Fætteren. Jeg siger, den er Hexemester, som kan giø¬
re det; men vi har mange saadanne Hexemestere iblant Ta¬
skenspillerne.
Præste=Enken. Siden vi nu snakker og saadanne
Ting, saa skal jeg og fortælle dem noget, som jeg har hørt
i min Ungdom. De kan troe deraf saa meget som Dem
lyster. Der var engang en fattig Præst i de Katholske
Tider, som blev for sit ærbare Levnets Skyld holdt for
at være en meget hellig Mand. Han lod sin Brodersøn
studere, og var saa lykkelig at faae ham beskikket til sin
Successor førend han døde. Da nu den gamle Præst var
død, saae Hr. Peder, (saaledes heed hans Successor) en Aften¬
stund den afdødes Præstes Bøger igiennem og fandt en liden
skreven Bog, hvorudi der var lutter Karakterer og Dievelske
Besværinger. Han vilde i Førstningen kaste den paa Jlden,
men det fortrød ham snart og hans Nysgierrighed bragte ham
saavidt, at han manede Beelsebub til sig. Han fremstil¬
lede sig og i Menneskelige Skikkelse og spurgte ham hvorfor
han havde kaldet ham ud fra hans mørke Bolig? Hr. Peder
blev vel i Førstningen lidet forskrekket, men dog spurgte han
Dievelen hvem han var, Han sagde ham, at han var den hee¬
le Verdens Fyrste, og at han efter sit Behag regierede over
Luften, Havet, Jorden og Helvede, og han kunde giøre alle
dem lykkelige, som vilde adlyde ham. Hr. Peder sagde, at
det var got nok, dersom han ikke plagede sine Tilhængere saa
forskrekkelig efter Døden i Helvede. Du er enfoldig, sagde
Dievelen, at Du vil troe dette. Det er lutter Jndbildnin¬
ger og opdigtede Sager, som man fortæller om os, for derved
at indjage Folk en Frygt. Hvo som tiener Dievelen han
bliver herlig belønnet af ham. Og dersom Du vil tiene
mig, saa vil jeg give Dig alt hvad Du vil forlange af mig paa
denne Verdens Jord, og efter Din Død skal Du blive en af
de fornemste af os Dievle. Hr. Peder lod sig forblinde af
denne Tilsagn, og fastsatte en Tid at betænke sig derpaa.
Natten derefter igientog han sine Besværinger, og Dievelen
lod sig see i forrige Gestalt, og spurgte ham, om han havde
betænkt sig? Ja sagde Hr. Peder, jeg vil tiene Dig, saa¬
fremt Du vil love mig følgende tree Ting: Først at Du vil
giøre mig til en fornemme og anseelig Mand; dernæst at leve
i saadan Ære frisk og sund og uden nogen Ulykke i 34 Aar;
og for det tredie mage det saa, at jeg kan blive elsket af hvad
for Fruentimmer jeg faaer Lyst til. Dievelen indgik denne
Accord; men Fanden skrev Haandskriften og satte ikkun 14
Aar i Steden for 34, og da Hr. Peder skulde nu underskri¬
ve den med sit eget Blod, forblindede Dievelen hans Øyne,
saa at han læste 1 saaledes som 3. Denne hans Forskri¬
velse blev endelig aabenbaret, og han blev brændt levende
paa et Baal.
Den gamle Jomfrue. Det var en forskrekkelig Hi¬
storie. Jo, jo, der har været mange Hexer og Hexemestere,
til i forrige Tider. Der ere vel nogle endnu, men ikke nær
saa mange som tilforn.
Fra Snakke= og Løyer=Collegiet.
Fætteren. Har de seet nogle af de mange Besatte? """
Den gamle Jomfrue. Kors! ere der og nu nogle Be¬
satte? i min Opvext talede man meget om det Slags, og
hvem ved ikke, hvor forskrekkelig Kiøge=Huus=Kors har
ikke været.
Den gamle Ungkarl. Ja, Haaret kan reyse sig paa
mit Hoved, naar jeg kun læser Kiøge Huus=Kors. Men
hvad giver i mig for Thisted Besettelse?
Den gamle Jomfrue. Af det er vist mod Verdens
Ende; man spørger nu ikke andet end Ondt: Besatte! Kors
Ak! Hr. Fætter fortæll mig noget om dem; dog, ney, jeg
skielver """" men er det vist, at der er saa mange
Besatte,
Fætteren. Ja, vist, Jomfrue; Men de ere besatte med
det gode. Hun skulde have givet mig Tid til at tale ud, men
disse Fruentimmer skal altid falde en ind i Talen. See nu
paa mig (i det samme slog han sin Over=Kiol til Side) er
jeg ikke besat? See hvor Guldgalonerne ikke glimrer paa
mig fra Top til Taa.
Den gamle Jomfrue. Han seer, min Tro, ret ny¬
delig ud. Jeg kan næsten blive forliebt i Dem Hr. Fæt¬
ter. Saadan Besættelse maae jeg nok lide. Den er no¬
get anderledes end Kiøge Huus=Kors. (O! lad mig see,
raabte den ene. O! lad mig see, raabte den anden.)
Den gamle Ungkarl. Ney see til den Nar. Tænk¬
te jeg ikke nok, han havde noget bag Øret, han smillede saa
mørret ved det Besatte. Han kunde jo have kusset Livet af
os allesammen med det forskrækkelige Ord?
Den gamle Jomfrue. Ja, ja, Hr. Fætter er en
Skalk. Han kan nu let giøre sin Lykke iblandt det smukke
Kiøn. De vil dog gierne have noget Glimrende for Øyne¬
ne. Dersom jeg var 40 Aar yngere end jeg er, vilde jeg
paa min Ære have en Guld=Galon neden om min Appe¬
tit=Klokke; jeg vilde da aldrig kiøre. Men gaae end og naar
Gaden er skidnest, for ret at give Leylighed til at lade de
unge Herrer see min Guld Galon. Man maa jo tage de
yderste Klæder i agt, naar Gaden er skiden.
Borgeren i Hovedstaden. Min kiere Fætter! hvor
har de borget ald den Stads, om jeg maa spørge. Mig
tykkes, De kunde nok bruge deres Penge til noget andet.
Dog maaskee De, ligesom mange andre, lader Kræmme¬
ren sørge for Betalingen.
Huusholdersken. Ja, han har ingen Huusholdning
at sørge for. Derfor tænker saadanne unge Spradere (om
Forladelse Hr. Fætter.) at det er nok, naar det gaaer lige
op. Men var det ikke bedre at samle en Skilling, at gri¬
be til i Nødsfald?
Den unge muntre Jomfrue. J Nødsfald? Jeg
maae ret lide Hr. Fætter, og dersom vor gamle Jomfrue
vilde tillade det, vilde jeg sige, at han ret staaer mig an i
den Dragt; jeg er dog ikke den eneste af mit Kiøn, som
det udvortes stikker Øynene ud paa.
Den gamle Jomfrue. Om Forladelse, lille Jom¬
frue, jeg er slet ikke jaloux. De behøver ikke at give mig
Spidser.
Saadant er ikke i Brug i vort Sælskab.
De er nu nyelig kommet i det, og De maa tale med meere
Ærbødighed med de Gamle. (Her bliver nok Pokker løs.)
