allene ved forelskede Øyne, om J og hver for sig, og siden
ihenseende til hverandre ere beqvemme til saadant nær slut¬
tet og fortroligt Selskab. Thi hvorledes kan den fælleds
Hielp bevises af Ægtefolk, som lever i Uenighed med hin¬
anden?
Ligesom Ægteskab fører meget Behageligt og Fornøye¬
ligt med sig, naar der er en fornuftig Kierlighed imellem
to Egtefolk, saa medfører det og meget Bedrøveligt, ja
noget som ofte skiller Mennesket baade ved sin timelige og
ævige Velfærdt, naar Mand og Kone lever i bestandig
Uenighed. Merker du dette mit kiere Barn.
Den timelige Lyksalighed er en bestandig Fremgang igien¬
nem allehaande Modgang i dette Liv, til immer livagtigere Fø¬
lelser af Nøysomhed og at være vel tilfreds og Hiertets For¬
nøyelse. Dertil skal Ægteskabet tiene saavel dig som din Æg¬
temand, omendskiønt den timelig Lyksaligheds hele Til¬
stand er en Veestand. Jeg beder dig derfor, at du dog
vil overveye dit forehavende Ægteskab og siig mig: Om og
hvorfor du er forsikkret, at det vil være tienligt til din time¬
lige Lyksalighed, samt blive et Middel til din ævige Vel¬
færdt, hvorfor du dog egentlig er kommen i denne Verden,
efter den ævige Kierligheds Hensigt? Men i sær kan du ik¬
ke nægte, at saafremt hiint skal være, saa maae den For¬
nøyelse, som angaaer din og din Mands Enighed, ved¬
vare bestandig derudi. Kommer det derfor ikke her an paa
et klogt og fornuftigt Val paa begge Sider?
At skienke sit Hierte bort til en Person, med hvilken
man skal leve indtil sit Lives Ende, er derfor visselig ikke
en Sag af saa liden Betydenhed, som du, mit kiere Barn,
maaskee anseer den for. Rigdom, høy Stand, et smukt
Ansigt, har bedraget mange ugivte Mandfolk og mange
ugifte Fruentimmer. Vi seer desverre daglig de beklagelig¬
ste Exempler derpaa. Thi saafremt de ikke løber fra hiin¬
anden igien, saa bygger de dog daglig paa Helvede for hiin¬
anden, trættes, slaaes, og plager hiinanden derved indtil
Sielen, eller bedrager hiinanden med Underfundighed, for¬
stilt Væsen og saa kaldet galant Levemaade, og Ægtestan¬
dens Hensigter bliver ikke opnaaede. Har de nu Børn,
saa giver de samme nu slette Exempler; de forsynder sig
imod Gud. Forbandelse og ingen Velsignelse, saavelsom
Aftagelse udi deres Næring, følger dem endelig tilsidst i
Hælene.
Jeg har allerede forhen sagt dig at det kommer me¬
get an paa et klogt Val. Hvorledes vi nu skal anstille
samme, derom giver Gud, som alle Ægteskabes Stifter,
os Anviisning nok i sit aabenbarede Ord. En sand Chri¬
sten maae ved saadanne vigtige Forandringer i hans Til¬
stand i det Timelige, see paa det Guddommelige Væsen,
samt Religionen, efter hvilken vi skal indrette vort hele Lip
og Vandel; men dette maae ikke allene skee efter den almin¬
delige Slentrian, eller som de saa kaldede ærlige Folk giøre
det. Hvo som giør dette, skal ikke tage seyl af sin tilkom¬
mende Lyksalighed; thi herpaa grunder Menneskets hele
Vel sig.
Er Gud, vor beste Fader, vor Ægtestands Stifter,
han, som elsker sine Skabninger saa uendelig høyt, saa kan
et Ægteskab, som begyndes i ham, ikke andet end blive
lykkeligt.
Tag derfor, min kiere Niece! Gud i Raad med dig,
saa skal gandske vist dit Ægteskab blive velsignet. Du skal
da virkelig aldrig tage feyl af Ægtestandens Sigte, som
er dig bekiendt.
Det er sandt, den ædelste Kilde til det sande Vel i Ægte¬
standen er Kierlighed. Dette er vel ikkun et Ord, men det
har meget paa sig. Kierligheds Drivt i behørig Orden er
guddommelig. Den stammer fra vor allerbeste Fader, men
tusindfold Ondt udi os har gruelig forgiftet denne søde Li¬
denskab, dersom vi ikke tager os i Agt for denne mangfol¬
dige Gift. Men saafremt denne rene og ægteskabelige
Kierlighed er der, og findes hos begge Deele oprigtig, og
trofast vedligeholdes, saa forsøder denne søde Lidenskab alt
det Bittre og al Modgang i Ægteskabet. Derved bærer
begge Parter fælleds alle Byrder i dette snævre Baand.
Just denne samme søde Lidenskab sørger og fælleds for deres
Børns Vel, og deeler endelig Lykke og Ulykke. Hvor
Kierligheden tvertimod ikke er øm, hvor kan den da være
fornøyet? Det ene følger af det andet.
Omendskiønt, mit kiere Barn! jeg nu ikke kiender
den Ven og Kiereste, som Du har udvalgt dig, saa tvivler
jeg dog ikke paa, at Du jo har anstillet Dit Val eftær den
dig af mig givne Forskrift. Du har dog ellers altid havt
en god Tænkemaade og været det beste Barn. Den Om¬
gang, som Du maaskee ofte har havt med ham, har vel
lært dig at kiende hans Tænkemaade. Jeg kan intet Be¬
stemt sige derom. Jeg ønsker imidlertid, at Du maae leve
lykkelig med ham, og at Eders Ægteskab maae være vel¬
signet.
En Hyrdes Vinter=Tanker.
Paa en lys Vinter=Morgen sad Daphnis i sin Hytte.
Spillende Flammer af en nys antændt Riishob, udspredte
en angenem Varme inden i Hytten, da en dyb Snee uden
for skiulte Tag og Vegge.
Han saae med Fornøyelse ud igiennem det lille Vin¬
due paa de hvide omliggende Marker. Du Vinter, sagde
han, saa kold du end er, saa er du dog skiøn og behagelig!
Hvor kierligt ligesom smiler ikke Solen igiennem den mul¬
mige Luft ad de med Snee bedekkede Bakker! Hvor glind¬
er ikke Sneen rundt omkring, hvorhos det er et behage¬
ligt Syn, at see hist og her, hvorledes de sorte Træers
Stammer ligesom reyser sig op af deres kolde Beed med
deres krogede nøgne Grene, og hisset borte den lave Hyrde¬
Hytte at giemme sig i Sneedriven. Det kan hende sig,
at der inden for dine snævre Vegge findes mere Glæde og
Fornøyelse, end i Kongernes Palladser og de Riges prun¬
kende Vaaninger.
