havde kundet paadrage mig hans Unaade; og det var dog
en Slags Lands-Forviisning, i hvor skiult den endog ved¬
Forevendingen maatte synes at være. Endelig meente jeg at
have kommet efter det, og følte da første Gang, hvad
Skindsyge er for en Pine og Marter, Mig syntes det at være
afgjort, at Kongen var forelsket i min Kone. Og i hvor¬
fast jeg kunde være overbeviist om min Kones Dyd, saa
farlig syntes mig dog en Krones Glands at være. Og
hvad frygter ikke Hiertet for naar det engang har givet Skind¬
syge Rum. Med saadanne hiertepinende Tanker naaede
jeg det Sted, hvorhen jeg var bestemt. Den Minister,
hos hvem jeg skulde udrette min saa lidet vigtige Commis¬
sion, tog overordentlig venlig imod mig; forsikkrede mig,
efter befaling, om vor Konges fuldkomne Naade, men
at Aarsager, som min Konge af meget gode Hensigter ikke
vilde aabenbare for mig, gjorde min Fraværelse fra Fran¬
kerige uomgiengelig fornøden; at jeg, saalænge som disse
Aarsager vedvarede, maatte opholde mig udi Tydskland,
uden at være bunden til et Sted; at de fornødne Penge
skulde ikke fattes mig, o. s. v. Nu blev Ormen i mit Hier¬
te mere nagende end nogen Tid tilforn; min Kones Utroe¬
skab syntes mig allereede at være afgjort, eller dog i den
følgende Tid urundgaaelig, og Kongens Kierlighed til hen¬
de ansaae jeg som en upaatvivlelig Aarsag til min Bort¬
skikkelse, da Ministeren paa det Spørsmaal, om jeg
maatte lade min Gemahlinde komme til mig svarede mig
gandske reent ud med Ney. Dette Ney gjorde mig endnu
mere fortumlet og sandseløs, end en ordentlig Dødsdom,
havde kundet gjort mig. Ministeren merkede det, i hvor
megen Umag jeg end gjorde mig, for at synes rolig, og om¬
endskiønt han kunde giette min Bekymring, saa talede han
dog slet intet derom til mig, men paa den tekkeligste Maa¬
de af Verden gjorde sig al optænkelig Umag, for at op¬
muntre mig, eller i det mindste at adsprede mine Tanker,
uden at det lykkedes for ham.
Det varede ikke længe, førend jeg fik Brev fra min¬
saa elskelige Hustrue. Det var saa ømt og kierligt skrevet,
at jeg var færdig at smelte hen i Taarer derover, uden at
det formindskede min Angest. Hun talede nu om det Haab,
snart at see mig igien, og jeg kunde intet Haab fatte. Det
var en liden Trøst, at vi maatte skrive hinanden til, men
den var ogsaa ikkun meget liden. Hun syntes ikke at vide
noget af de befalinger, som jeg havde faaet, og jeg vil¬
de ikke gjøre hende hverken den Kummer, eller den Glæde,
om hun var mig utroe, at skrive hende samme til Saaledes
forgik nogle Aar, indtil endelig den ædle Kone vilde reyse
til mig, og af Kongen selv ved en Haandbillet fik den Or¬
dre, at hun ikke maatte reyse ud af Landet. Derhos be¬
klagede han høylig, at han i sin Samvittighed var forhun¬
den til at give saadan befaling, som maatte synes for os
begge to at være saa haard og ginsom, men at han gierne
vilde giøre alt, hvad han ellers kunde, for at overbevise os
sin Bevaagenhed. Det Brev hvor med min Gemahlinde
sendte mig denne Kongens Billet, var en livagtig Afmal¬
ning paa alt det, som en dydefuld og ømtelskede Ægtefælle,
kan føle over den voldsomme Skildsmisse fra hendes Mand
. Vilde han ikkun nu dictere, mumlede Notarius,
saa at jeg kunde faae et Begreb derom. Derved, og
ved andre Efterretninger, som jeg havde indhentet om
min Kones Liv og Levnet, blev vel ald Skindsyge reent for¬
jaget af mit Hierte, men ikke den Kummer over den qvæ¬
lende Uvished, hvad der maatte være Aarsag til vor Ad¬
skillelse og min Længsel efter at see min Elskelige, og mit
Fæderneland igien, tog til og voxte med hver Morgen jeg
opvaagnede.
Min Kummer, tænkte Notarius, voxer hver
Aften jeg skal gaae til Sengs.
Jeg var bleven følesløs imod alting undtagen imod
min Lidelse, og troede, at der ikke var noget ulykkeligere
Menneske i Verden, end jeg; ligesom jeg og holdt det for¬
umueligt, at mine Lidelser kunde stige høyere. Men jeg
tog merkelig feyl.
Jmidlertid da jeg gjorde allehaande Udkast, hvorle¬
des jeg skulde komme til Frihed, og faae Tilladelse at reyse
hiem igien, hvorom nogle røbede den yderste Tvivl, og
hvorfra jeg blev afholdet ved den Umuelighed at sætte sig
op imod en mægtig Konge, saa kom jeg i Bekiendtskab,
med den store Philosoph og Naturforsker Theophrastus Pa¬
racelsus Bombastus von Hohenheim. (han maatte bog¬
stavere Navnet to gange for Notarius.) Da jeg var ble¬
ven saa fortroelig med ham, at jeg kunde aabenbare ham
min kummerfulde Situation, viiste han mig saa meget Ven¬
skab, som jeg troer, at blot Medlidenhed var Skyld udi
hos en saa stor Philosoph at han tilbød mig at undervise
mig i alle sine Hemmeligheder, hvilket, som han sagde,
skulde allervissest befrie mig fra mine qvælende Tanker. Jeg
var saa ørkesløs, og saa ubesluttet, at det kostede en ikke
megen Umag, at bringe mig til saadan en Beslutning; og
uagtet det maatte nu være Følelse af det, som jeg den Gang
virkelig leed, eller en mørk Ahndelse af det som forestod mig,
saa erindrede jeg mig ikke, at jeg havde havt en eeneste rolig
Time, og Paracelsus var dog meget fornøyet med min Lær¬
villighed, og holdt ingen Proces hemmelig for mig. Vi¬
har gjort mange og utallige Forsøg, for at opdage Hem¬
meligheden af de Vises Steen; men hvorfor skulde en arm¬
døende Mand ikke bekiende Sandheden, vi har ikke fun¬
det den; men vel udbragt mangt et Arcanum som var nyt¬
tigt for Sundheden og andre Ting.
. Her brændte Notarius den heftigste Forlæng,
sel og den meest brændende Nysgierrighed ud af begge Øyen,
om han ikke vilde aabenhøre ham nogle deraf, men hvad
enten nu, at den gamle Adelsmand ikke merkede det, for¬
di han var formeget sysselsat med sin Historie, eller han ik¬
ke vilde mærke det, fordi han troede at Chymiske Hemme¬
ligheder maatte man ikke aabenbare for nogen, som ikke
vidste, at omgaaes varsomt dermed, saa blev han uafbrudt¬
saaledes ved . . .
Jeg havde lært saa meget hos ham, at om endog al¬
ting i Verden forlod mig, saa kunde jeg i Chemien finder
min ordentlige Underholdning, da man en Morgen bragte
mig den Efterretning, at min Ven og Lærer var Død.
Men jeg troer meget mere, da han vidste alt for herlige Mid¬
