saa tiltraade jeg min Reyse til Byen igien, og ankom lyk¬
kelig i mit Logement. Men vil De nu engang tænke,
min Herre, hvor ond Verden er, og hvor slet den dømmer
om min Reyse; de siger nemlig, at jeg havde været paa et
andet Sted, for at aflegge en liden Poppe, for her i Byen
herefter at hedde Jomfrue ligesom forhen. Af denne mig
saa omfindtlige Eftertale vil De nu let slutte, hvor stor den
Smerte maa være, som jeg føler derover.
Den gamle Jomfrue. Det er et dumt Brev, Kun¬
de hun ikke have ladet Folk snakke saa meget de lystede.
Der er saa mangen en Pige i denne Tid, som baade reyser
paa Landet, og i en kort Tid bliver usynlig her i Byen,
og passerer dog for lige god Pige, naar hun kommer tilsyne
igjen. Hvad ville vi tale derom
Fætteren. Vil Jomfruen høre en løyerlig Fortælling,
om Livets Sødhed. En gammel Kone sad og talede med
sin sexten Aars gammel Datter om de nærværende Tiders
Ugudelighed og Skiendighed. Hun forestillede hende, at
mange unge Piger bliver daglig skiendede af de lastefulde
Mandspersoner, der anvender saavel Magt som Kunst¬
greeb for at fyldestgiøre deres fælske Begieringer, ja at
de truer Fruentimmerne med blotte Kaarder og Pistoler,
naar de ikke ville føye dem i deres Ugudelighed. Efter al¬
le disse Forestillinger spurgte Moderen hendes Datter, hvad
hun vilde giøre, om hun kom til at befinde sig i saadan
Forlegenhed? Hun svarede: Af Mama, Livet er kjert.
Den gamle Jomfrue. Det er et gammelt Eventyr¬
Fætter. Veed J ikke andet end sligt at fortælle, saa kan
J ligesaa gierne tie stille.
Fætteren. Naa, Naa, Jomfrue! Jeg skal fortælle,
hende om en sterk Tørst ved en hidsig Feber. Der var en¬
gang en Syg som laae meget hardt angreben af en hidsig
Feber, og tillige plagedes af en overmaade stor Tørst. Da
nu Lægerne beraadsloge for hans Seng, hvorledes man
skulde finde et sikkert Middel, til at stille Tørsten, saa sag¬
de Patienten: Mine Herrer, drager ikkun Omsorg for at
skille mig af med Feberen, Tørsten skal jeg siden nok selv
skille mig ved.
Borgeren fra Landet. Har de hørt det, at en Bon¬
de skal have spillet Bankerot. Jo mænd, han havde hørt,
meget tale om Bankerotter, og faldt derover paa det Jnd¬
fald, at han og engang vilde spille Bankerot. Han foer¬
meget ofte til Staden, og hver Gang erkyndigede han sig
hist og her, hvorledes man har sig af, for at gjøre en godt
og honet Banquerot, Da han nu var fuldkommen under¬
rettet om Alting, saa kom han gandske uformodentlig for
Lyset med en Bankerot paa 200 Rdlr.
Den muntre Jomfrue. Det er Løyer, vil nu og
Bønder til at spille Bankerot. Det bliver altsaa meget
gemeent, ligesom at bære Silkestrømper.
Borgeren fra Hovedstaden. Bondens Bankerot¬
var stor nok for en Bonde; men den Bankerot, som en af¬
de største Viinhandlere i Hamborg gjorde i Fior, var anse¬
ligere, den var ikke mindre, end paa 400000 Mark Bang.
Møde=Collegiet.
Jætteren. See, har vor gamle Ungkarl ikke og faaet sig
et Par runde Modens Spænder. Det vilde jeg have for¬
svoret, at han skulde være saa meget for Moden.
Den muntre Jomfrue. Han maae i disse Tider vist
nok gaae paa Frierie. Frok, Rottingot og runde Spær¬
der, kan ikke betyde andet paa en gammel Ungkarl.
Den gamle Ungkarl. Jeg har ikke begyndt at frie
endnu, min smukke Jomfrue, men jeg har det med første
i Sinde. Seer hun vel, at jeg og har Agramaner paa
min Kiol, ja om otte Dage skal hun see mig galoneret fra
Top til Taa.
Den muntre Jomfrue. Det vil blive mig et løyer¬
ligt Syn. Men har han ingen korte Støvle med Spæn¬
de bag i
Den gamle Ungkarl. Jo vist har jeg. Men det
ærgrer jeg mig dog over, at Skoemageren tog ligesaa me¬
get for dem, som for et Par han syede til mig for ellere
Aar siden, da Moden var, at man skulde have Støvlene
saa lange, de kunde skiule Laarene.
Huusholdersken. Den Mode med de korte Støvle
er meget occonomisk.
Den muntre Jomfrue. Ja, den seer og allerkiere¬
ste nydelig ud; og i min Tid har intet klædet Mandsper¬
soner smukkere, end de nu brugelige Halsklude. Med.
Tilladelse, jeg maae slaae en ret Sløyse paa vor gamle
Ungkarls Klud - See nu - nu sidder den ret. - Nu
seer han min Troe meget yngre og nysseligere ud.
Den gamle Ungkarl. Tak skal hun have, min dey¬
lige Jomfrue. Jeg veed nok, at det kommer meget an¬
paa, at slaae Knuden og Sløysen rigtig under Halsen;
men jeg kan ikke selv komme ret afsted dermed; thi i den
Tid jeg brugte disse Klude i forrige Tider, saa blev Knuden
ikke slagen paa den nu brugelige Maade.
Den gamle Jomfrue. Saa har Monsteur ikke ladet
sig sye nye Halsklude i denne Tid, Jeg tænkte saa mænd,
det var Modens Klude.
Den gamle Ungkarl. Det er og Modens Klude,
Jomfrue. Det er 42 Aar siden jeg lod dem sye, og nu
ere de i Moden igien.
Den muntre Jomfrue. Men vil han ikke og have
Galon omvunden om sin Hatte=Pul og en Krampe og Knap,
som Moden er
Den gamle Ungkarl. Ney Jomfrue, jeg vil nok¬
have en Galon om Hatten; men ikke saadan Springer¬
Stats om Pullen. Det klæder ikkun for saadanne Folk,
som vor Fætter og vor Hovmester.
Fætteren. Tak, min Herre, Alting klæder got for
Fætteren. Er det ikke sandt, min nette Jomfrue
Den muntre Jomfrue. En Gallon om Pullen med
et stort Spænde og Krampe, kunde heller ikke klæde saa ilde
paa gamle Ungkarles Hoved.
Hovmesteren. Min Hat er en Present af Junkeren,
og derfor gaaer jeg med den. Selv havde jeg ikke faldet
