dre, at forbedre det indvortes Hierte, end at røbe dets For¬
fængelighed med det udvortes.
Borgeren fra Landet. Jeg er bange, at vore Piger
og bliver steenhiertede.
Fætteren. O! J Folk forstaaer ikke at leve. Hvad
er vel en Pige uden Hierte? Det fornøyer mig ret, at
vore Smaaherrer herefter ikke saa let skal kunde faae
Bugt med de ellers saa bøyelige Hierter. Lad dem nu suk¬
ke længe nok for disse Steenhaarde Hierter.
Fra Snakke- og Løyer=Collegiet.
Den gamle Ungkarl. Det var dog artigt nok i gamle
Dage med den Juule=Stue=Leegen. Det er dog slemt saa
mange gamle Skikke bliver aflagde. Jeg kan endnu erindre
mig, hvor glad jeg var i min Opvext, naar Touren faldt
til mine Forældre, at holde Juule=Stue. Da skiftede Folk
i Naboelanget smukt til at holde saadan en Lystighed for
Ungdommen. De Gamle kom med undertiden, og min
Moder kunde huske alle de Juule=Leege der vare til, og selv
førte os an, ja, slog mangen en Dands af med vi unge
Mennesker. Min Fader kunde lee, saa han maatte holde
paa sin Mave, naar en Jomfrue blev tildømt at kysse ham.
Ja, jeg glemmer aldrig, at han selv meget gierne var med
i den Juule=Leeg: Munken gaaer i Enge. Naar han
var Munk, breedte han altid sin Kappe ud for den smukkeste
Pige i heele Kredsen. Nu derimod er det meget rart at see,
Naboer forliges, og mindre holder fortroelig Omgang med
hinanden. Skal de nu undertiden giøre en Visit, skal
Spillebordene strax frem; Børn skal see paa Forældrene
at de kan lære Spillet; Ney, da holder jeg meer af vore
gamle Juulestuer; i sær af de Leege, hvor de skulde give
Pant, og strængelig blev tilholdet at efterkomme Dommen
og løse sit Pant. Jeg kan endnu livagtig erindre mig,
hvorledes min Moder gav min Søster et vældigt Øresigen,
fordi hun ikke vilde kysse vor Naboes Søn, som dog var
en honet Haandverks=Karl. Hvad bilder du dig ind? sag¬
de hun: Du kunde blive en hæderlig Mesterinde i Lauget.
Da vilde Forældrene at deres Børn skulde omgaaes deres
Lige, men nu skal hver anden Borgerdatter være Frue.
Den gamle Jomfrue. De har, min Troe ret. Man
maa sige hvad man vil om de gamle Tider, saa vare de
dog virkelig bedre og fornøyeligere, end de nærværende.
Hvor er nu den gamle Ærlighed? Mig tykkes, den tager
af Aar fra Aar, ligesom Juule=Leegene. Om man kun
alene vilde Drage Handske, saa var det dog virkelig langt
fornøyeligere end at spille Kort, hvorved saa mangen een
dog kommer til kort. Jeg gad meget gierne i min Op¬
vext leeget giem Belte, giem Velte, giem saare vel.
Fætteren. Det er sandt, det er og en deylig Leeg.
Jeg har endnu et Document som viser at den Leeg tillige
med en Deel andre vare i Brug i Aaret 1723. Thi en
stoer Orator betiente sig af dem i en Trolovelses Tale paa
3die Juuledag, da han sagde til Fæste=Møen: Giem Bel¬
te, giem Belte, giem saare vel, saa og den Leeg; Lad
por Herres Fugl ikke døe, og forklarede Beltet og Fug¬
len ved Kierlighed i Ægteskabet, at naar Veltet, Enig¬
hedens Baand, ikke blev giemt, og Fuglen, den antændte
Pind, gik ud, saa blev der leegt den Leeg: Der er kom¬
met et underligt Dyr udi min Herres Have, og det
har gaaet den gandske Nat og giort saa stor en Ska¬
de. Ved dette underlige Dyr skulde forstaaes Ægteskabs¬
Diævelen. Saa blev og anført den Juule=Leeg: Tag
Lys i Haand min Datter, og vogt dig vel for Latter.
Naar en Pige saaledes uden Latter kan holde Lyset, klap¬
per alle i Hænderne, og Forældrene raaber: Nu kan J
alle baade høre og see, vor Datter hun er en fuld¬
troe Møe.
Den gamle Jomfrue. Det var en smuk Leeg. Jeg
kunde endnu have Lyst til at holde en Juule=Stue¬
Den gamle Ungkarl. Jeg og.
Fætteren. Men om Jomfruen da ikke kunde holde
Lyset uden at lee, hvad skulde man da sige, og naar vi faaer
en Jnulestue, saa maa vor gamle Ungkarl endelig være
Juule=Buk.
Den gamle Jomfrue. Naa, Fætter, han vil og
altid have at vi Gamle skal holde Lyset.
Præste-Enken. Jeg holder dog for at denne Juule¬
Leegen er uanstændig, i sær for gamle. For Børn, som
kan leege uskyldig, kan det være hvad det er. Overalt
er det et slet Ordsprog: Det er Juul, i hvad man
giør.
Samleren. Da dette er det sidsle for dette Aar ud=
givne Blad af vor Fruentimmer= og Mandfolke Tiden¬
der: saa har jeg paa Sælskabets Vegne vor offentlige Tak¬
sigelse at aflegge til alle vore Læsere. Og da vi veed, at
vi har fornøyet mange af dem, er det os Opmuntring nok,
til at fortsette samme i næste Aar. Vi haaber en hastig
Forladelse, fordi vi ikke altid har kundet være lige mun¬
tre, saasom enhver veed dog med sig selv, at han ey kan
altid være i lige god Lune. Dog maae vi tilstaae, at vi
tvinger os ofte til at skrive lystigt, og vi maae reent ud be¬
kiende, at vi ikke vare i Stand til at kunde snakke saa meget,
dersom vi ikke havde Fruentimmer med i Sælskabet. Hvor
umistelig er dog ikke dette Kiøn,, og dem skolder vi i sær en
offentlig Taksigelse. Vi skylde og, som vi ber levere
