Den var i Sandhed ret artig. Den tør og maaskee kom¬
me op igien. - Men a propos, vi taler om Moden;
jeg har her et Brev, som jeg har faaet fra Landet fra en
Ven. Det er stilet til vort heele Selskab; thi han veed,
at jeg er en Lem af Selskabet. Jeg vil læse det op.
Høystærede.
Herrer og Damer
i Fruentimmer= og Mandfolke=Selskabet!
Det No. 44 hovede mig ret got; og jeg var tilfreds,
at vi snart kunde faae Fortsettelsen der af. Det er ret vel,
at det velvise og smukke Selskab er betænkt paa at forbedre
deres Fruentimmer= og Mandfolke Tidende imod Slutnin¬
gen af Aaret. Folk vil have noget muntert, lystigt og vittigt
at læse. Historier, Eventyrer, Fortællinger, Stumper af
Romaner og deslige kan man blive kied af. Anekdoter li¬
gesaa, naar de ikke ere des nyere og finere. Mavre Sandhe¬
der finder ikke meget bifald. Dersom De gode Herrer og
Damer skulde finde følgende Beretning om den nyeste Mode
i alle Slags Begivenheder af den Værd at De ville unde
den Sted i deres Blade: saa skal det være mig kiert. Jeg
har selv lagt Merke til denne nyeste Anstændighed eller Vel¬
anstændighed eller hvad man vil kalde det, paa mine Uden¬
landske Reyser. Det var smukt og vilde vist nok blive almin¬
delig yndet, om Selskabet vilde være noget flittigere at gi¬
ve Efterretning om alle nye Moder og hvad der er velan¬
stændigt i vort kiere Fæderneland. Landets Mode og Sæd¬
vane ere dog de Tyranner, som man gemeenlig maae rette
sig efter; og at det har været saaledes fra Arrilds Tid af,
det har jeg uden Tvivl læst i Fortalen til Cornelius. J
ville ved saadanne Efterretninger giøre den heele Nordiske
Verden en stor Tieneste; thi Fruentimmer=Tidenden skulde
da blive ligesaa begierlig som Patrollen fordum var; og man¬
ge vide nu omstunder ikke, hvad der i Gaar var Mode, og
hvad der i Dag er velanstændigt.
Den gamle Jomfrue. Den gode Ven har min Troe
gandske ret.
Den gamle Ungkarl. Hør nu min kiere Jomfrue,
hvad han skriver om
Udenlandske nyeste Velanstændigheds Regler.
1. Et fornemme Menneske maae slet ingen hilse, og
heller ikke takke nogen af Pøbelen, som hilser ham; men al¬
lermindst maae han tale med saadan en, og slet ikke lade
nogen komme ind i sine inderste Værelser, som er lavere
paa Straa end han, det befaler Moden og Velanstæn¬
dighed.
2. Naar man vil gaae i Kirken, skal man iføre sig
sine allerprægtigste Klæder, legge alle sine Miner i Folder,
ikke efter Andagts men efter Modens Regler, væbne sine
Øyne, ofte fremvise Ringen paa Fingeren, bedømme alle,
som handler imod disse Love, paa det at man skal ikke for¬
falde til deres Daarlighed. Det befaler Moden og Velan¬
stændighed.
3. Ved Børdet maae man ikke spise sig mæt, naar
man nemlig er paa et fremmet Sted; tilbyde sin forelagte
Portion i det mindste til 3 eller 4re Naboer; og enten vise
sig ret tapper i at drikke, eller anstille sig, som man kun¬
de slet ingen Viin taale, og saa videre; det befaler Moden
og Velanstændighed.
4. Man maae ikke gaae uanmeldt til nogen, ey en¬
gang til sin fortroligste Ven; og naar man efter hans For¬
langende kommer til ham, saa skal man i det mindste tre
gange bede om Forladelse, fordi man har efterlevet hans
befaling. Naar man er i Selskab, maa man tale om
de Fraværende, smiggre for de Høyere, og i et oprømt Com¬
pagnie maae man ikke komme frem med noget Grundigt og
Alvorligt.
5. Ved Bryllupper og andre Gilder maae man i For¬
veyen være betænkt paa, at fremkomme med tvetydig Skiemt
og snappe alle Brudeparrets Miener. Brudgommen selv
maa være lige saa sipper forpæn og forkneben som Bruden;
efterdi det er den sidste Dag i deres Eenligestand. Det er
desuden afgjort, at en ugift Mands Person ikke maae smile
ad en Pige, og allermindst maae de kysse hinanden, om det
ikke strax skal hede, at de ere forlovede; det befaler Mo¬
den og Velanstændighed.
6. J et Sørgehuus maae alting gaae stille til. Det
holder de maaskee selv unægtelig for billigt. Men De veed
mueligt dog endnu langt fra ikke alt, hvad den nyemodiske
Velanstændighed videre udfordrer. Man maae giøre alle
optænkelige Anstalter, for at giøre sin Sorg ret prægtig.
Man maae fremstille den afdøde til Skue, paa det at an¬
dre kan af de prægtige Liigklæder slutte sig til den Kierlig¬
hed, som de Efterlevende har baaret for den Afdøde. En
Enke eller Enkemand maae anstille sig som utrøstelig, og
længer end et Fierding Aar ikke komme i noget Selskab.
Sørgedragten maae være overeensstemmende og vel afpasset.
Det var en stor moralsk Synd for en Enke, at Klæde sig
anderledes end fort over alt. Coeffuret maae være af Kruus¬
Flor med dyb Snip, underforet, breed Søm, Pullen un¬
derforet ligeledes, og glat altsammen, hverken Rynkning
eller Oppufning. Paa Henglerne ogsaa breed Søm. De
maae ikkun egges i en Sløyfe og for Resten glatte. Til
dyb Sorg maae paa Klæderne ikkun være gandske liden
Garnering, og Manskietterne hvide med breed Søm og
sorte Kruusflors Manskietter ud over dem. Det befaler,
Moden og Velanstændighed.
Den gifte Kone. Det er for saavidt gandske rigtig.
Der er meget daarligt i Møden; men man faaer være Mo¬
den liig. Det kan ikke være anderledes.
Fætteren. Men, Madame, Hun lovede engang en
Fortegnelse over Fruentimmernes Mode-Dragt i Klæder?
