og af
hans falske Tærninger, Hvilke Følelser maae han ikke un¬
dertrykke, naar han maae smile, omendskiønt han er opbragt,
naar han ved den yderste Fortvivlelse maae antage en glad
og munter Mine, og spille en Stoiker, uden at han derfor
har mindste Trøst af nogen dydefuld Følelse, eller af en mo¬
ralsk Grundsetning! Hvor ulykkelig maae han selv være i
den Tilstand, hvor han skulde vente den meste Fordeel, nem¬
lig at omgaaes iblant de Fornemme. De Store ere ikke
altid oplagte til at spille, snart leer, og snart skiemter de
engang derimellem. Jmidlertid maae vor Helt gandske
taalig vente den lykkelige Time, og ikke allene lee med, samt
give deres Skiemt bifald, men endog vide at skikke sig i
ethvert forunderligt Jndfald af saadanne Folk.
Den bedragerske Spiller har ofte den Fortrædelighed,
at hans Hensigter bliver til intet gjorte for ham. Leylig¬
hederne til at giøre Svig og Bedragerier tilbyder sig ikke
immer af sig selv. Man kan ikke immer bruge den falske
Tærning, eller immer bringe de bedragersk blandede Kort
paa Spillebordet. Vor Spiller er altsaa i den største Fare.
Men endog da, naar Lykken er ham gunstig, og han har
lutter Gevinst og et got Spil paa sin Side, saa maae han
dog erfare den Fortrydelse og Harme, maaskee at give sin
sidste Dukat ud med lige saa koldt Blod, som han i Spillet
skulde laane en Adelsmand en Rigsort.
Vor Helt forlader nu Skuepladsen, og hans Kata¬
strophe er meget tragisk. Den næste Efterretnig, som vi
hører om ham, er hans Død, som han selv har befordret
ved sin egen Pistol. Man maae hemmelig afkiøbe en lovlig
Undersøgelse; han bliver begraven om Midnat, og forglemt
førend Opgang.
Ved dette en Bedragers døbbelte Malerie, hvorudi
jeg har søgt at vise hans dobbelte Gestalt, falder mig et
gammelt Kobberstykke ind, som jeg engang har seet i Ox¬
ford af Greve Guiscard. Ved det første Øyekast saae maa
ham i en stor Alonge=Paryk, med en Hat med Fieder=Plu¬
mage i, broderet Klædning, med Demants=Knapper, og i
den hele Hofdragt, som var brugelig i hans Tid. Men
naar man trakte et Baand af Veyen, saa gik Papirets
Folder ud fra hinanden, og der blev intet tilovers af det
gamle, undtagen Ansigtet; derimod et nyt Legeme tilsyne,
og Grev Guiscard var en Dievel.
Oeconomiske Beretninger.
Miøbenhavn. Jblant andre Oeconomiske Beretnin¬
ger fort ener vist nok Hytte=Dagen at have Sted. Den¬
ne Dag er ligesaa betydelig, som mange af dem, der staaer
tegnede i Almanakerne med røde Bogstaver. Man behøver
alleneste at gaae et par af Smaa=Gaderne igiennem, for
at blive overtydet herom. Vores Samler har atter væ¬
ret beskiæftiget med at samle disse Beretninger: Aa 2
