Eventyrs=Collegiet.
Sætteren. Jeg har paa nogen Tid merket en alminde¬
lig Misfornøyelse iblant Folk. De fleste klager over Pen¬
ge=Mangel, og alle klager over onde Tider. Jeg har nye¬
lig læst en Beskrivelse over et billede paa Nøysomhed, og
dersom J gode Venner vil have Taalmodighed at høre der
paa, saa vil jeg fortælle Eder dette Eventyr.
Om Nøysomheds Billede.
J Jspahan i Persen levede et ungt Menneske, som var
født af fornemme Familie og besad stor Rigdom, ved Navn
Achmet. Han gav fra sin Barndom Tegn til et uroligt
og let opbringende Gemyt. Vel havde han af Naturen,
en god Forstand efter hans Alder; men han lod sig dog
henrive af enhver Bevægelse af hans Lidenskaber, til at
styrte sig selv i de største Farer. Da han havde merket den
Ulykke, som reyser sig af saadan Gemyts Beskaffenhed,
saa blev han noget meere mistroisk ihenseende til hans egne
Kræfter, og besluttede for Fremtiden at følge deres Raad,
som havde gjort sig meest bekiendte med den menneskelige Na¬
tur. Tæt ved Staden boede paa et Bierg en gammel Eremit.
Til ham fik Achmet Lyst til at gaae hen, og da han kom¬
ind i Skoven, mødte han denne ærværdige Eremit, for¬
hvem han beklagede sin Nød. Den gamle sagde: Fortæl¬
mig Aarsagen til din Ulykke, min Søn, Saa vil jeg giø¬
re alt, hvad der staaer i min Magt, til at skaffe dito
Sind Rolighed: "Ak! sagde Achmet, hvor kan det skaffes,
mig igien, som jeg aldrig har eyet; thi jeg kan fortælle
Dig, at saa længe jeg har levet, har jeg aldrig været
rolig eller fornøyet. Lige fra min Vugge af indtil denne
Tid har tusinde Jndbildninger ledsaget mit hele Liv, og
i de forleder mig bestandig ved et falskt Lyksaligheds Skin¬
til lutter Urolighed, da andre imidlertid lever i uafbrudt,
Roe. Siig mig derfor, om Du veed det, ved hvad for¬
et Middel jeg kan komme til at nyde saadan Rolighed, som
Du nyder. De Fordømte kan ikke lide større Uroe og Qva¬
le end jeg nu fornemmer. "Abudah, saaledes heed Eremiten¬
mærkede, at blot et misfornøyet Sind var Aarsagen til dette
unge Menneskes Urolighed." Giv dig tilfreds, min Søn,
sagde han: der kommer en Tid efter Himmelens Villie, da
du skal blive befriet fra al din Ulykke; men du maae endnu
immer taale meere, førend du kan tænke at blive saa lykkelig.
Du spørger mig, hvor den Lyksalighed findes, betragt hele
Verden, og see, den har udslaget sit Paulun og sin Boepæl¬
paa mangfoldige forskiellige Skuepladse. Undertiden dog
meget sielden findes dette Gods i et Pallads, men ofte i en
Hytte. En Philosophs eensomme Hule og en Soldats¬
Telt midt iblant Krigens Allarm og Fare ere vexelviis dens
Boliger. Den Rige kan see den i sin Skat, og den Fattige¬
i sin Tigger=Pose. Paa alle disse Steder er den at finde,
men ikke paa nogen af dem gandske fuldkommen. Gak alt¬
saa, og søg din Lykke iblant de forskiellige Verdens Skue¬
pladse. Skulde dette Foretagende ikke lykkes dig, saa kom¬
om syv Aar til mig igien, naar Din Ungdoms Lidenskaber,
har efterhaanden lagt sig, da vil jeg lære dig ved et helligt,
Sindbillede, som vor store Prophet har viist mig i en
Drøm, hvorledes du skal naae Enden paa alle dine Ønsker."
Achmet, som ikke forstod Abudahs Mening, forlod ham saa¬
misfornøyet, som han var kommen til ham, og gik til Jspa¬
han igien Han besluttede nu fuldt og fast, at fyldestgiøre enhver
Tilbøyelighed til Vellyst eller til Ærgierrighed, da han indbild¬
te sig at finde Veyen til Lyksalighed i en af dem. Paa denne
Maade opofrede han sine første Aarsaandske til Forlystelser, som
udmattede baade hans Gemyt og hans Legeme. Men da han
tilsidst ingen virkelig Fornøyelse fandt i sammes Besiddelse,
men meget mere Besværligheder og Fortrydelse, saa forandre¬
de han sin Levemaade og fulgte Indskydelserne af Gierrighed.
Denne malte bestandig den udvortes Lyksalighed saaledes for
hans Øyne, at den sad paa en Throne af Guld. Hans Be¬
stræbelser havde et got Udfald. Ved Hielp af Lykken blev han
en af de rigeste Folk i Østerlandene. Dog alligevel manglede
han endnu immer noget. Magt og Ære fremstillede sig for
ham, og trakte hans hele Opmerksomhed til sig. Endog den¬
ne Attraae blev ikke længe uopfyldt. Han naaede den høyeste
Værdighed i det Persiske Rige. Men af, han kom dog ikke
nærmere til hans ivrigste Ønskers første Maal. Frygt, Tvivl,
og tusinde forskiellige Bekymringer, som ledsager de Sore,
forfulgte ham bestandig, og gjorde, at han søgte sit forrige
Landlevnets rolige Ensomhed igien. Endog dette sidste var
ikke i Stand til, at forskaffe ham mere Trøst, end hans forrige
Omstændigheder. Kort sagt, da han ikke kunde finde Lykken¬
lighed i nogen Tilstand, saa forføyede han sig anden Gang til
Eremitteen, for at beklage sig over Skjebnen, og erindre ham
om hans Løfte. Da Abudah saae ham komme misfornøyet
til sig igien, gav han ham smillende en venlig Bebreydelse og
sagde; Achmet, holdt op, at foragte Skjebnen for den Uro¬
Skyld, som blot reyser sig i dit eget Hierte. See nu den
hele Viisdoms Hemmelighed, at være fornøyet. Ste¬
hvor adskillige unge Svaner svømmer ivrig efter deres egen
Skygge, og see, hvor disse eenfoldige Dyr ligner Menne¬
skene. De iler efter det, som deres egen Bevægelse driver
paa Flugten. See andre, som har udmattet sig ved deres
ufornødne Arbeyde, og i det de sidder stille, naaer det igien¬
som de aldrig havde kundet erholde ved deres yderste Be¬
stræbelse. Lyksalighed, min Søn, er altsaa Skyggen af
Nøysomhed, og hviler eller bevæger sig bestandig med den
Original.
