Hovmesteren. Der er heller slet ingen Lykke der¬
med, min artige Jomfrue. Mig ere adskillige lystige Til¬
fælde bekiendte, som har reyst sig af saadanne betingende
Giftermaals=Megleres Vildfarelse. Iblant andre falder
mig en Historie ind, som jeg nu vil fortælle. En meget
forsigtig og betænksom gammel Adelsmand kom reysende til
London i den Hensigt at gifte sin Søn, og blev af en af
disse Kobblere eller Giftermaals=Meglere viist hen til en
Person, som havde 20000 Pund i Formue. Han satte
i denne Hensigt sin beste Paryk og sin beste Hat paa, iførte
sig en Guldgaloneret Klædning, og aflagde sin Besøgelse
hos det unge Fruentimmers Frue Moder. Han sagde
hende, at han ikke just var bekiendt med hende, men da
hans Søns Lykke beroede derpaa, saa havde han taget sig
den Frihed, at opvarte hende; kort sagt, han kom strax
til Sagen selv, og sagde hende, at hans Søn havde seet
hendes Datter i Kirken, og forelsket sig dødelig i hende;
tilsidst føyede han til, han vilde anvende Alting paa sin
Søn, og nok giøre det den Umag værd, at hendes Dat¬
ter tog ham. Moderen takkede ham for den Ære, som
han vilde bevise hendes Familie; men hun troede, at da
han syntes at være en klog Mand, saa ventede han uden Tvivl
en anstændig Medgivt med hendes Datter. "O derom ville
vi slet ikke tale!" faldt han hende ind i Ordet. "Jeg har
hørt = = men om det endog skulde være mindre, saa skuldet
den Sag dog slet ikke være i Veyen." „Maae jeg spørge
min Herre, hvad siger da Folk, at min Datter har i For¬
mue?" spurgte Damen. — "Eya, nu Madam, jeg tænker
hun har ikke mindre, end 20000 Pund. — Noget mindre,
min Herre, sagde Moderen meget alvorlig. — „Nu got,
Madam, jeg tænker altsaa, det bliver vel Nitten — eller
eller — kanskee kun aften tusinde Pund.“— “Noget
mindre min Herre." — Got, Got, saa meget maaskee ikke;
men, om det ikkun var sytten tusinde“ — „Ney, min Herre¬
— Eller sexten?" “Ney“— Eller (Vi kommer dog nok til
rette derom,) maaskee ikkun femten tusinde.“ Noget min¬
dre, min Herre.” Her paa fulgte en dyb Tavshed, omtrent
i en heel Minute; derpaa kløede den Gamle sig i Panden, og
sagde: „Nu, Madam, vi maae dog engang giøre Ende paa
Tingen. Maae jeg spørge, om det og endnu er mindre, end
fiorten tusinde Pund? Hvor meget er det over tolv tusinbe
Pund?" „Noget mindre, min Herre.“ — “ Endnu
mindre, Madam? — Endnu mindre. “ — Men er det da
over ti Tusinde?" - „Noget mindre, min Herre.”
„Noget mindre, Madam, — Noget mindre. “— Eya,
maaskee det bestaaer i liggende Grunde, Jordegods og fast
Eyendom; betænk, Madam, at Renterne ere meget ringe,
meget ringe; men da Drengen er bleven forliebt i hende, saa
ville vi nok blive forligte om den Smaahed. Har hun om¬
trent saa en otte tusinde Pund?" Noget mindre, min
Herre.“ — „Nu, Madam, maaskee hendes Datters For¬
mue er ikke over sex — eller kanskee fem tusind Pund.“. „Ak,
langt fra ikke saa meget, min Herre.“ — Ved disse Ord
sprang den Gamle op af Stolen, og løb ud af Kammeret. —
„Hendes skyldige Tiener, Madam, hendes skyldige Tie¬
ner. Min Søn er ikke klog; og den dumme Karl, som har
viist mig hid til hende, er en Torskepande, og forstaaer ikke
Handelen.
Handels=Collegiet.
Borgeren fra Landet. Det er sært med den Svenske
Vexel=Cours, at den aldrig kan komme til Rigtighed. Hvor¬
ledes skal jeg troe, at det egentlig hænger sammen med den
Svenske Myndt og dens Ulighed?
Borgeren fra Hovedstaden. Den allerældste Han¬
del skede ved Ombytning. Da gav man Vahre for Vahrer, og
drev slet ingen Handel med Penge. Siden da Handelen blev
udvidet, og for des større Beqvemmeligheds Skyld, maatte
man betiene sig af visse Værdier, som forestillede Vahre: Guld,
Sølv og Kobber, bleve da for sin Nytte, Uforanderlighed og
Rarhed, samt derpaa grundede almindelige Begierlighed an¬
tagne til Alen og Maalestok for alt det, som kiøbtes og solgtes;
og Stykker af disse Metaller gaves saadan Skabning og Fiin¬
hed, som Lovgiveren fandt for tienligt at give dem for den al¬
mindelige Begvemmeligheds og Sikkerheds Skyld. Saa¬
danne Metalstykker, zirede med et vist Præg eller Stempel,
hvorved man forvisses om deres behørige Vægt og Finhed, kal¬
des Myndt, og en Samling af Myndt er Penge. For den
Aarsags Skyld, saasom det allene har kommet an paa Regie¬
ringens Gotbefindende, hvordan Skabning, Vægt og Fiin¬
hed Myndten i ethvert Rige skulde have, samt hvad Navn og
Beregningsværd derpaa skulde settes, saa er Myndten ikke
allene ihenseende til Navnet og Gehalten bleven ulige i adskil¬
lige Riger, men er endog Tid efter anden bleven meget foran¬
dret ihenseende til Vegt og Fiinhed, efter Regenteres Behø¬
vende og Myndtmesteres Bedragerie, omendskiønt Navn,
Stempling og Beregnings Værdie er blevet eens som i Be¬
gyndelsen. Dette er Oprindelsen til de mange ulige Slags
Penge og Beregnings=Maader, som i adskillige Lande ere
gangbare og brugelige, hvis Ligning til indvortes Godhed,
efter giorte Prøve, og de derom Inden= og Udenlands forfat¬
tede Myndt=Forordninger for den største Deel kan sees i
Newtons af Hr. Prof. Berch forbedrede Tabell, som Hr.
Graveur Ackermann har udgivet over Forholden imellem alle
Slags Europæiske Guld= og Sølv=Myndter.
Borgeren fra Landet. Det er altsaa sandt, at Pen¬
gene ere Kiøbmændenes Vinger, og at der udfordres gang¬
bare Penge til Handelen.
Borgeren fra Hovedstaden. Ja, ingen Handel af
Værdie og Betydenhed kan nu skee uden Penge; og de maae
være gangbare paa det Sted, hvor Kiøbet skeer. Om en
Svensk sælger Stangjern i London, faaer han derfor Betal¬
ning i Kroner og Skillinger, udregnede til Pund Sterling, og
naar en Mand i Stokholm vil have Vahre fra Engelland, saa
maae han lade kiøbe dem for Engelske Penge. Ifald den
Kiøbmand, som har solgt Stangjernet i London, ikke behøver
nogle Engelske Vahre, men vil heller for sine Pund Sterling
have Svenske Penge, for at opkiøbe mere Stangjern til Ud¬
skibning, saa kan han for sin Capital i London, bekomme
Svensk Myndt i Stokholm af sin Naboe eller Landsmand,
