ler til at vedlige Sundheden, at han ikkun af Politiske
Aarsager havde ladet udsprede hans Død, og havde begivet
sig hen til et ubekiendt Sted, for at være befriet fra den
Byrde af de mangfoldige nysgierrige Besøgelser. Maa¬
skee han endog befrygtede, at en stor Herre, som troede om
ham, at han med liden Bekostning kunde giøre Guld, skul¬
de tvinge ham til, at arbeyde for ham. Nok var det
man fortalte mig, at han var død, og havde befalet, at
man skulde begrave hans Liig med en vis Phiole i Liigki¬
sten, uden at lade nogen see ham, i hvem det endog maatte
være, og da man nogle Dage derefter havde opgravet ham
igien, efterdi de Geistlige ikke vilde tillade ham, som en
Kietter, at ligge paa Kirkegaarden, saa fandt man intet i
Kisten, undtagen et Liiglagen. Dog maae jeg tilstaae,
at jeg paa mine vidtløftige Reyser, som jeg har gjort, ef¬
ter at jeg havde erfaret min hele Elendighed, paa hvilke
jeg under allehaande Gestalt og Personer har næsten igien¬
nemvandret alle Riger, og hvorom jeg her kunde lade op¬
skrive meget merkværdigt, om jeg ikke merkede at mine Kræf¬
ter vare borte. Jeg har ikke fundet ham, i hvor
meget jeg end har søgt efter ham, saa ofte jeg ikkun har
hørt tale om en Mand, som levede ensomt og indgetogen.
Punkt, Her skaer Notarius en nye Pen til rette.
den at forglemme mig ved Hoffet. Mine Remisser kom
meget sparsomt, dog var jeg i Førstningen bange for at
anholde om min Friehed, at maatte reyse hiem. Men
endelig vovede jeg det; og man svarede mig, at man vid¬
ste ikke andet, end at min bortreyse og Afholdelse fra Hof¬
fet havde været gandske frievillig; jeg maatte altsaa kom¬
Da Kong Franciscus var død, syntes man efterhaan¬
Men jeg maae haste, for at komme til den store
me igien, saasnart det var mueligt for mig. De storten
Dage, som jeg tilbragte med de hastigste Anstalter og fran, hvilken Kongen af Frankerig havde ladet ledsage med en
ligesaa hastig Reyse til Strasborg, forekom mig, i hvor
glad jeg endog meente at være, ligesaa lange som den øv¬
rige Tid jeg havde maattet tilbringe i Tydskland. Men,
Gud, hvor urandsagelig ere dine Veye, paa hvilke du fø¬
rer os til Lidelse eller Glæde. Min elskelige Kone havde
faaet det at vide, at jeg skulde komme tilbage igien. Og
da hun havde hørt, at min Moder laae dødelig Syg, saa
havde hun holdt det for hendes Pligt, at reyse hen til hen¬
de, og paa alle Grændsestæderne havde hun skikket Breve,
til mig, som vare adresserede til Commandanterne, hvor¬
udi hun bad mig at tage den nærmeste Vey til min Mo¬
der jeg hastede derhen, . Men min Moder var allere¬
de begraven, og man var just i begreb med at ville begra¬
ve min Kone, da jeg kom dertil. . . . . Den Smerte¬
var forskrekkelig, som bemægtigede sig min Siel =
hvo skulde kunde troe, at den endnu var i Stand til at
kunde taale meere? Men den var det : - - Et Brev fra
min Moder, En gammel Tiener leverede mig det.
Men jeg føler i Af Gud, lad det efter din Godhed
være endt med dette jammerfulde Liv. Hr. Notarius,
her er Brevet, sagde han med en svag Stemme, og trakte
det vel forvaret op af en Brevtaske; vær De saa god at
bekjendtgiøre det; dog maae de skaane mit Navn, Magt¬
te dog mangen en lære deraf, at et lidet Feyltrin, som det
synes os, kan udbrede den største Jammer over vort Liv¬
Af Gud lad det ikkun være over dette Liv. Og nu Hr.
Notarius, lad mig nu være allene i Rolighed, for at bede
ham om Naade, for hvis Domstoel, jeg strax skal aabenbares.
Den gamle Jomfrue. Dette var et besynderligt Te¬
stamente. Lad os nu tale om Andet.
Avis=Collegiet.
Sætteren. Har J hørt om den Heremester der har været
Sætteren. Har J hørt om den Heremester der har været
J Brunsvig?
Den gamle Jomfrue, Ney, min deylige Fætter, for¬
tæl os noget om ham.
Den gamle Ungkarl. Jeg meente, at vore Tider vare
nu ret oplyste, saa at Overtroen havde faaet reent Afsted.
Fætteren. Ney, ney, man finder i vore Dage endnu
Folk nok, som ere Daarer, og andre, som formerer hines Hob,
og søger at trekke Fordeel af deres Blindhed. Til disse sidstes
Tal kan man henregne en vis saa kaldet Magister Ofangeler
Hofang, som i Fior i Brunsvig har vildet indbilde Folk, at
han kunde mane og besvære Dievelen og andre Aander, og
forstod at grave efter Penge. Men han forstod denne Kunst¬
meget slet; thi han var selv en fattig Dievel. Derimod har
han virkelig forstaaet sig paa, at giøre sig usynlig, thi da han
skulde have været arretteret, saa var han ikke meer at finde.
Man har udsendt Stikbreve, for, om mueligt, at faae fa¬
paa denne Bedrager.
Den muntre Jomfrue. Det er saa sørgeligt, Fæt¬
ter, En Magister gjort sig usynlig. Har han ikke nogen.
anden rar Nyehed at fortælle os.
sætteren Jeg vil fortælle om den kloge Bønde. Til¬
Frankfort kom en Bønde fra Lothringen, ved Navn Dispe¬
Dage, som jeg tilbragte med de hastigste Anstalter og fran, hvilken Kongen af Frankerig havde ladet ledsage med en
Escorte til Mannheim, og Churfyrsten paa lige Maade til
Maynz, og derfra til Frankfurt, hvor han ligeledes har
Vagt hos sig. Denne Mand har paa det sidste Sted i en Tid¬
af omtrent 10 Dage cureret over 500 Personer i et stort An¬
tal Tilskueres Nærværelse, nemlig Pukkelryggede, Lamme,
Døve, Stumme, og dem, som vare beladte med den falden¬
de Syge &c. og hver i sær i en Tid fra en til to Minuter. Han¬
bruger intet andet, end sin Haand dertil, og Hovedet ved de¬
Pukkelryggede. Men mange har han ikke antaget, men strax
sagt dem, efterat han havde seet dem i Ansigtet, at han ikke
kunde hielpe dem, og de maatte altsaa bære deres Kors med
Taalmodighed. Hans Fader og Farfader har ligeledes kun¬
det curere saaledes, men de ere begge to blevne ombragte. Han¬
tager slet intet af de Fattige, men giver dem Penge til. Efter
Operationen smører han de Syge med en Salve, og foreskri¬
ver dem, hvorledes de skal forholde sig. Fra Frankfurt blev
han forskreven til Dresden; men hvor han siden er kommen
hen, veed jeg ikke.
Den muntre Jomfrue, Hille min troe, hvilken klog¬
Bonde er ikke den. Det er jo Mirakler den Mand kan giøre.
Men mon det og være sandt?
Sætteren. Det har i det mindste staaet i Aviserne; men¬
derfor kan det endelig nok være usandt.
