da op paa Kammeret igien, og bad ham sette sig ned i en
Lænestoel, men ikke at reyse sig deraf, førend han fik For¬
lov, paa det at intet Ondt skulde vederfares ham. Der¬
paa gik Manden fra ham bag et Skiermbræt, og det var
for Adelsmandens Øyne, ligesom han saae adskillige grum¬
me Dyr, Løver, Biørner og Tigre at komme frem; men
det forekom ham selsomt, at de forsvandt paa et vist Sted,
i Kammeret. Han trak uformerkt sin Kaarde, og stødte
til et af disse Dyr. Men hvor forundret blev han, da han
merkede, at det var ikkun Skygge. Han sprang op af¬
Stolen, og fik da det hele Bedragerie at see, men lovede
den vise Mand, ikke at røbe ham, paa det han ey skulde
miste sin Fortieneste. - Hvad siger Jomfruen nu
Den gamle Jomfrue. Jeg siger, at den gode Adels¬
mand har kundet lyve. Han har gandske vist selv opdigtet
den Historie, for at besmykke sin Vantroe. Det skal ingen
i al Verden præke mig af, at der foer Herer til. Vi tales vi¬
dere ved derom, og jeg skal vel engang faae Eder overbeviiste.
Giftermaals-Collegiet.
en muntre Jomfrue. Har de hørt tale om det lyk¬
kelige Partie som Hr. Sparsom har gjort, der fik Jom¬
frue Reenfærdig?
Den gamle Jomfrue, Ney, jeg har ikke engang
hørt, at den Gnier var bleven givt. Har han faaet Jom¬
frue Reenfærdig? Hvorledes mon de to vil komme til
rette sammen,
Den muntre Jomfrue Ohan er allerede saa kied
af sin Kone, som Kat af Senep. Han klager sig jammer¬
lig over det meget, der gaaer med i Huusholdningen, og
hendes store Reenfærdighed er ham og gandske ufordragelig¬
Huusholdersken. En tilbørlig Omsorg for Nethed
og Reenlighed er dog meget fornøden udi et Huus, og det
er sært, at en Mand kan faae Aarsag til at klage derover.
Præsten Enken. Jo, lo, en Kone kan giøre forme¬
get af sin Reenfærdighed.
Den muntre Jomfrue. Hr. Sparsom sværger paa,
at hans hele Huus er ham unyttigt, thi der skal overalt
hvert Øyeblik giøres reent. Pigerne maae drive hele For¬
middagene bort med at skrubbe Gulvene, skure Jerntøyet,
afbanke Gulvtepperne, og den arme Mand bliver jaget af
et Værelse ind i et andet, medens et skal støves ud, et an¬
det gnies og bohnes tørt, det tredie toes, og det fierde stry¬
ges over med en tør Svabbert; og saa længe dette staaer
paa, er hvert Værelse fuldt af Sæbe, stødte Muursteene,
Sand, Gulvskrubber, Støvekoste, Karklude, Bohne- og
Viske=Klæder, og Manden maae ikke engang spytte paa
Gulvet.
Den gamle Jomfrue. Den stakkels Mand, jeg
beklager ham i Sandhed. Hvem mon der har gjort den
Mariage?
Den muntre Jomfrue. Det har de Skillinger, som
hun fik i Arv efter hendes Morbroder. Ellers har Maren
Gifteknivs gjort Partrait, og uden Tvivl faaet sin Umag,
vel betalt.
Hofmesteren. Det er dog en farlig Sag, at giøre,
det Skridt ind i Ægtestanden; thi den har den største
Jndflydelse i vor Timelige, ja endog i vor ævige Velfærd.
Jntet Skridt fortiener derfor at giøres med meere For¬
sigtighed end dette; thi naar det er skeet, lader det sig hver¬
ken forandre eller forbedre, og Døden maae allene opløse
de ulyksalige Lænkers fortredelige Baand.
Søemanden. Ja, det er vist et farligt Farvand,
at give sig ud paa. Men hvad skal man giøre for at kom¬
me vel i Havnen og beholder i Land,
Hovmesteren. Man maa lære at kiende den Person,
som man vil udvælge til sin Ægtemage, i henseende til
Gemyttet.
Borgeren fra Hovedstaden. Jeg blev forelsket i
min Kone paa et Ball, og jeg har, Himlen være lovet, al¬
drig fortrydt mit Val.
Hovmesteren. Det er Deres Lykke, og de maae vir¬
kelig ansee det som en Lykke; thi det udvortes forhøyer ik¬
kun tilfældigviis en Persons Værd, og man kan ikke al¬
tid være vis paa, at der boer en dydig Siel i et smukt Le¬
geme, og man maae ikke saaledes forgade sig i et fiint An¬
sigt, at man derover glemmer at see efter et godt Hierte.
Der maae og være en Lighed og Sympathie imellem Ge¬
mytterne, naar Ægteskabet skal være lykkeligt.
Borgeren fra Landet. Det er dog ikke heller altid¬
got, at Ligheden imellem Gemytterne er for stor, thi naar
de hænger efter Pragt og Vellyst, saa kan de i disse Mo¬
dens Tider snart ruinere sig.
Huusholdersken. For Huusvæsenet spaaer slig Ef¬
nighed en beklagelig Undergang; og man siger for et gam¬
melt Ordsprog, Naar Krybben er tom, saa bides Hestene.
Det treffer og mestendeels rigtig ind.
Borgeren fra Landet. Ere de begge hengivne til
streng Sparsommelighed; saa kan de uformerkt forfaldet
til Gierrighed; og saa er det atter galt.
Søemanden. Det er ret som et Lykketref paa den
Maade; thi det er vel umueligt, at lære at kiende Gemyt¬
terne paa den rette Side hos de Ugifte, og allermindst i
Frierdagene. Naar jeg engang vil gifte mig, troer jeg, at
jeg vil oplede mig en Enke, som jeg kan høre det Rygte,
om, at hun har levet vel med den forrige Mand.
Den muntre Jomfrue. Naar Hr. Sparsom døer
engang, saa bliver der en rig Enke for en Liebhaber.
Søemanden. Ja, for en Liebhaber, Jomfrue,
men for mig vist ikke. Det jeg har hørt at fortælles om
hende har alt afskrekket mig. Lad ham kun leve.
Den gamle Jomfrue. Ja, lad ham leve den Gier¬
jeg baade ynker ham, og ynker ham ikke. Faaer jeg en
Mand engang, da skal jeg vist være saa god og føyelig imod¬
ham, som Dagen er lang.
Den muntre Jomfrue. Jeg min Troeligesaa, naar¬
jeg kan lide ham efter Bryllupet.
