det inderste paa Skyggen; oppuffet Pul
og Baand for Pullen at binde ned under
Hagen; Hænglerne ere lange, at Baan¬
dene fra Nakken kan gaae derigiennem
førend de bindes.
Under dette Sæt maatte man lede efter Ansigterne, og
de maatte see høyt i Veyret, naar de skulde see paa nogen.
Til Siden kunde de slet ingen kiende. De ere meest af
Moden i denne Tid. Dette kan ellers tillegges, at Pullen kan og
være glat, samt at Vingerne kan være dobbelte med Kruser.
Saa langt gaaer ikkun den os denne Gang meddelte
Liste, men Frue=Pigen lover Forttelselsen. Naar vi faaer
den, skal vi trolig meddele den.
Nyt og Gammelt.
Kilkenny. Her lever en Pige, som for 4re Aar siden
havde en ulykkelig Kierlighed, og siden den Tid græder
uophørlig. Vore Philosopher siger, at der i mange men¬
neskelige Hoveder findes en vis Jisagtig Materie, som be¬
gynder at tøe op ved en uregelmæsig Kierligheds Jld, og
foranlediger saadanne Oversvømmelser, og anfører til deres
Menings Stadfæstelse det Ord: Gysetiig. Vi forven¬
ter Efterretninger fra andre Lande, om disse vore Philoso¬
pher har Ret eller ey.
Opera Sager.
Da Prior var Gesandt i Frankerig, kom han engang
paa en Opera til at sidde i Loge, med en Fransk Adelsmand.
Denne sidste sang efter den sædvanlige Franske Maade, høye
re i Logen, end Sangeren paa Theatret. Herover be¬
gyndte Gesandten at udskielde Sangeren paa Theatret, og
lod som han var meget forbittet paa hans Sang. Fransk¬
manden gav Engellænderen at forstaae, at denne Sanger
havde en fortreffelig skiøn Stemme. Ja, got nok, sva¬
rede Gesandten; men han giør saadan Skrig, at jeg
for ham ikke kan have den Fornøyelse, at høre dem
synge, min Herre!
Juridiske Beretninger.
Et Menneske kom engang i en Kramboe og vilde kiøbe
Galuner. Da han nu selv havde udsøgt et Stykke, spurg¬
te han Kiøbmanden, hvad han vilde have for et Stykke,
der var saa langt, at det kunde naae fra det ene Øre til det
andet. Kiøbmanden gav ham Friehed at maale enten over
Hovedet eller under Hagen og tillige fastsadte Prisen. Kiø¬
beren talte Pengene, og da han derpaa begyndte at maale,
sagde han: Det ene Øre er her; men det andet er
slaget paa Galgen til Bristol, og da jeg nu befrygter at
De ikke har Galoner nok til at opfylde Contracten,
saa vil jeg tage dette Stykke i Afslag, Resten kan
J¬
jeg henke en anden Gang ved Leylighed. Kiøbman¬
den, som saae sig saaledes bedraget skielvede derefter hver
Gang nogen kom, at kiøbe Galoner.
Medicinske Beretninger.
En Læge fortrød paa, at man over Hovedet talte saa i
slet om Lægerne, og sagde over mig kan dog ingen klage.
Ney, svarede et lystigt Hoved: thi de døer alle, som
kommer under deres Hænder.
Oeconomiske Beretninger.
Churfyrst Christian af Sachsen, havde engang Pro¬
fessor Taubmann til Taffels. Da nu Taubmann tog
to Agerhøns og indviklede dem i sit Tørklæde og stak dem
i Lommen, sagde Churfyrsten: Hr. Professor! J skul¬
de ikke førge for hvad J skulde æde. Gandske rigtig,
svarede Taubmann, just derfor stikker jeg disse Ager¬
høns i min Lomme.
En Matros i Dublin, som havde været borte i tre
Aar, kom hiem igien, og fandt hans Kone med en anden
Mand siddende for Skorsteenen med et Barn paa Skiødet.
Hvor har du faaet det Barn fra, spurgte han. Min
Kiære Hans, svarede Konen. Jeg tænkte at du var
død, og derfor har jeg givtet mig igien. Ey, nu!
sagde Hans, jeg har havt dig først, og vil, trods alle
Stormvinde, og beholde dig, saalænge jeg er her, naar
jeg gaaer til Søes, kan han være din Mand, imid¬
lertid vil jeg give det halve til Barnets Opdragelse.
Jndfald.
Der kom engang en stor Herre til Vittenberg, som, efter¬
terdi han havde hørt meget tale om Proffessor Taubmann,
ønskede at see ham, og bad ham til Taffels. Taubmann
sad gandske alvorlig ved Bordet, og førte lutter kloge og dyb¬
sindige Discourser. Efter Maaltidet stod Taubmand op,
og vilde tage en høflig Afskeed. Ney, sagde Herren, ikke
saa, Hr. Taubmann! De skulde fornøye os noget i
Dag; De er jo det lystige Hoved, hvorom der bliver
fortalt saa mange artige Narrerier? Det veed jeg ikke,
svarede Taubmann: her i Wittenberg er ingen Nar,
uden han nylig maa være kommet hertil.
Der blev engang i et Selskab talet om Sielenes For¬
flytning fra et Creatur til et andet. En, som gierne vilde
frembringe vittige Jndfald, sagde: at han erindrede sig me¬
get got, at han havde været Guld=Kalven. En Dame
svarede derpaa: Da har De, min Herre! ikke tabt an¬
det end Forgyldningen.
Et ugift Fruentimmer beklagede sig engang, at hun
var saa nær 30 Aar gammel, da hun dog var langt ældre.
Glæd sig, min smukke Jomfrue, svarede et lyfligt Ho¬
ved: De kommer alt længer og længer fra 30 Aar.
